hvor mange af jer...

ingen kunne vriste dem fra mig:-)mine lækre nyfødte babyer.

Gittemor09 skriver:

de starter imorgen d. 14.

grinny skriver:

For det første synes jeg på ingen måde at du kan sammenligne situationen med at hun fik fjernet sit barn!

Og jeg kan egentlig godt følge hende lidt, hun er jo nærmest i chok over at hun har født - sådan er der vel bare nogen der har det? Det betyder jo ikke at hun ikke elsker sit barn, de følelser der kommer under en fødsel er man vel ikke selv herre over?

Jeg kan stadig græde ved tanken om, at jeg kun hurtigt fik lov at kysse Noah, inden de bar ham til Neonatal (han lå der kun 1 nat) for at få hans blodsukker op. Jeg fik AK og de sagde jeg først måtte holde ham, når jeg havde følelse i hele kroppen igen . Det var virkelig traumatisk, når man indlægges med en forventning om, at ens nyfødte straks skal op på mave/bryst og nusses/pusles om fra start

Kay skriver:

hvornår er det egentlig de nye afsnit starter??

I aften kl 21 :-)

annec skriver:

I aften kl 21 :-)

 tak

Carl-Emil's mor skriver:

ville ikke røre ved jeres nyfødte børn?

 

Sidder lige og ser et af de programmer vi ikke må snakke om ( mener jeg nok&nbsp og kan virkelig ikke forstå at man kan nægte at røre ved sit eget barn

Så af ren nysgerrighed - oplevede nogle af jer andre det også ? og hvorfor hvis I vil fortælle det?

Min graviditet var et chok. Jeg var i slutningen af 20'erne og selvom vi har været sammen i 10 år var børn aldrig en del af mine planer. P-pillerne blev passet på klokkeslet og jeg var meget bevidst om konsekvensen ved at jeg satte liv på kloden.

Julen 2009, min mor siger jeg er gravid - jaja, lille mor. Januar 2010 var jeg 14 uger henne. Termin slutningen af juni. Jeg kunne sikkert have søgt om abort, men jeg har også et værdisæt. Kunne jeg se mig selv i spejlet efter jeg havde frataget min kæreste hans førstefødte?

Juni 2010, 2 dage før mit kejsersnit. Jeg spiser ikke, sover ikke. På selve dagen var jeg bare i en bobel. Kan glimtvis huske kejsersnittet og kan intet huske fra opvågningen. Før sygeplejersken kommer og river min skjorte op og hæfter baby på brystet af mig.

Jeg kan godt sætte mig ind i ambivalente følelser om det at få børn. Er de en planlagt velsignelse kan jeg også godt se hvordan det kan være svært at forstå. De første 3-4 uger gjorde jeg det der var forventet. Men der var så absolut en distance fra min side. Den er blevet mindre med tiden, han er idag 2, jeg elsker ham som jeg ikke har elsket et andet menneske og han kan sætte gang i følelser indeni, som jeg aldrig har følt før.

Det at få baby kan være livets kamp... Det tror jeg sommetider der en tendens til at glemme

jamen.... tja.... jo jeg syntes godt man kan forstå den der åbenlyse forbudte følelse af "fjern den"

Fo r man kunne jo se på det stakkels pigebarn, at selv om hun i 9 mrd har gået gravid, så var hun jo "bare" gravid..... jeg tror ikke rigtigt det sådan helt var gået op for hende at nu skulle hun altså være mor, før hun så en lilla-blodfyldt-snasket lille skabning(ikke et særligt lækkert syn hvis i spørger mig, men sådan er det jo bare), som blev lagt heeeelt op i hovedet af hende.

 Man kunne da se på stakkelen at hun var i chok............

Inden føslen stod hun jo også og trak tiden ud med smøger.... hun ville jo ikke rigtigt ind- nu var det jo nu!

Det kan man da ikke blive forarget over! - kun medfølelse for at der åbenbart ikke er en eneste der har brugt tid på at få hende til at forstå, at den der mave indeholder altså en skabning.

Syntes faktisk at det er flot de viser den side af en føsel, og ikke bare de rosenrøde historier....