Ked, trist, har lyst til at opgive.

Anonym skriver:

Hvor gør det ondt i hjertet at høre om dit tab :-(

Men jeg kan se at du er gravid nu, så sender lige et (meget) forsinket tillykke og held og lykke til dig

Men det at stå med maven der er tom, ingen baby der sparker eller vælter rundt derinde - det vil jeg aldrig nogensinde prøve igen .. Den dag hvor jeg igen bliver gravid vil være fyldt med nervøsitet og angst indtil at jeg når over 27. uge .. 

Sender et "net-kram" tilbage til dig

Mange tusind tak! 

Det har også taget sin tid at "komme" hertil. Der gik 6 måneder før jeg blev gravid igen (man har vel sine forventninger, når man blev gravid i første hug i første omgang)  ..

Men der har også været mange tanker, nervøsitet og en masse angst i denne graviditet. Jeg blødte i uge 9 sidste gang og der var ingen tegn på abort, det var den første milepæl at komme over på den anden side af uge 9 i denne graviditet. Så var det næste NF som vi klarede med glans! Var så lykkelig så det halve kunne være nok!  For det var der vi fandt ud af at det andet foster var sygt og helt pakket sammen ...

Så kom der MD- og alle bekymringerne! Om hun vokser nok, nok plads og alt det der! Men man skal virkelig prøve at holde sig positiv og med humøret oppe, ellers kører man sku sig selv i kulkælderen! Jeg er SÅ stolt af min prinsesse. Hun vokser som hun skal, hun sparker og mosler rundt derinde og er så dygtig - er så taknemmelig over at være gravid igen!

I søndags d. 9 var det 1 år siden vi var til NF med det første foster. Imorgen d. 13 er det 1 år siden jeg var inde og få den fjernet. Det har været nogle dage med ekstra sug i maven og man lige priser sig lykkelig en gang til for sin pige i maven og det gør jo det hele meget nemmere at komme igennem !!!!!

Hvad siger kæresten til dig i alt dette her? Ønsker han sig en ny baby? Nu ved jeg jo godt du kun er 16 men hvad har han af følelser? Det må jo også være svært..

Og forstår slet ikke hospitalet opgav din lille søn, burde der ikke være stor og gode chancer for at barnet overlever efter uge 24? Jo længere, jo bedre? 

Du er bare sej og du skal ikke hører på folks negative kommentarer!

Jeg har selv mistet en lille dreng i uge 19, så jeg føler med dig - også selvom du ikke er så gammel. Det er super hårdt og nødvendigt at få snakket om det. Det Man kan få tilskud til 12 psykologtimer gennem sygesikringen, hvis man eksempelvis har mistet et barn. Man skal selv betale 314 kr., og så dækker sygesikringen resten, hvis man finder en psykolog, der er med i ordningen. Din læge kan ikke afgøre, hvorvidt du har brug for hjælp eller ej, så jeg synes da, du skal forlange en ny henvisning. Håber det bedste for dig

BabyWish2012 <3 skriver:

Mange tusind tak! 

Det har også taget sin tid at "komme" hertil. Der gik 6 måneder før jeg blev gravid igen (man har vel sine forventninger, når man blev gravid i første hug i første omgang)  ..

Men der har også været mange tanker, nervøsitet og en masse angst i denne graviditet. Jeg blødte i uge 9 sidste gang og der var ingen tegn på abort, det var den første milepæl at komme over på den anden side af uge 9 i denne graviditet. Så var det næste NF som vi klarede med glans! Var så lykkelig så det halve kunne være nok!  For det var der vi fandt ud af at det andet foster var sygt og helt pakket sammen ...

Så kom der MD- og alle bekymringerne! Om hun vokser nok, nok plads og alt det der! Men man skal virkelig prøve at holde sig positiv og med humøret oppe, ellers kører man sku sig selv i kulkælderen! Jeg er SÅ stolt af min prinsesse. Hun vokser som hun skal, hun sparker og mosler rundt derinde og er så dygtig - er så taknemmelig over at være gravid igen!

I søndags d. 9 var det 1 år siden vi var til NF med det første foster. Imorgen d. 13 er det 1 år siden jeg var inde og få den fjernet. Det har været nogle dage med ekstra sug i maven og man lige priser sig lykkelig en gang til for sin pige i maven og det gør jo det hele meget nemmere at komme igennem !!!!!

Hvad siger kæresten til dig i alt dette her? Ønsker han sig en ny baby? Nu ved jeg jo godt du kun er 16 men hvad har han af følelser? Det må jo også være svært..

Og forstår slet ikke hospitalet opgav din lille søn, burde der ikke være stor og gode chancer for at barnet overlever efter uge 24? Jo længere, jo bedre? 

Du er bare sej og du skal ikke hører på folks negative kommentarer!

Min kæreste var helt nede med flaget da Sebastian forlod os ..
Dengang da jeg fandt ud af at jeg var gravid, var vi ved lægen, grundet at jeg havde kvalme hele tiden, og jeg synes jeg voksede og tog lidt (læs meget) på, og han fortalte at jeg helt sikkert var gravid, og han ville skaffe tid til en scanning, da jeg ikke anede hvor langt jeg var henne .. Jeg havde aldrig set min kæreste græde i de 3 år vi har været sammen, men da vi kom til den scanning, hvor vi samtidig fik køn at vide, græd han og han kunne næsten ikke stoppe - heldigvis var det glædestårer .. Men da jeg pludselig gik i fødsel, gjorde han næsten ikke andet end at græde i over en uge. Så lukkede han sorgen inde igen .. Men han har på det sidste givet udtryk for at han gerne vil prøve igen (han er lige knap 2,5 år ældre end jeg). Han sidder og finder navne som vil passe til storebror Sebastian, og han gør mit hjerte helt blødt ved det. Jeg er så glad for at han altid stod ved min side. Jeg ville ikke kunne ha holdt det ud uden ham ...
Grunden til at de stoppede med at kæmpe for Sebastian, var at de skønnede at hans organer ikke havde vokset med kroppen siden uge 23-24. De mente at han aldrig ville kunne komme til at trække vejret uden hjælp, og højst sandsynligt havde en hjerneskade oveni i det hele 
Derefter skulle jeg "afhøres", om jeg havde drukket, røget, taget stoffer eller lignende, og jeg følte mig virkelig som jordens dårligste mor, selvom jeg ikke havde gjort nogen af delene ...

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Ingen skal gå igennem det du har været igennem.. Din læge SKAL give dig en henvisning til en psykolog.. Hvis han/hun ikke vil det så synes jeg du skal finde en anden læge.. Bare fordi du er ung og har hele livet foran dig betyder det ikke at du glemmer hvad du har været igennem jo :s Mærkelig holdning din læge har til den sag her.. 

Jeg har aldrig prøvet det som du går igennem nu.. Men jeg kunne sagtens forestille mig hvordan JEG ville have det hvis jeg havde oplevet det du har.. 

Line - med 2 boblinger skriver:

Ingen skal gå igennem det du har været igennem.. Din læge SKAL give dig en henvisning til en psykolog.. Hvis han/hun ikke vil det så synes jeg du skal finde en anden læge.. Bare fordi du er ung og har hele livet foran dig betyder det ikke at du glemmer hvad du har været igennem jo :s Mærkelig holdning din læge har til den sag her.. 

Jeg har aldrig prøvet det som du går igennem nu.. Men jeg kunne sagtens forestille mig hvordan JEG ville have det hvis jeg havde oplevet det du har.. 

Det er ganske forfærdeligt

Jeg har også tænkt mig at kræve nogle timer når jeg fåren tid dernede igen (den ville ikke lave mellemrum mellem får og en ) ...