Anonym skriver:
Jeg er anonym da vi endnu ikke har taget nogen beslutning og fordi jeg er vildt splittet..
Jeg beder venligst om respekt omkring emnet at det er en af "liste" hundene..
Men vi har den her hund som er snart 8 år gammel.. Vi fik den som 1 årig hvor den ikke havde haft noget godt liv indtil dag. Den har altid været meget følsom pga det.. efter nogle år begyndte den være bange for fyrværkeri.. vi har prøvet med en masse ideer dyrelægen og en adfærds ekspert har givet os.. intet har hjulpet.. de sidste to år er det blevet værre og værre! Hun er nu bange for alle høje lyde, brag, skud (vi bor på landet - jagt), det kan være folk som taber noget, eller hvad som helst.. Når hun så bliver bange er hun ikke til at få ud af angsten, der kan gå lang tid.. hune gemmer sig hvis vi er hjemme og hvis vi er på tur vil hun bare tilbage af den vej vi er kommet.. Selv hendes ynglings lege, mad ja hvad som helts kan ikke få hende ud over angsten.. Nogle dage vil hun slet ikke ud og gå tur og man må slæbe hende med. Andre dage kan man køre i skoven og hun vil bare ikke ud af bilen 
Men var så ved dyrelægen idag for at høre om man kan få noget medicin til hende. De havde så helt tilfældigvis en hundeadfærds terepeut der som lige ville snakke med mig.. vi snakkede LÆNGE og Hun sagde der var 3 valg muligheder.. Enten lade hende leve det liv hun har nu, som jo ikke er værdig for en hund hvor de er meningen de skal røre sig og have det godt.. Den anden mulighed var medicinering. Det kan fjerne problemet. MEN det fjerner også den "stop klods" i hjernen som siger at hun ikke skal angribe andre hunde. Hun har i forvejen vist tænder/knurret og rejst børster af mig og vores datter. Så jeg er ærlig talt bange hvis den stop klods bliver fjernet Derudover vil det koste 800 første måned og 500 kr rensten af hendes liv.
Eller hun kan blive aflivet
Jeg synes der er ulemper ved det hele Liv som nu er ikke værdigt, liv på medicin tør jeg ikke tage risikoen med. Og hvis hun skal aflives mister vi hende jo
Hvad ville i gøre i mit sted...?
Jeg er selv lykkelig hundeejer til to hunde, dog ikke samme race.
Vi har ikke samme problem som jer, men dog lidt samme princip.
Vores den ene hund lider af "ADHD". Vi fik at vide det ikke var en "godkendt" diagnose hos dyr, men at den helt sikkert fantes.
Vi opdagede problemet da han var 8 måneder og ud over hvalpestadiet, da de to ting var svære at adskille. Han havde så mange adfærdsproblemer at vi var nødt til at søge hjælpe fordi det var meget frustrerende for ham og os. Vi forstod ikke hinanden og kunne ikke kommunikere.
Vi brugte noget tid sammen med en adfærdsekspert og hun kunne se problemerne. Vi fik at vide at vi enten måtte leve med ham som han var og lære at kommunikere med ham, eller sætte ham på sløvende medicin.
Puha en beslutning at skulle tage. Vi ville jo elske denne hund lige så meget som den anden men hans adfærd gjorde det nogle gange svært. Vi besluttede efter lang tids tænken, at leve med ham som han var idet han ikke havde udvist aggressive tegn, lavede kun ballade i små mængder. (adfærdseksperten fortalte os, at han lige så godt kunne have været aggressiv).
Det er den bedste beslutning vi noget sinde har taget. Ved godt det på ingen måder kan sammenlignes med det valg i skal tage. 
Da vi fandt ud af hvad problemet var, blev vi alle mere afslappede og tålmodige, og tilpasser nogle af de ting han har svært ved. Det gør ham mere rolig. SKULLE DET ske at hans adfærd ændre sig, så skal han aflives. Vi VIL IKKE sløve vores hunds sind og gøre ham ude af stand til at reagere som han føler. Det vil vi ikke byde ham. Den beslutning er allerede taget.
Så medicin var slet ikke en mulighed for os.
Nå, det var min historie undskylde den blev lidt lang. Jeg håber i finder den løsning der er bedst for jer og jeres hund.
