Kære Mænd, Hjælp Mig :)

Sakris skriver:

Tænker lidt om det er ansvaret? Min kæreste vidste ikke hvad han skulle stille op med en lille baby? Og jeg tror han blev lidt skræmt af tanken om at binde sig i så mange år frem.

På et tidspunkt kom vi til at snakke om børn istedet for babyer. Altså børn der kunne lege med tog og racerbane, tage med ud og kælke, hjælpe med madlavningen osv. Og det var meget mere foreneligt med ham, fordi han lige pludselig kunne se sig selv og sin rolle for sig. Vi snakkede ikke så meget om det, og der gik flere måneder før han havde gennemtænkt det. 

Kan med sikkerhed sige, at nu hvor der er en at bygge togbaner igennem huset med, at kælke med, og at hygge med, har han aldrig fortrudt.

 

 

Når der nu tidligere også er nævnt alle de forandringer der følger med at få et barn, hænger de jo lige så meget sammen med jeres egen indstilling til tingene. Da vores barn var 4 uger gammelt indførte vi at vi havde hver 1 friaften om ugen. Jeg malkede ud og frøs mælk ned til min "fridag". På den måde kunne vi enten have en fritidsaktivitet eller være sammen med vennerne, og vi tvang os selv til ikke at leve i en babyklokke. Derudover havde vi fra vores datter blev 8 måneder ca 1 friaften om måneden hvor vi kan gå ud sammen og pleje hinanden.

 

Ja, det kan det da godt være. Det er svært at gætte om, når han ikke rigtig selv kan sige hvad det er ..

Men vi har snakket om at vi skal huske at pleje forholdet, samt vores venskaber og at barnet kan blive passet indimellem, samt vi hver for sig kan tage ud eller barnet kan komme med og det kan han sagtens se.
Jeg er ikke interesseret i at mit liv skal 'gå i stå' pga. barn, hvis du forstår hvad jeg mener.. Vi er begge meget sociale og det vil vi prøve at blive ved med at være..
Og det med friaften, som du skriver I har, det har vi også snakket om at vi skulle have

Michael healer skriver:

Ok

Så er det nok det hele mere eller mindre

Så der kun at fortælle ham, at det er ret normalt at have det sådan, vil jeg tro, at man som mand ikke er klar til at blive far, men at så snart han er blevet far, så vil han blive klar, der sker bare sådan mere eller mindre automatisk.

Så han er ikke alene eller den første der står med den følelse som han nu står med.

Ved ikke om han kan bruge dette til noget, men mener det altid er rart at vide at han ikke er alene om at have det sådan, og det er noget ret normalt noget for en mand , vil jeg mene.

Ja, du har nok ret.
Jeg vil også læse det op for ham, du har skrevet eller han selv kan læse det
Jeg har ellers forklaret ham det du skriver, men det har han været skeptisk overfor, men måske det hjælper, når nu det så rent faktisk er en anden en der skriver det

Sakris skriver:

Ja sorry, masser af hormoner!

Den eneste der fokusere på din alder er altså dig. Og du fokusere rigtig meget på den, kan jeg se! Jeg skrev jo netop at jeg ikke havde nogle fordomme om alder, fordi jeg selv var vokset op med en ung mor. (Og hun var også fuldkommen seriøs, med uddannelse, job og uden gæld og jeg ville aldrig bytte min barndom for noget, for den var sjov!).

Kan se at jeg har misset den med at du har skrevet at hun skal spørge ham. Og det vil jeg gerne lige undskylde. For det giver jo straks et helt andet udfald. 

Så altså I blev også enige om ikke at bruge prævention ved den første? For så kunne det jo næppe komme som en overraskelse? Men  du ville ikke vide af at der kunne komme et barn ud af det? 

Dog synes jeg stadig det er umodent at få børn på de premisser du/I har sat jer selv overfor. At du så når I stod og ventede barn, har taget ansvaret, haft økonomisk sikkerhed (og uden tvivl er blevet super gode forældre) er jo blot super godt gået og slet ikke det jeg har betvivlet i det jeg skrev før.  

Havde jeg fået barn med min kæreste som 21 årig var det ihvertfald bare ikke gået så "nemt" som med jer. For selvom du er en mand er I alle MEGET forskellige, og nogle mænd bliver altså først modne til rollen i 30'erne (hvilket jeg stadig ikke synes er for gammelt).

Jeg tænker bare hvor gammelt du egentlig tror 27 er, når du betvivler om man overhovedet bliver moden hvis man ikke er det på det tidspunkt? Som du selv skriver er der rigtig mange ting der forandres og jeg kan godt forstå at det kan skræmme nogle helt vildt. For hvis der er noget der er uforudsigeligt er det et barn.  

Personligt har jeg den holdning at børn ikke bare skal komme hvis de kommer, men at de skal vælges til fordi man har et overskud af kærlighed som man har plads til at dele ud af. 

Men er da super lettet hvis jeg bare har misforstået det du skriver!

 

Og ja er absolut enig i at der er fordele og ulemper ved alle aldre. og derfor har jeg heller ikke fordomme om alderen men oppunerede mod det skrevne.

Er da ked af at du ikke har din mor mere, og kan godt forstå dine tanker herom. Jeg er altså heller ikke en gammel mor (ifølge mig selv). Jeg blev mor som 25 årig så har netop et barn der har både bedsteforældre og oldeforældre og det er fantastisk og ville da også synes alle børn skal have det. Men kan dælme også forstå dem der skal have lang uddannelse, karriere og gøre plads til børnene senere i livet. Pointen er også bare at jeg virkelig synes begge parter skal være klar. 

Hvorfor er det umodent at man bevidst ikke bruger prævention, og dermed ved at de to streger kommer på et tidspunkt, og så bare er klar når babyen er i maven ? 

Tror personligt at det at jeg mistede min mor "tvang" mig til at blive voksen.. Havde jo pludselig en hel del mere ansvar, bla. Overfor min far som var opløst af sorg.

er selv fint tilfreds med de primisser vi har .. Så har lidt svært ved at se det umodne i det . 

men ja, man skal begge være klar, som jeg også skriver i det første indlæg ..