Ked, trist, har lyst til at opgive.

Miss Kat skriver:

Jeg kunne så læse i dine andre svar, at du allerede har haft nogle få psykologtimer og at du nu bliver affejet med at du er for ung. Det er da noget vås, man kan da altid udvikle traumer, det har da ikke noget med alder at gøre. Tværtimod, vil jeg næsten sige. I forvejen er det et tungt emne og at du så også er meget ung, gør det da om muligt bare endnu sværere at håndtere. Det synes jeg ikke, du skal finde dig i. Har du snakket med lægen for nylig? Fortalt at du ikke har fået det bedre. Hvis du tangerer depressive tilstande på grund af det, kan han da godt stikke sit eget argument skråt op. Hvis han virkelig er så stædig, ville jeg nok personligt få en ny læge.

Det er en måned, måske halvanden siden jeg var hos lægen sidst .. Men jeg tror, at jeg vil kræve nogle timer med en psykolog nu, og hvis han ikke vil gå med til det, vil jeg finde ny læge ..

Team Putte skriver:

Jeg blev mor som 28 årig men har været klar siden jeg var 26.. Der er ingen alder på hvornår det er rigtigt at få børn! Jeg vil dog foreslå du får en uddannelse først, bare fordi det er langt nemmere at være en del af "udenfor skole aktiviterne" før man får børn

Kan jeg godt følge dig i - men der er jo så mange forskellige meninger om tingene, og det er jo kun godt ..

Anonym skriver:

Det er en måned, måske halvanden siden jeg var hos lægen sidst .. Men jeg tror, at jeg vil kræve nogle timer med en psykolog nu, og hvis han ikke vil gå med til det, vil jeg finde ny læge ..

Det synes jeg, lyder som en god idé. Man skal jo have tillid til sin læge, som man skal kunne regne med, vil gøre alt for at hjælpe én med at have et godt helbred, både fysisk og mentalt.

Held og lykke med det hele, og op med hovedet.

Anonym skriver:

Jeg har også selv været ved lægen op til flere gange, så det er ikke kun min mor .. 
Tror bare ikke at lægen kan forstå mig, desværre ..

Men jeg burde nok ringe derned igen, og så få snakket med ham om, hvordan jeg har det som du siger ..

Jeg ved bare at jeg kender flere som har fået nej til henvisning til psykolog første og nogle gange også anden gang, men det er lykkedes for dem alle at få en henvisning til sidst, fordi de lige netop har fået det værre og værre af ikke at blive taget seriøst og hjulpet. Så mit forslag er helt klart bliv ved med at forsøge

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Du må aldrig holde op med at snakke om det!!! Det er det værste man kan gøre, du får det kun bedre ved at få snakket det rigtig godt igennem (allerhelst med en professionel). Det er en meget traumatisk oplevelse som gennemarbejdes for at man kan få det bedre. 

Håber du får den hjælp du har brug for 

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Åhh nej. Stakkels dig og lille Sebastian - sikke dog noget grusomt du har været igennem. JA, i en alder af 16 eller 50, så er det da stadig hårdt!?

Kan slet ikke sætte mig ind i din smerte overhovedet, men ville ikke gå forbi uden at sende dig et "net-kram" 

Det har du vist brug for! Jeg var selv igennem en abort sidste år, da fosteret havde vand i hovedet og det var en lille pige - det er ikke det helt samme overhovedet, men puha, hvor følte jeg mig tom og ensom så lang tid efter.. Folk mente også at jeg kom hurtigt over det, havde hele livet foran mig og vi skulle bare op på hesten igen.

Ahh, hvor kunne jeg rase over de kommentarer! 

Du er ikke alene! Du er meget velkommen til at skrive en PB hvis du får brug for det. Selvom jeg var igennem en abort i uge 13, så er det stadig rigtig hårdt at sidde tilbage med tabet 

BabyWish2012 <3 skriver:

Åhh nej. Stakkels dig og lille Sebastian - sikke dog noget grusomt du har været igennem. JA, i en alder af 16 eller 50, så er det da stadig hårdt!?

Kan slet ikke sætte mig ind i din smerte overhovedet, men ville ikke gå forbi uden at sende dig et "net-kram" 

Det har du vist brug for! Jeg var selv igennem en abort sidste år, da fosteret havde vand i hovedet og det var en lille pige - det er ikke det helt samme overhovedet, men puha, hvor følte jeg mig tom og ensom så lang tid efter.. Folk mente også at jeg kom hurtigt over det, havde hele livet foran mig og vi skulle bare op på hesten igen.

Ahh, hvor kunne jeg rase over de kommentarer! 

Du er ikke alene! Du er meget velkommen til at skrive en PB hvis du får brug for det. Selvom jeg var igennem en abort i uge 13, så er det stadig rigtig hårdt at sidde tilbage med tabet 

Hvor gør det ondt i hjertet at høre om dit tab :-(

Men jeg kan se at du er gravid nu, så sender lige et (meget) forsinket tillykke og held og lykke til dig

Men det at stå med maven der er tom, ingen baby der sparker eller vælter rundt derinde - det vil jeg aldrig nogensinde prøve igen .. Den dag hvor jeg igen bliver gravid vil være fyldt med nervøsitet og angst indtil at jeg når over 27. uge .. 

Sender et "net-kram" tilbage til dig

Rikke, Liam & Linus skriver:

Du må aldrig holde op med at snakke om det!!! Det er det værste man kan gøre, du får det kun bedre ved at få snakket det rigtig godt igennem (allerhelst med en professionel). Det er en meget traumatisk oplevelse som gennemarbejdes for at man kan få det bedre. 

Håber du får den hjælp du har brug for 

Det håber jeg også selv om at jeg får .. Håber ikke at det lød vildt selvvisk

Miss Kat skriver:

Det synes jeg, lyder som en god idé. Man skal jo have tillid til sin læge, som man skal kunne regne med, vil gøre alt for at hjælpe én med at have et godt helbred, både fysisk og mentalt.

Held og lykke med det hele, og op med hovedet.

Mange tak .. 

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så ked af det. Det hele føles håbløst .. Folk siger at jeg er ung nok til at komme mig over det, men jeg har det så forfærdeligt. Jeg fandt ud af at jeg var gravid sidste år, da jeg var 15.. Jeg var på p-piller og jeg tog dem med max. 1 times forskel hverdag, men jeg blev alligevel gravid ... Jeg var 17 uger henne og ventede den dejligste lille dreng ... D. 8 febuar gik jeg i fødsel, i 27. uge .. Han var så fin, og de få minutter jeg sad med slog mit hjerte i 1000 stykker .. Han fik navnet Sebastian, og han sov stille ind i mine arme, for lægerne havde opgivet ... Nu 10 måneder senere føler jeg mig stadig ligeså ødelagt indeni som før. Lægerne fandt aldrig ud af hvorfor at jeg gik i fødsel, men de mener at det var fordi at jeg var på p-piller indtil langt inde i graviditeten ... Det gør så ondt i mit hjerte, men er jo kun 16 og har hele livet foran mig ... Det siger de i hvertfald .. Men ønsket om at blive gravid igen, er så stort, for tanken om at jeg faktisk er mor til en lille englebasse, som jeg ikke kan sidde med i armene, dræber mig indeni .. Jeg ønsker ikke en erstatning for ham ... Jeg savner Sebastian så meget, og selvom jeg kun holdte ham i få minutter, vil han altid være min lille prins ..

Meningen med indlægget her, er egentlig .. Ved ikke helt .. Jeg har aldrig haft muligheden for at snakke om Sebastian .. Mine veninder og venner mener at jeg nemmere kommer igennem det, hvis jeg lader være med at snakke om det ...

Jeg føler mig så tom uden min lille supermand .. Det var ikke meningen han skulle forlade verden så hurtigt, han burde sidde her hos mig ligenu ..

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan du kan have det andet end det uanset din aldre må være forfærdeligt.
Jeg ved ikke hvorfor dine venner har sagt du bare skal glemme det, for du skal for alt i verden ikke glemme det. Du skal snakke om det med dem som du vil have støtte fra, jeg vil mene du burde tage til lægen og blive he vist til en psykolog. Du skal altså ikke gå med det alene.

Du er ung og det er dejligt du gerne vil have en bette my baby, men du har hele livet foran dig. Du skal nok nå det hele.

Jeg vil ønske dig alt held fremover og så skal du have den største fra mig.