Så skete det igen. Og vel at mærke meget værre end sidste gang, hvor vi fik en sandsynlighed for downs med 1:167
Jeg har som overskriften lader antyde lige været til nakkefoldsscanning og endte med en sandsynlighed på 1:5!!!!!!!!!!
For helvede.
Jeg fik taget moderkagebiopsi med det samme, så nu sidder jeg bare her og glor og håber, at vi er meget heldige og hverken aborterer eller får dårlige nyheder i morgen. Og i morgen kan endda nå at blive til mandag, for fise mig, om de ikke holder fri Grundlovsdag, så jeg ikke kan få svar før mandag, hvis prøven ikke er klar i morgen

ØØØØV, hvor er det TRÆLS! Hvad skal man lave i ventetiden? Jeg synes, det er meget svært ikke at gøre sig dystre tanker. F.eks. tænk, hvis jeg aborterer og så bagefter får at vide, at barnet absolut ikke fejlede noget som helst. Og dernæst, hvordan i hede hule himmerrige, kan jeg leve videre, hvis vi beslutter at få babyen fjernet, hvis der er noget galt?
Vi så jo den lille, fine baby og den var vild og glad og dens lille hjerte høvlede derud ad. Så er det sgu en underlig fornemmelse at vide, at man lige efter har valgt at få stukket en lang, ond nål ind til den, fordi man vil se, om den er god nok til at skulle leve videre.

Er der nogen af jer, der nogensinde har fået så høje tal og bagefter har fået at vide, at alt var ok? Eller nogle, der kender nogle? Eller noget med noget...
Knus fra Birgitte, tynget af selvmedlidenhed