Ked, trist, har lyst til at opgive.

Miss Kat skriver:

At tie problemerne ihjel har aldrig hjulpet nogen. Enten skal du forklare dine venner at du faktisk har brug for at snakke om det, men jeg fornemmer nærmere, at de siger sådan, fordi de måske ikke selv magter opgaven og måske er lidt bange for at du har brug for deres støtte på det punkt. Det er der heller ikke noget at sige til, for det er godt nok et tungt emne for unge i jeres alder.

Prøv evt. at snakke med din læge om du måske kan blive henvist til en psykolog? Det kan måske gøre en verden til forskel for dig, at få det hele vendt med én, som er vant til at håndtere folks smerte, samt du ikke skal bekymre dig om at gøre dine venner utrygge eller kede af det.

Det er en kæmpe sorg, du har oplevet, og det betyder intet om du kun var 15 eller ældre, for som nielsen80 siger: "Hvad du har oplevet, bør ingen gennemgå." Og derfor er det absolut heller ingen skam at bede om hjælp til at komme videre. At du tager første skridt ved at skrive herinde, er kun godt og sundt.

Stort, medfølende kram til dig. 

Hvor er det rart at der er nogle der forstår mig, og ikke bare siger at jeg nok skal komme over det bare fordi jeg er ung ..

Mange tak for krammet - det letter at få skrevet nogle ord om det, selvom de ord jeg får skrevet ikke kan beskrive følelsen af at miste Sebastian ..

FruK skriver:

Har først set det her svar efter at jeg skrev.

Jeg tænker bare at det lyder som om det fylder så meget i dig (forståeligt nok) at jeg måske ville være bange for at det kunne udvikle sig til en depression. Ved dine forældre hvordan du har det - måske kunne de snakke med lægen? 

Min far har jeg ingen kontakt til af personlige årsager, men min mor har forsøgt. Hun var været ved lægen for at snakke med ham om psykologtimer, og hun har været ved kommunen - desværre er svaret det samme begge steder. Jeg er ifølge dem, ung nok til at kunne komme videre..

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Hvis jeg var dig ville jeg gå til læge igen og siger at du får det værre og værre og ikke ligge finger imellem hvor meget det rent faktisk fylder for dig, for man kan jo godt få det værre og så være berettiget til psykologhjælp nu selvom du måske ikke var for nogle måneder siden. Derudover tænker jeg at du skal selv tage til lægen og ikke din mor, for det væsentligt lettere for en læge at sige nej til din mor end dig når han ser og hører dig sige tingene. Jeg siger ikke du skal lyve eller overdrive tingene, jeg siger bare at du skal fortælle den præcise sandhed for det lyder for mig som om du er ved at udvikle noget psykisk hvis det stadig fylder så meget for dig.

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Hvor er det forfærdeligt! Det gør jo ik mindre ondt at miste et barn bare fordi man er ung!

Jeg vil sige at når din læge ik vil give dig flere psykologtimer så prøv at snakke med børn, unge & sorg! Det er ganske gratis at ringe til dem og få en snak

http://www.bornungesorg.dk/

Jeg fandt oz lige denne side hvor du kan snakke med andre der har været i samme situation som dig.. Det ville nok hjælpe hvis du kunne finde en støttegruppe i dit område du kunne deltage i, men det kan være svært og så er det her et godt alternativ

http://smaa-engle.dk/index.php

Jeg vil sige som de andre at du skal have bearbejdet din sorg før du bliver gravid igen. Det har intet med din alder at gøre (Selvom jeg synes 16 er ungt) det er noget alle skal igennem..

Det du har været igennem er jo helt igennem forfærdeligt og slet ik noget man ska stå med alene!

At dine veninder og venner har svært ved at snakke om din dejlige baby, har nok noget at gøre med at i ik er ældre, og at de simpelhen ik ved hva de ska sige, at de måske er bange for at gøre dig mere ked af det osv. Tror du ska vælge din bedste veninde og forklare hende, at du har brug for ind i mellem at snakke om ham og at han bliver tiet væk, gør dig mere ked af det! Prøv evt at spørg om hun ik vil med på kirkegåden og lægge en krans og tænde et lys, fordi det ville betyde meget for dig!

Jeg håber du har nogle gode forældre du ka snakke med, også tænker jeg at du måske ku ha glæde ud af at komme i en sorggruppe, for forældre, der har midste et barn. Det ved jeg i hvert fald min venindes søster har været rigtig glad for! Vh stine

metteswn skriver:

Hvis jeg var dig ville jeg gå til læge igen og siger at du får det værre og værre og ikke ligge finger imellem hvor meget det rent faktisk fylder for dig, for man kan jo godt få det værre og så være berettiget til psykologhjælp nu selvom du måske ikke var for nogle måneder siden. Derudover tænker jeg at du skal selv tage til lægen og ikke din mor, for det væsentligt lettere for en læge at sige nej til din mor end dig når han ser og hører dig sige tingene. Jeg siger ikke du skal lyve eller overdrive tingene, jeg siger bare at du skal fortælle den præcise sandhed for det lyder for mig som om du er ved at udvikle noget psykisk hvis det stadig fylder så meget for dig.

Jeg har også selv været ved lægen op til flere gange, så det er ikke kun min mor .. 
Tror bare ikke at lægen kan forstå mig, desværre ..

Men jeg burde nok ringe derned igen, og så få snakket med ham om, hvordan jeg har det som du siger ..

Team Putte skriver:

Hvor er det forfærdeligt! Det gør jo ik mindre ondt at miste et barn bare fordi man er ung!

 

Jeg vil sige at når din læge ik vil give dig flere psykologtimer så prøv at snakke med børn, unge & sorg! Det er ganske gratis at ringe til dem og få en snak

http://www.bornungesorg.dk/

 

Jeg fandt oz lige denne side hvor du kan snakke med andre der har været i samme situation som dig.. Det ville nok hjælpe hvis du kunne finde en støttegruppe i dit område du kunne deltage i, men det kan være svært og så er det her et godt alternativ

http://smaa-engle.dk/index.php

 

Jeg vil sige som de andre at du skal have bearbejdet din sorg før du bliver gravid igen. Det har intet med din alder at gøre (Selvom jeg synes 16 er ungt) det er noget alle skal igennem..

Mange tak for links, jeg vil kigge på dem her lige om lidt ..

16 er ungt, ja, men det føles som om at der mangler noget - og det er selvfølgelig Sebastian .. Jeg tror bare at folk vil kigge ned på mig hvis jeg bliver gravid igen om nogle år - de ser helst at jeg i hvertfald skal vente til at jeg er i slutningen af 20erne. Men det virker bare som så lang tid, når man allerede er mor men uden barn ..

Hvor er det rart at der er nogle der forstår mig, og ikke bare siger at jeg nok skal komme over det bare fordi jeg er ung ..

Mange tak for krammet - det letter at få skrevet nogle ord om det, selvom de ord jeg får skrevet ikke kan beskrive følelsen af at miste Sebastian ..

Jeg kunne så læse i dine andre svar, at du allerede har haft nogle få psykologtimer og at du nu bliver affejet med at du er for ung. Det er da noget vås, man kan da altid udvikle traumer, det har da ikke noget med alder at gøre. Tværtimod, vil jeg næsten sige. I forvejen er det et tungt emne og at du så også er meget ung, gør det da om muligt bare endnu sværere at håndtere. Det synes jeg ikke, du skal finde dig i. Har du snakket med lægen for nylig? Fortalt at du ikke har fået det bedre. Hvis du tangerer depressive tilstande på grund af det, kan han da godt stikke sit eget argument skråt op. Hvis han virkelig er så stædig, ville jeg nok personligt få en ny læge.

Anonym skriver:

Mange tak for links, jeg vil kigge på dem her lige om lidt ..

16 er ungt, ja, men det føles som om at der mangler noget - og det er selvfølgelig Sebastian .. Jeg tror bare at folk vil kigge ned på mig hvis jeg bliver gravid igen om nogle år - de ser helst at jeg i hvertfald skal vente til at jeg er i slutningen af 20erne. Men det virker bare som så lang tid, når man allerede er mor men uden barn ..

Jeg blev mor som 28 årig men har været klar siden jeg var 26.. Der er ingen alder på hvornår det er rigtigt at få børn! Jeg vil dog foreslå du får en uddannelse først, bare fordi det er langt nemmere at være en del af "udenfor skole aktiviterne" før man får børn

StineW79 skriver:

Det du har været igennem er jo helt igennem forfærdeligt og slet ik noget man ska stå med alene!

At dine veninder og venner har svært ved at snakke om din dejlige baby, har nok noget at gøre med at i ik er ældre, og at de simpelhen ik ved hva de ska sige, at de måske er bange for at gøre dig mere ked af det osv. Tror du ska vælge din bedste veninde og forklare hende, at du har brug for ind i mellem at snakke om ham og at han bliver tiet væk, gør dig mere ked af det! Prøv evt at spørg om hun ik vil med på kirkegåden og lægge en krans og tænde et lys, fordi det ville betyde meget for dig!

Jeg håber du har nogle gode forældre du ka snakke med, også tænker jeg at du måske ku ha glæde ud af at komme i en sorggruppe, for forældre, der har midste et barn. Det ved jeg i hvert fald min venindes søster har været rigtig glad for! Vh stine

En af mine rigtig gode veninder har været med nede ved hans gravsted en enkelt gang hvor vi lagde blomster og tændte lys - det var den dag han skulle ha' være født .. Men hun græd i så lang derefter og jeg følte at jeg trak hende med ned, så vi har ikke været deroppe sammen siden Min mor og jeg går op til ham sammen, én gang om ugen og tænder et lys, men det hænder at jeg besøger ham en gang eller 2 mere efter det - det giver mig sådan at en fred indeni at sidde sammen med ham, og at føle mig nær ham. Det har indtil videre været min terapi ..