Ked, trist, har lyst til at opgive.

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille prins .. Det

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille prins .. Det

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille prins .. Det

Hvor er det dog trist at høre om din historie

"bare" fordi man er 15 år tvivler jeg på det gør mindre ondt at miste. Du har mistet din søn og det kan ingen tage fra dig. Det lyder på din som om, at du virkelig har brug for at snakke om dit tab og dine oplevelser, og nu er du da startet med dit indlæg herinde

Kunne du ikke prøve at fortælle den ven/veninde/familiemedlem der står dig nærmest at du virkelig har behov for at snakke om din søn. Det lyder for mig som om det er det eneste du har brug for.

Din lyst til en ny guldklump forstår jeg godt. Men selvom du hele livet skal have mulighed for at sørge over din dreng, lyder det som om du aldrig har kommet dig over den "akutte" fase. Måske du skulle hjælpe dig selv igennem den først? Taler ikke af erfaring. 

Håber du finder nogle du kan snakke med

nielsen80 skriver:

Hvad du har oplevet bør ingen gennemgå

Vil dog sige, at jeg synes det er en dårlig ide at få et barn som en erstatning for et andet. Jeg synes i stedet du bør søge professionel hjælp til at komme over dit store tab! Tror du er nødt til at beabejde det før du er klar til at sætte et nyt liv i verden.

Det har du ret i .. Deter det forfærdeligste nogen kan gå igennem..
Som sagt ønsker jeg heller ikke have en erstatning for ham... Jeg fik bevilget 5 timer ved psykolog derefter, og selvom jeg har siddet nede ved min læge og har grædt og grædt og grædt, mener han ikke at jeg har behov for flere psykolog timer, da jeg har hele livet foran mig og er ung endnu. Desværre er økonomien herhjemme ikke til at vi kan betale 700.- for hver psykolog time .. 
Jeg savner ham så meget ..

Jeg tror det er godt for dig at få lov til at snakke - eller skrive - om det.

Har du fået hjælp efterfølgende eller snakket med din læge om muligheden for det? Altså nogle samtaler hos en psykolog - måske bare et par stykker - det har hjulpet mig meget i på svære tidspunkter i mit liv.

Dine venner forstår måske ikke helt hvad du er gået igennem i og med, at de nok ikke har prøvet noget lignende. Derfor kan det måske være svært for dem at sætte sig ind i, hvordan du har det.

LBK skriver:

Hvor er det dog trist at høre om din historie

"bare" fordi man er 15 år tvivler jeg på det gør mindre ondt at miste. Du har mistet din søn og det kan ingen tage fra dig. Det lyder på din som om, at du virkelig har brug for at snakke om dit tab og dine oplevelser, og nu er du da startet med dit indlæg herinde

 

Kunne du ikke prøve at fortælle den ven/veninde/familiemedlem der står dig nærmest at du virkelig har behov for at snakke om din søn. Det lyder for mig som om det er det eneste du har brug for.

 

Din lyst til en ny guldklump forstår jeg godt. Men selvom du hele livet skal have mulighed for at sørge over din dreng, lyder det som om du aldrig har kommet dig over den "akutte" fase. Måske du skulle hjælpe dig selv igennem den først? Taler ikke af erfaring. 

Håber du finder nogle du kan snakke med

Jeg har forsøgt at snakke med mange, men de skifter emne .. Jeg tror at de er bange for at snakke om det, men det ved jeg selvfølgelig ikke om de er .. Min mor er den eneste der forsøger at forstå mig, men hun har aldrig selv prøvet det, og har svært ved at forstå det .. 

At tie problemerne ihjel har aldrig hjulpet nogen. Enten skal du forklare dine venner at du faktisk har brug for at snakke om det, men jeg fornemmer nærmere, at de siger sådan, fordi de måske ikke selv magter opgaven og måske er lidt bange for at du har brug for deres støtte på det punkt. Det er der heller ikke noget at sige til, for det er godt nok et tungt emne for unge i jeres alder.

Prøv evt. at snakke med din læge om du måske kan blive henvist til en psykolog? Det kan måske gøre en verden til forskel for dig, at få det hele vendt med én, som er vant til at håndtere folks smerte, samt du ikke skal bekymre dig om at gøre dine venner utrygge eller kede af det.

Det er en kæmpe sorg, du har oplevet, og det betyder intet om du kun var 15 eller ældre, for som nielsen80 siger: "Hvad du har oplevet, bør ingen gennemgå." Og derfor er det absolut heller ingen skam at bede om hjælp til at komme videre. At du tager første skridt ved at skrive herinde, er kun godt og sundt.

Stort, medfølende kram til dig. 

Anonym skriver:

Det har du ret i .. Deter det forfærdeligste nogen kan gå igennem..
Som sagt ønsker jeg heller ikke have en erstatning for ham... Jeg fik bevilget 5 timer ved psykolog derefter, og selvom jeg har siddet nede ved min læge og har grædt og grædt og grædt, mener han ikke at jeg har behov for flere psykolog timer, da jeg har hele livet foran mig og er ung endnu. Desværre er økonomien herhjemme ikke til at vi kan betale 700.- for hver psykolog time .. 
Jeg savner ham så meget ..

Har først set det her svar efter at jeg skrev.

Jeg tænker bare at det lyder som om det fylder så meget i dig (forståeligt nok) at jeg måske ville være bange for at det kunne udvikle sig til en depression. Ved dine forældre hvordan du har det - måske kunne de snakke med lægen? 

FruK skriver:

Jeg tror det er godt for dig at få lov til at snakke - eller skrive - om det.

Har du fået hjælp efterfølgende eller snakket med din læge om muligheden for det? Altså nogle samtaler hos en psykolog - måske bare et par stykker - det har hjulpet mig meget i på svære tidspunkter i mit liv.

Dine venner forstår måske ikke helt hvad du er gået igennem i og med, at de nok ikke har prøvet noget lignende. Derfor kan det måske være svært for dem at sætte sig ind i, hvordan du har det.

Jeg fik 5 timer hos en psykolog, og det var så det. Det hjalp også i starten, men da jeg havde brugt de 5 timer, gik det ned af bakke igen ..

Jeg forstår også godt at mine venner ikke kan sætte sig ind i hvordan jeg har det, da de aldrig selv har prøvet det ..