Jeg synes det er fuldstændig ligemeget hvor tidligt man er på den... hvis det er bekymringer der fylder meget, skal de da naturligvis lytte til dem!
Jeg har nogle bekymringer omkring fødslen fordi jeg altid har haft rygproblemer, og har oveni det, en diskuprolaps i lænden som jeg til tider stadig døjer med (går til genoptræning p.t.) Derudover har jeg været nogle hæftige operationer igennem som har sat sine spor psykisk ( i forhold til at skulle føde vaginalt da det omhandlede dette område) Så jeg vil meget gerne føde ved kejsersnit! Jeg ved at det nok bliver til en dikussion hos jordemoderen, og at læger osv. vil prøve at tale mig fra det, men har bestemt mig.
Det er da også en træls bekymring at have, at skulle kæmpe for at få et KS! Jeg synes da helt klart du har flere rigtig gode grunde til ikke at ville føde vaginalt.
Jeg har, ligesom dig, mange bekymringer omkring fødslen, da alle i min familie har født lynhurtigt (mor og moster på under TO TIMER ved første fødsel) og alle de børn, der er født af familiens kvinder (oldemor, mormor, mor, moster og to kusiner på fars side, i alt 20 børn) er født på mindre end seks timer (og det er endda højt sat!)..
Så jeg er vildt nervøs for at det kommer til at gå for stærkt, og for ikke at blive taget seriøst, når den tid kommer.. Min storesøster har en hjerneskade, og den skyldes formodentlig at min mor IKKE blev taget seriøst ved den fødsel (hendes første, der, som sagt, var på under to timer fra første ve og fire timer fra vandet gik)..
Jeg nævnte ovenstående for jordemoderen, i naivt håb om, at hun ville notere det i min svangrejournal, men næh nej, hun spiste mig bare af med, at jordemødre jo er mennesker, der er til at snakke med, og at de saaaagtens kan høre i telefonen om det er alvor.. 
Og ellers sagde hun bare, at jeg kunne sige, at jeg følte mig utryg ved at være hjemme, og så SKAL de tage en ind til tjeck.. Fedt, at man er nødt til at kende "kodeordet", for at være sikker på at blive taget alvorligt.. 
