Hvordan fungerer samarbejdet med 'den anden familie'?

nu er vi jo en godt blandet familie, så jeg har valgt at svare ud fra min datter.

vi har et okay forhold til hendes far og hans side af familien. vi er ikke gode venner, og vi er bestemt uenige om nogle ting. han deltager aldrig i hverken forældre møde, eller andet, og vi holder ingen fødselsdage sammen. men alligevel synes jeg det fungere fint. han overholder de aftaler han laver med hende, og hun er rigtig glad for at være hos ham.

vi har fælles forældremyndighed, så han bliver spurgt til råds ved større beslutninger..... men i hverdagen er det mig og min mand der "styrer slagets gang"

Rsa skriver:

Min søn er hos sin far hver anden weekend (hos hans far har han bonus lillesøster og fars kone). 

Herhjemme er dr en bonus far og en lillesøster. 

Kommunikationen fungerer fint og vi har det godt sammen, vi ses ikke privat dinergen af os har behov for at være hinandens gode venner, men vi snakker fint sammen og er sammen omkring vores søns fødselsdag osv.

Vi lever vidt forskellige liv og har forskellige omstændigheder samt personligheder, hvilket gør, som i alle andre hjem, at tingene foregår lidt forskelligt fra sted til sted. 

Far betaler børnebidrag og betaler halvdelen af skolen - han går på privat skole. 

Herhjemme er det både min kæreste og jeg der deltager i min søns liv, hovedsageligt mig der tager til forældremøder, laver lektietimes ham og står for set organisatoriske (men sådan er det Vel i mange familier ) 

Hos hans far deltager fars kone og forældre også i vores søns liv - men uanset hvad er der en mor og en far, sm man biologiskdet ikke kan komme udenom og min kæreste er mere 'far' end hans egen far, da det er ham han til daglig er sammen med... Ogheldigvis har alle menneskerne i min søns liv noget godt og anderledes atbidrage med end jeg har

Det lyder som et okay samarbejde, hvor der er plads til forskellige meninger. Og alligevel arbejder alle ud fra barnets bedste 

Baagøe skriver:

Jeg har desværre ikke kontakt med den anden familie, da min datter pt. kun ser sin far en gang om ugen hos os selv.

Med den anden familie tænker jeg også hvis den anden forælder er selv Hvordan foregår samarbejdet med din datters far? Hvis du vil dele

morNov2010 skriver:

Her er min mands to børn hos os hver 2. weekend og når det ellers lader sig gøre. Vi er udover dem, deres far, mig, min søn og vores fælles søn. 

Vi er supergode venner med både moren og hendes kæreste, og vi ses privat, også til sammenkomster uden børn. 

Jeg har dog stemt: Det er okay, vi kan være uenige men finder ud af det. Det har jeg gjort, fordi vi selvfølgelig ikke er enige i alt. Min mand og børnenes mor kan også skændes så det brager engang imellem, men bliver altid enige i sidste ende. Som regel løses problemer dog uden konflikter. 

Man kan jo aldrig være enige i alt, og der er jo altså også en grund til, at man vælger at gå fra hinanden. Sålænge man husker at varetage børnenes tarv først og fremmest. 

Og vi elsker jo allesammen ungerne, så vi vil dem jo kun det bedste. 

I øvrigt kan jeg supplere med, at min mands eks har taget både mit særbarn og min mands og mit fællesbarn til sig, som var det hendes familie også, dvs. alle fire unger føler et stærkt bånd som søskende både her og hos hende. OG DET ER FOR FEDT OG EN HELT UBESKRIVELIG GAVE AT KUNNE GIVE DEM 

Jeg kan virkelig blive glad (og en smule misundelig ) når jeg læser et indlæg som dit! På trods af uoverensstemmelser lyder det til at i formår at være der for bøenene uanset og oven i købet har fået en ekstra lille familie når i kan "dele" alle børn. Det har jeg stor respekt for og jeg synes det er et helt fantastisk udgangspunkt at have omkring børnene!

Hvor længe har det stået på, hvis jeg må spørge 

Gigl skriver:

Min dreng er hos sin far hver anden weekend. Han har ingen kæreste som min søn skal forholde sig til pt. Han har dog haft 2 indenfor de 4 år vi ikke har været kærester. De har været lidt ude på sidelinien og kom aldrig sådan "rigtigt ind".

Jeg har dog haft en kæreste de sidste 3½ år, og jeg vil sige at han er mere 'far' for min søn end hans biologiske. Naturligvis vil han rigtige far altid være den rigtige, og sådan skal det være. Min søn elsker sin far og kunne ikke undvære ham, men han har nogle issues. Han udviser ikke samme engagement for vores søn, som vores søn gør for ham desværre. Selvom at jeg ikke er i tvivl om at han elsker ham, så har han lige nu ikke styr nok på sit liv til at have oevrskud til sin søn desværre. Derfor kan der godt opstå gnidninger, men jeg undgår for enhver pris diskussioner. Hans far har en opfattelse af at vi vist er meget enige om børneopdragelse og alle de der ting omkring vores søn, når det i virkeligheden ikke er tilfældet. Jeg undlader bare diskussioner, som sagt. Han har ham trods alt kun hver anden weekend, betaler ikke børnebidrag og bidrager ikke på anden måde økonomisk til forsøgelsen af sin dreng.

Har dog stemt at vi har det okay sammen - netop fordi jeg undgår konfrontationer - for vores søns skyld skal der ikke være dårligt vejr mellem mor og far. Derfor ses vi sammen til børnefødselsdage, på sygehus med vores søn, til forældremøder, osv, hvor vi taler pænt sammen. Men der kunne være MEGEt dårligt vejr, hvis jeg fortalte ham min klare mening, men jeg lader frustrationen blide indenbors hvor den ikke skader min søn og hans forhold til sin far.  

Pyh, jeg fik lige lukket en masse ud der

Ja, der er altid nogle kameler man som voksen skal sluge Det handler ikke om en selv, men om børnene og der er det bare vigtigt at have en neutral linje hvor man kan finde ud af tingene. Og så få afløb for sine frustrationer herinde For det kan man også have brug for.

Synes det er flot at du sætter dit barn forrest og ikke lader dine meninger overskygge det positive der er i din drengs og hans fars forhold, når nu det er så kompliceret i forvejen! Stor respekt for det, det kræver et stort og rummeligt hjerte 

FruK skriver:

Jeg har svaret "Perfekt..." da det er den der kommer tættest på. 

Selvfølgelig gør vi tingene forskelligt og er ikke enige om alt, men det ting vi skal være enige om, kan vi snakke om - og finder en løsning uden at skændes.

Vores søn er lige meget hos os (mig, min mand og kommende baby) og hos far (far, hans kæreste, hendes søn og kommende baby).

Bonusbror har ingen far, og er ofte med hos os, når far og kæresten skal noget. Og forleden snakkede mig og min eks om, at det jo vil være meget naturligt for os at passe hinandens små, når den tid kommer. Vi får små søstre begge steder i starten af det nye år. 

Dejligt at høre en god historie endnu engang i denne tråd, det er så stort når voksne kan være voksne og få tingene til at fungere for børnenes skyld

Har i altid haft det sådan?

Lone Jakobsen skriver:

nu er vi jo en godt blandet familie, så jeg har valgt at svare ud fra min datter.

vi har et okay forhold til hendes far og hans side af familien. vi er ikke gode venner, og vi er bestemt uenige om nogle ting. han deltager aldrig i hverken forældre møde, eller andet, og vi holder ingen fødselsdage sammen. men alligevel synes jeg det fungere fint. han overholder de aftaler han laver med hende, og hun er rigtig glad for at være hos ham.

vi har fælles forældremyndighed, så han bliver spurgt til råds ved større beslutninger..... men i hverdagen er det mig og min mand der "styrer slagets gang"

Det lyder som en meget almindelig skilsmisse familie Sådan meget neutralt men alligevel med noget engagement fra den anden side.

Angelspot skriver:

Dejligt at høre en god historie endnu engang i denne tråd, det er så stort når voksne kan være voksne og få tingene til at fungere for børnenes skyld

Har i altid haft det sådan?

Det har vi faktisk.  Men det er måske nok blevet lettere med tiden, efterhånden som følelserne omkring vores brud er kommet på afstand.

Da vi begge var alene spiste vi tit sammen, tog på ferie sammen med vores søn mm. Det er vi holdt op med nu, hvor vi begge har nye partnere. Men vi snakker sammen flere gange om ugen, og ses til arrangementer på skolen - til forældremøder og lign er det kun far og jeg, til julehygge osv er min mand og fars kæreste gerne med. Sønnen vil helst have at vi kommer alle sammen. 

Vi bor tæt på skolen begge hold, og det gør selvfølgelig det praktiske meget nemmere.

Angelspot skriver:

Jeg kan virkelig blive glad (og en smule misundelig ) når jeg læser et indlæg som dit! På trods af uoverensstemmelser lyder det til at i formår at være der for bøenene uanset og oven i købet har fået en ekstra lille familie når i kan "dele" alle børn. Det har jeg stor respekt for og jeg synes det er et helt fantastisk udgangspunkt at have omkring børnene!

Hvor længe har det stået på, hvis jeg må spørge 

tusind tak for de søde ord. Vi er også alle meget glade for vores lille konstellation. 

Jamen jeg har været sammen med min mand i 7 1/2 år. De første par år var lidt svære, da min mands eks lige skulle lære mig at kende (de havde været fra hinanden i 2 år da jeg mødte min mand, så absolut ingen jalousi, mere et spørgsmål om, at hun ville være sikker på at jeg blev i ungernes liv). 

Da hun åbnede op, begyndte hun og jeg faktisk at blive mere og mere veninder, og det er så der vi er idag. Vi går i byen sammen kun hende og jeg også min. en gang om året når juleøllen kommer frem

jeg har svaret : Det er ikke så godt, det er sjældent vi er enige og vi kan ikke snakke om tingene

min datter er hos sin far ca hver 2 weekend, men der er mange gnidninger, dels fordi at min datters behov ikke bliver dækket optimalt når hun er hos sin far, samt at vi lever meget forskelligt.
fars nye kæreste prøver indimellem at gå ind og overtage min rolle, hvilket jeg ikke acceptere.

min datters far søgte om mere samvær og jeg strakte mig udover hans "ret" i amtet, men indtil videre har han ikke overholdt det

hvis jeg siger noget, feks her sidste weekend havde han om lørdagen puttet rapsolie i hendes hår uden at vaske det ud, så jeg siger til ham i en stille tone at det ville jeg helst ikke have at han gjorde.hvor han overreagere og tager alt som et personligt angreb.