Hvordan fungerer samarbejdet med 'den anden familie'?

Jeg er lidt nysgerrig omkring samarbejdet i jeres familie med bonusbørn. Forholdet til den anden familie, hvor barnet/børnene også er. Hvordan fungerer det hos jer, hvem bestemmer hvad omkring barnet/børnene og hvem har ikke noget at skulle have sagt? Eller har i det super godt sammen, hvad skyldes det og har det altid været sådan?

Alle kan svare, både jer der er bopæl og jer der har samvær.

Begrund gerne jeres svar og giv os andre et indblik i hvordan det er at have en ekstra familie i familien

Angelspot skriver:

Jeg er lidt nysgerrig omkring samarbejdet i jeres familie med bonusbørn. Forholdet til den anden familie, hvor barnet/børnene også er. Hvordan fungerer det hos jer, hvem bestemmer hvad omkring barnet/børnene og hvem har ikke noget at skulle have sagt? Eller har i det super godt sammen, hvad skyldes det og har det altid været sådan?

Alle kan svare, både jer der er bopæl og jer der har samvær.

Begrund gerne jeres svar og giv os andre et indblik i hvordan det er at have en ekstra familie i familien

Det kunne være rigtig rart med nogle uddybende svar, både jer der svarer i har et godt samarbejde og også jer der har nogle problematikker

Det kunne være rigtig rart med nogle uddybende svar, både jer der svarer i har et godt samarbejde og også jer der har nogle problematikker

Min søn er hos sin far hver anden weekend (hos hans far har han bonus lillesøster og fars kone). 

Herhjemme er dr en bonus far og en lillesøster. 

Kommunikationen fungerer fint og vi har det godt sammen, vi ses ikke privat dinergen af os har behov for at være hinandens gode venner, men vi snakker fint sammen og er sammen omkring vores søns fødselsdag osv.

Vi lever vidt forskellige liv og har forskellige omstændigheder samt personligheder, hvilket gør, som i alle andre hjem, at tingene foregår lidt forskelligt fra sted til sted. 

Far betaler børnebidrag og betaler halvdelen af skolen - han går på privat skole. 

Herhjemme er det både min kæreste og jeg der deltager i min søns liv, hovedsageligt mig der tager til forældremøder, laver lektietimes ham og står for set organisatoriske (men sådan er det Vel i mange familier ) 

Hos hans far deltager fars kone og forældre også i vores søns liv - men uanset hvad er der en mor og en far, sm man biologiskdet ikke kan komme udenom og min kæreste er mere 'far' end hans egen far, da det er ham han til daglig er sammen med... Ogheldigvis har alle menneskerne i min søns liv noget godt og anderledes atbidrage med end jeg har

Angelspot skriver:

Jeg er lidt nysgerrig omkring samarbejdet i jeres familie med bonusbørn. Forholdet til den anden familie, hvor barnet/børnene også er. Hvordan fungerer det hos jer, hvem bestemmer hvad omkring barnet/børnene og hvem har ikke noget at skulle have sagt? Eller har i det super godt sammen, hvad skyldes det og har det altid været sådan?

Alle kan svare, både jer der er bopæl og jer der har samvær.

Begrund gerne jeres svar og giv os andre et indblik i hvordan det er at have en ekstra familie i familien

Jeg har desværre ikke kontakt med den anden familie, da min datter pt. kun ser sin far en gang om ugen hos os selv.

Her er min mands to børn hos os hver 2. weekend og når det ellers lader sig gøre. Vi er udover dem, deres far, mig, min søn og vores fælles søn. 

Vi er supergode venner med både moren og hendes kæreste, og vi ses privat, også til sammenkomster uden børn. 

Jeg har dog stemt: Det er okay, vi kan være uenige men finder ud af det. Det har jeg gjort, fordi vi selvfølgelig ikke er enige i alt. Min mand og børnenes mor kan også skændes så det brager engang imellem, men bliver altid enige i sidste ende. Som regel løses problemer dog uden konflikter. 

Man kan jo aldrig være enige i alt, og der er jo altså også en grund til, at man vælger at gå fra hinanden. Sålænge man husker at varetage børnenes tarv først og fremmest. 

Og vi elsker jo allesammen ungerne, så vi vil dem jo kun det bedste. 

I øvrigt kan jeg supplere med, at min mands eks har taget både mit særbarn og min mands og mit fællesbarn til sig, som var det hendes familie også, dvs. alle fire unger føler et stærkt bånd som søskende både her og hos hende. OG DET ER FOR FEDT OG EN HELT UBESKRIVELIG GAVE AT KUNNE GIVE DEM 

Min dreng er hos sin far hver anden weekend. Han har ingen kæreste som min søn skal forholde sig til pt. Han har dog haft 2 indenfor de 4 år vi ikke har været kærester. De har været lidt ude på sidelinien og kom aldrig sådan "rigtigt ind".

Jeg har dog haft en kæreste de sidste 3½ år, og jeg vil sige at han er mere 'far' for min søn end hans biologiske. Naturligvis vil han rigtige far altid være den rigtige, og sådan skal det være. Min søn elsker sin far og kunne ikke undvære ham, men han har nogle issues. Han udviser ikke samme engagement for vores søn, som vores søn gør for ham desværre. Selvom at jeg ikke er i tvivl om at han elsker ham, så har han lige nu ikke styr nok på sit liv til at have oevrskud til sin søn desværre. Derfor kan der godt opstå gnidninger, men jeg undgår for enhver pris diskussioner. Hans far har en opfattelse af at vi vist er meget enige om børneopdragelse og alle de der ting omkring vores søn, når det i virkeligheden ikke er tilfældet. Jeg undlader bare diskussioner, som sagt. Han har ham trods alt kun hver anden weekend, betaler ikke børnebidrag og bidrager ikke på anden måde økonomisk til forsøgelsen af sin dreng.

Har dog stemt at vi har det okay sammen - netop fordi jeg undgår konfrontationer - for vores søns skyld skal der ikke være dårligt vejr mellem mor og far. Derfor ses vi sammen til børnefødselsdage, på sygehus med vores søn, til forældremøder, osv, hvor vi taler pænt sammen. Men der kunne være MEGEt dårligt vejr, hvis jeg fortalte ham min klare mening, men jeg lader frustrationen blide indenbors hvor den ikke skader min søn og hans forhold til sin far.  

Pyh, jeg fik lige lukket en masse ud der

Jeg har svaret "Perfekt..." da det er den der kommer tættest på. 

Selvfølgelig gør vi tingene forskelligt og er ikke enige om alt, men det ting vi skal være enige om, kan vi snakke om - og finder en løsning uden at skændes.

Vores søn er lige meget hos os (mig, min mand og kommende baby) og hos far (far, hans kæreste, hendes søn og kommende baby).

Bonusbror har ingen far, og er ofte med hos os, når far og kæresten skal noget. Og forleden snakkede mig og min eks om, at det jo vil være meget naturligt for os at passe hinandens små, når den tid kommer. Vi får små søstre begge steder i starten af det nye år. 

FruK skriver:

Jeg har svaret "Perfekt..." da det er den der kommer tættest på. 

Selvfølgelig gør vi tingene forskelligt og er ikke enige om alt, men det ting vi skal være enige om, kan vi snakke om - og finder en løsning uden at skændes.

Vores søn er lige meget hos os (mig, min mand og kommende baby) og hos far (far, hans kæreste, hendes søn og kommende baby).

Bonusbror har ingen far, og er ofte med hos os, når far og kæresten skal noget. Og forleden snakkede mig og min eks om, at det jo vil være meget naturligt for os at passe hinandens små, når den tid kommer. Vi får små søstre begge steder i starten af det nye år. 

Det lyder virkelig lykkeligt ville ønske det kunne være sådan i vores situation. Min eks trænger virkelig til en dejlig kæreste, der kan holde ham godt og grundigt i ørene og få ham på ret kurs - jeg ville være så glad for sådan én til ham! 

Gigl skriver:

Det lyder virkelig lykkeligt ville ønske det kunne være sådan i vores situation. Min eks trænger virkelig til en dejlig kæreste, der kan holde ham godt og grundigt i ørene og få ham på ret kurs - jeg ville være så glad for sådan én til ham! 

Det er det - nok fordi vi begge fra starten har været indstillet på, at det skulle gå så lidt som muligt ud over vores søn, at vi er gået fra hinanden. 

Det er jo ikke nogen ønskesituation at være skilsmissebarn, men når det nu skal være, så skylder vi ham at gøre det på den bedst mulige måde. Det er så synd for børnene når det ikke fingerer. 

FruK skriver:

Det er det - nok fordi vi begge fra starten har været indstillet på, at det skulle gå så lidt som muligt ud over vores søn, at vi er gået fra hinanden. 

Det er jo ikke nogen ønskesituation at være skilsmissebarn, men når det nu skal være, så skylder vi ham at gøre det på den bedst mulige måde. Det er så synd for børnene når det ikke fingerer. 

Kunne ikke være mere enig