KittyCatta skriver:
Jeg må desværre lige komme med et pust til debatten vedrørende privat arrangerede julehjælpsforeninger på Facebook.
Jeg er af den holdning, at man skal hjælpe, hvor man kan, og har derfor også planer om at give en julekurv til et par familier, selvom jeg ikke selv er særlig godt stillet økonomisk.
Det går bare galt for mig, når man kan finde deciderede bestillingerlister i julehjælpsgrupper på Facebook. På nogle børns ønskesedler står der ting, som tøj og legetøj indenfor rimelighedens grænser, men desværre ser man også ønsker som penge, koncertbilletter, iPhones og iPads, rejser, smykker og dyrt designertøj.
Det gør mig rigtig ked af det. Bevares, hvis man ikke er særlig godt stillet økonomisk kan det være svært, at se andre børn rende rundt med ovenstående ting. Det ved jeg alt om. Og det er helt fint at ønske sig det, men man bør måske overveje om det skal skrives på en ønskeseddel til julehjælp.
Jeg ønsker IKKE at være mistroisk, men det bliver jeg desværre en smule, når man ønsker sig disse ønsker, men samtidig ikke ønsker at dele noget så simpelt, som sit postnummer på Facebook, eller navn i en privat besked senere hen, hvis man gerne vil give noget til familien, men blot sender sin adresse. Jeg har jo ingen jordisk chance for egentlig at se om de har brug for noget så.
Men der er heldigvis også mange, der er utrolig glade for denne hjælp og som jeg inderst inde også ved har brug for denne hjælp. 
Dette indlæg er absolut ikke skrevet for at hakke eller se ned på dem, der virkelig har brug for denne hjælp, men som en undren over nogle af dem, der søger.
Hold venligst debatten sober.
Vi støtter selv diverse julehjælpsgrupper, selvom vi er studerende og bestemt ikke kan kategoriseres som velstillede på nogen måde. Det gør ondt på mig at der er børn der ikke føler de har det samme som deres kammerater, jeg kan levende huske hvor modbydeligt et sted en folkeskole kan være, hvis du ikke er med...
det provokerer mig ikke at der står dyre ønsker på deres lister, jeg er sådan set heller ikke så sikker på jeg kunne få mig til at kigge min dreng i øjenene og fortælle ham at fordi mor og far ikke har nogen penge så må han ikke skrive hans ønsker på sin liste.. der er ingen forældre der har lyst til at knuse deres børn, mere end de er ved at være fattige.
Krævermentalliteten i vores samfund har generelt taget overhånd. Det er bare lidt pudsigt den kun bliver bemærket når det er fattige mennesker der ønsker det samme som de velstillede.
Egentligt så skulle vi måle vores samfunds succes på andet end antallet af rige, vi burde måle vores succes på hvor få fattige vi havde. Nej, man bliver ikke lykkelig af penge. Men børn måler sig selv i blandt andet materielle goder, vi lever i et moderne samfund hvor det næsten er påkrævet du får Ipad, internet, Google-søgninger ind med modersmælken. Da jeg var barn var det barbie vi piger målte hinanden og os selv med, så blev det Dr. Martens-støvlerne og hvem der kunne ligne Kurt Cobain mest - sådan vil det være indtil vi forældre lærer at styre vores indkøbsvaner, vores forbrug og det vi giver vores børn..
Men at kalde det krævermentalitet at fattiges børn ønsker sig det samme som alle andre, er at gå over grænsen i min verden 