Anonym skriver:
Jeg er anonym da vi endnu ikke har taget nogen beslutning og fordi jeg er vildt splittet..
Jeg beder venligst om respekt omkring emnet at det er en af "liste" hundene..
Men vi har den her hund som er snart 8 år gammel.. Vi fik den som 1 årig hvor den ikke havde haft noget godt liv indtil dag. Den har altid været meget følsom pga det.. efter nogle år begyndte den være bange for fyrværkeri.. vi har prøvet med en masse ideer dyrelægen og en adfærds ekspert har givet os.. intet har hjulpet.. de sidste to år er det blevet værre og værre! Hun er nu bange for alle høje lyde, brag, skud (vi bor på landet - jagt), det kan være folk som taber noget, eller hvad som helst.. Når hun så bliver bange er hun ikke til at få ud af angsten, der kan gå lang tid.. hune gemmer sig hvis vi er hjemme og hvis vi er på tur vil hun bare tilbage af den vej vi er kommet.. Selv hendes ynglings lege, mad ja hvad som helts kan ikke få hende ud over angsten.. Nogle dage vil hun slet ikke ud og gå tur og man må slæbe hende med. Andre dage kan man køre i skoven og hun vil bare ikke ud af bilen 
Men var så ved dyrelægen idag for at høre om man kan få noget medicin til hende. De havde så helt tilfældigvis en hundeadfærds terepeut der som lige ville snakke med mig.. vi snakkede LÆNGE og Hun sagde der var 3 valg muligheder.. Enten lade hende leve det liv hun har nu, som jo ikke er værdig for en hund hvor de er meningen de skal røre sig og have det godt.. Den anden mulighed var medicinering. Det kan fjerne problemet. MEN det fjerner også den "stop klods" i hjernen som siger at hun ikke skal angribe andre hunde. Hun har i forvejen vist tænder/knurret og rejst børster af mig og vores datter. Så jeg er ærlig talt bange hvis den stop klods bliver fjernet Derudover vil det koste 800 første måned og 500 kr rensten af hendes liv.
Eller hun kan blive aflivet
Jeg synes der er ulemper ved det hele Liv som nu er ikke værdigt, liv på medicin tør jeg ikke tage risikoen med. Og hvis hun skal aflives mister vi hende jo
Hvad ville i gøre i mit sted...?
Jeg vil være fuldstændigt ærlig.
Jeg ville få hende aflivet.
Jeg er hverken for eller imod muskelhunde, så intet ondt ord der, men jeg er imod alle hunde, der er utilregnelige, og så er det lige meget med racen, fra den mindste tæppetisser til den største kæmpehund.
En hund må ikke være utilregnelig..og jo større jo mere farlig er den, og jo større skade kan den gøre, hvis den bider.
Når du samtidigt har en hund, som jo helt udpræget er psykisk syg og du tilmed har småbørn, ja så går det bare ikke.
Mine forældre havde en blind Skt. Bernhardshund, da jeg kom til verden.
En dag, da min far kom hjem overfaldt den min far, fordi han kom bag på den, og i det øjeblik den sad i armen på min far, gik det op for hunden, at det var ham, og den blev dybt ulykkelig. Men de turde ganske enkelt ikke beholde hende pga. de var bange for hvad hun kunne komme til at gøre mod mig, når jeg først begyndte at tulle rundt.
Hun var bestemt hverken psykisk syg eller utilregnelig, men hendes handikap gjorde, at de ikke kunne stole på hende, fordi hun måske ville bide først, før hun undersøgte om der var grund til det.
Så...det er hårdt, men jeg ville få hende aflivet. Det er uværdigt at fylde hende med medicin og dyrt er det også, og hvis medicinen så også gør, at de sidste spærrer for hendes agressive adfærd kan blive fjernet, ja, så vil I jo have et livsfarligt rovdyr inden for jeres døre. For du skal jo huske, at en hund er og bliver et rovdyr.
Somme tider må man lade fornuften råde, også selvom det gør ondt i hjertet.
Kærligst
Sussie
