Er en af dem bag anno indlæg om dette emne.
For mig har det været EN LANGE PROCES og acceptere , at jeg højst sandsynligt ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet . Det har / er en kæmpe udfordring psykisk, da megen af min identitet har været arbejde.
Ved ikke om jeg skammer mig men syntes det er rigtigt svært, da mange ofte ser ned på en. Jeg har en kronisk skade, er smertepatient med daglige smerter. Går p.t sygemeldt, spørg folk hvad jeg laver fortæller jeg blot jeg går hjemme. Gider ikke forklare, møde folk's blikke og tanker.
Jeg har så småt accepteret min fremtid, men gruer for at fortælle andre om det. Og vil sikkert holde mund, hvis folk spørg mig. For mig handler det nok lidt af følelsen af ikke og være god nok. Livet har flasket sig anderledes end jeg havde forventet. Mine egne forventninger kan jeg ikke længere efterleve, samt en familie relation hvor intet er godt nok.
Anmeld