sove i rum med BEGGE børn??

Mumto3 skriver:

Jeg kan ikke svare på hvad I skal gøre, men jeg vil gerne dele min egen erfaring med dig.

Vores første barn skulle naturligvis sove i egen seng på eget værelse, for det siger 'alle' bare er SÅ godt, og det er vigtigt for ens parforhold. Så det gjorde han. I starten stod hans seng i vores soveværelse, men  han skulle ihvertfald ikke ligge i dobbeltsengen.

Han var næsten 2 år gammel da lillebror blev født. Nu var vi blevet meget mere sikre i vores forældreroller, og meget bedre til at gøre det VI gerne ville og ikke det andre synes vi skulle gøre. Lillebror skulle ikke ligge i egen seng, men derimod i dobbeltsengen. Det var både hyggeligt og smart i forhold til at amme om natten. Så far, mor og lillebror lå og rå-hyggede inde i dobbeltsengen, imens storebror på knapt 2 år lå alene, i egen seng på eget værelse. Det føltes helt forkert!!!! så vi flyttede storebror ind i dobbeltsengen Omgivelserne reagerede ca. sådan her  Det troede det var løgn!!! de var rystede og vi fik SÅ mange skrækscenarier at høre. Det barn ville være ødelagt for livstid!!! Han ville ALDRIG ALDRIG nogen siden flytte ud af dobbelsengen igen. og når vi grinede lidt og sagde: Jamen så må vi se om han stadig ligger der når han er 25år gammel, kiggede folk på os med forfærdelse, over at vi slet ikke tog deres trusler alvorligt.

Der gik ca. et årstid og da storebror var omkring 3 år gammel spurgte han en dag om hvor længe han skulle sove i vores seng. Vi svarede at det skulle han lige indtil han gerne ville sove i sin egen seng. Der gik et stykke tid (kan ikke huske det præcis, men omkring 1 mdr) så sagde han en dag: Mor, nu vil jeg gerne sove i min egen seng. Samme aften flyttede vi hans seng ind i soveværelset, så han rykkede fra dobbeltsengen over i hans egen seng. Da der var gået yderligere et ½ år, spurgte han om hvor længe han skulle sove i sin senge inde i vores soveværelse, og om hvornår han skulle sove på  sit eget værelse. Igen svarede vi at så snart han gerne ville ind på sit eget værelse, så kom han det. Ligesom da han flyttede ud af dobbeltsengen, så gik der en månedstid og så kom han og sagde en dag, at nu ville han gerne prøve at sove inde på hans eget værelse. Samme dag flyttede vi sengen ind på hans værelse, og der har han sovet lige siden. I dag er han 8 år gammel og starter i 2.klasse efter sommerferien.

Omgangskredsen er helt holdt op med at snakke om at han ALDRIG flytte om, til gengæld har vi et vennepar som altid har forvist deres børn fra soverværelset, for det var forældrenes og KUN til forældrene. Deres store pige på 10 år kommer stadig ind til dem om natten (og bliver smidt ud igen). Det kommentere vi selvfølgelig ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om den stakkels pige har haft et behov for at være tæt på sine forældre, men bare ikke fået det behov dækket, siden hun stadig søger sine forældre. (MEN selvfølgelig er der også MEGET forskel på børn!!!!)

Vores 3. barn har ligget i vores dobbeltseng indtil hun var omkring 2 år, så kom hun ind på sit eget værelse. (men der var hun også så stor at vi kunne 'snakke' med hende om det, og hun kunne komme ind til os hvis hun havde behov for os om nattet. I dag tænker det er skrækkeligt med de små babyer der ligger alene og som ikke ved egen hjælp kan søge forældrene, men det er en anden snak).

Vores datter har jeg altid ligget hos i dobbeltsengen indtil hun faldt i søvn. Det kunne godt tage lang tid nogle aftener!!!

Da hun kom ind på eget værelset, lagde jeg hende ned i sengen, sagde godnat og gik ud af værelset. Jeg stod lige uden for døren, for jeg tænkte at jeg sikkert skulle derind mindst 1 million gange før hun faldt i søvn. Jeg hørte ikke en lyd fra hende og blev helt bekrymret. Jeg kiggede ind til hende,-og hun SOV!!! Nå, begynder- held tænkte jeg. Men efter at have stået foran hendes dør i en uge og ventet på at hun skulle kalde på mig, så begyndt jeg at indse at hun åbentbart sagtens kunne falde i søvn selv, også selvom hun var vant til at jeg lå ved siden af hende og lullede hende i søvn. I dag er hun 4 år gammel, og vi har ALDRIG problemer med at lægge hende. Hun sover bare!!!

Så jeg tror ikke længere på at man skal tvinge/træne sine børn til at sove selv (det er heller ikke det du spørger til! Det er jeg med på!). Vores børn har fået lov til at sove hos os, og når de har været klar til at 'give slip' på mor og far har vi grebet chancen og ladet dem blive 'selvstændige' og sove selv.

Ja, det var lidt om hvordan det har fungeret for os. Jeres familie er en anden, og I skal finde ud af hvad der passer til netop jeres familie

havde håbet du ville skrive 

Det er jo en solstrålehistorie med barn der selv beder om at komme ind til sig selv.. og med datter der bare sover, men hun må jo også være fyldt godt op med tryghed efter at være blevet puttet af moar i to år  

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg lige ender med at gøre. 
Jeg tror det bliver en kombi.. Hun kommer ind til mig i soveværelset og når lillebror så sover godt igennem, så kommer de sammen ind på værelset igen.. Det lyder, i mit hoved, som en god løsning

takfor dit svar forresten, det var jo dejlig langt  

Vidunderligeunger skriver:

Hej derude..

Jeg har spekuleret over noget siden vi er kommet hjem fra sommerhustur..

Da vi var i sommerhus kom Emil (4 mdr) i seng kl. 18.30. Alberte (2 år og 2 mdr) kom i seng kl. 19.30/20.00 og det gik super fint, at de sov sammen..
Senere på aftenen gik min kæreste og jeg i seng, ligesom vi altid i hverdagene går i seng samtidig. og det var så skønt! At ligge der i dobbeltsengen med begge børn sovende i hver deres  seng lige ved siden af.. 
Lige pt er jeg meget alene med dem og jeg kan mærke på den store at hun føler sig en smule forladt derinde på det store værelse. Emil sover i min seng/vuggen alt efter hvad jeg lige føler for. 
Så jeg har tænkt på at rykke hendes seng ind til mig. Putte ham som jeg plejer kl. 18.30, så putte hende kl. 20 ca og så går jeg selv i seng mellen 22 0g midnat.. Så kan vi lægge der alle sammen
Men er det en dårlig ide?
Det er desuden meningen at de to skal dele værelse, hvis de kan, da jeg gerne vil have det ekstra værelse som kontor i forbindelse med min uddannelse. Der KAN godt stå en tremmeseng derinde, men det bliver ikke et decideret børneværelse.. Så jeg regner med de skal sove sammen.
Bliver det umuligt at flytte dem ind på deres eget værelse senere, hvis f.eks farmand kommer hjem  længere tid? Eller skal jeg bare lade hende sove på sit eget værelse som nu?

 

mvh Mitzie som kunne have dem begge oppe i sengen resten af deres liv hihi

Vi har faktisk lige flyttet den stores seng ind i soveværelset, da hun gav udtryk for at føle sig alene og uden for, mens lillebror, far og mor sov sammen. Det kunne vi faktisk godt forstå.

Så nu er det bestemt at børnene sov hos os indtil jeg er klar til lillebror rykker ind på eget værelse. Til den tid flytter de så ind på vores datters værelse. Når hun/de så bliver træt af at dele værelse, rykker lillebror ind på sit værelse (ja ja vi har værelser nok)

Hvis jeg skal være helt ærlig så sover jeg MEGET bedre ved at hun også er hos os. Begge børn sover jo i deres egen seng så vi har plads nok.

Det eneste der lidt træls er at lillebror de fleste aftner bruger mange timer på at skrige sig i søvn, men det virker til at Storsøster bedre kan forholde sig til det når hun ser hvad der sker (hvad vi gør) så hun ikke ligger for sig selv og ikke kan forstå hvorfor han skriger.

Begge børn sover trygt og roligt natten igennem.

Mine børn er 3½ år og 7 mrd.

Held og lykke med samsovningen

Mumto3 skriver:

Jeg kan ikke svare på hvad I skal gøre, men jeg vil gerne dele min egen erfaring med dig.

Vores første barn skulle naturligvis sove i egen seng på eget værelse, for det siger 'alle' bare er SÅ godt, og det er vigtigt for ens parforhold. Så det gjorde han. I starten stod hans seng i vores soveværelse, men  han skulle ihvertfald ikke ligge i dobbeltsengen.

Han var næsten 2 år gammel da lillebror blev født. Nu var vi blevet meget mere sikre i vores forældreroller, og meget bedre til at gøre det VI gerne ville og ikke det andre synes vi skulle gøre. Lillebror skulle ikke ligge i egen seng, men derimod i dobbeltsengen. Det var både hyggeligt og smart i forhold til at amme om natten. Så far, mor og lillebror lå og rå-hyggede inde i dobbeltsengen, imens storebror på knapt 2 år lå alene, i egen seng på eget værelse. Det føltes helt forkert!!!! så vi flyttede storebror ind i dobbeltsengen Omgivelserne reagerede ca. sådan her  Det troede det var løgn!!! de var rystede og vi fik SÅ mange skrækscenarier at høre. Det barn ville være ødelagt for livstid!!! Han ville ALDRIG ALDRIG nogen siden flytte ud af dobbelsengen igen. og når vi grinede lidt og sagde: Jamen så må vi se om han stadig ligger der når han er 25år gammel, kiggede folk på os med forfærdelse, over at vi slet ikke tog deres trusler alvorligt.

Der gik ca. et årstid og da storebror var omkring 3 år gammel spurgte han en dag om hvor længe han skulle sove i vores seng. Vi svarede at det skulle han lige indtil han gerne ville sove i sin egen seng. Der gik et stykke tid (kan ikke huske det præcis, men omkring 1 mdr) så sagde han en dag: Mor, nu vil jeg gerne sove i min egen seng. Samme aften flyttede vi hans seng ind i soveværelset, så han rykkede fra dobbeltsengen over i hans egen seng. Da der var gået yderligere et ½ år, spurgte han om hvor længe han skulle sove i sin senge inde i vores soveværelse, og om hvornår han skulle sove på  sit eget værelse. Igen svarede vi at så snart han gerne ville ind på sit eget værelse, så kom han det. Ligesom da han flyttede ud af dobbeltsengen, så gik der en månedstid og så kom han og sagde en dag, at nu ville han gerne prøve at sove inde på hans eget værelse. Samme dag flyttede vi sengen ind på hans værelse, og der har han sovet lige siden. I dag er han 8 år gammel og starter i 2.klasse efter sommerferien.

Omgangskredsen er helt holdt op med at snakke om at han ALDRIG flytte om, til gengæld har vi et vennepar som altid har forvist deres børn fra soverværelset, for det var forældrenes og KUN til forældrene. Deres store pige på 10 år kommer stadig ind til dem om natten (og bliver smidt ud igen). Det kommentere vi selvfølgelig ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om den stakkels pige har haft et behov for at være tæt på sine forældre, men bare ikke fået det behov dækket, siden hun stadig søger sine forældre. (MEN selvfølgelig er der også MEGET forskel på børn!!!!)

Vores 3. barn har ligget i vores dobbeltseng indtil hun var omkring 2 år, så kom hun ind på sit eget værelse. (men der var hun også så stor at vi kunne 'snakke' med hende om det, og hun kunne komme ind til os hvis hun havde behov for os om nattet. I dag tænker det er skrækkeligt med de små babyer der ligger alene og som ikke ved egen hjælp kan søge forældrene, men det er en anden snak).

Vores datter har jeg altid ligget hos i dobbeltsengen indtil hun faldt i søvn. Det kunne godt tage lang tid nogle aftener!!!

Da hun kom ind på eget værelset, lagde jeg hende ned i sengen, sagde godnat og gik ud af værelset. Jeg stod lige uden for døren, for jeg tænkte at jeg sikkert skulle derind mindst 1 million gange før hun faldt i søvn. Jeg hørte ikke en lyd fra hende og blev helt bekrymret. Jeg kiggede ind til hende,-og hun SOV!!! Nå, begynder- held tænkte jeg. Men efter at have stået foran hendes dør i en uge og ventet på at hun skulle kalde på mig, så begyndt jeg at indse at hun åbentbart sagtens kunne falde i søvn selv, også selvom hun var vant til at jeg lå ved siden af hende og lullede hende i søvn. I dag er hun 4 år gammel, og vi har ALDRIG problemer med at lægge hende. Hun sover bare!!!

Så jeg tror ikke længere på at man skal tvinge/træne sine børn til at sove selv (det er heller ikke det du spørger til! Det er jeg med på!). Vores børn har fået lov til at sove hos os, og når de har været klar til at 'give slip' på mor og far har vi grebet chancen og ladet dem blive 'selvstændige' og sove selv.

Ja, det var lidt om hvordan det har fungeret for os. Jeres familie er en anden, og I skal finde ud af hvad der passer til netop jeres familie

- skriver:

Set med et barns øjne.

Jubii vi skal alle sove sammen.

Far kommer hjem.

Øv så må vi bare ike sove der mere.

Hvad så hvis han skal ud igen i længere tid? - nu ved jeg ikke hvad han laver.

 

Det ikke børnenes ansvar at give dig tryghed og nærhed men dit at give dem.

 

Så vælger du det må det være enten eller...

 

Held og lykke med valget

tror du har misforstået... det er selvfølgelig meningen at de skal blive derinde selvom han kommer hjem, men skal da på eget værelse en dag, sammen... 

- skriver:

Okay. Ja må have misforstået noget så

Jamen er din mand indforstået og i så prøver om 1/2 år eller 1 år at rykke dem ud. 

 

Forstod det bare som at du 'frygtede' det hvis manden kom hjem i længere tid

nej nej, overhovedet ikke Altså det bliver aldrig noget han bliver så stor fan af, men det er jo ham der er væk og mig der skal have det til at fungere bedst muligt når han ikke er hjemme, tænker jeg..

at sove sammen er et fornuftigt valg når alle trives med det.

og her syntes jeg det lyder rigtig fornuftigt.

når man er alene meget med børne har man brug for sin nattesøvn og det gælder om at få den bedst mugligt. når jeg er alene sover jeg bedst med begge børn i nærheden af mig, da jeg så er sikker på at hørre dem.

når din datter føler sig forladt så har hun jo brug for at sove ved dig.. dog ved jeg mange forældre underkede barnenest behov for at kunne høre forældrene mellem 20-6 .. lyt til din datter..

og hvis det virker for jer nu.. og børne skal sove sammen sener så er det fornuftigt og vende den til hinanendes nattelyde..

og tja dårlig vane det bestemmer du jo.. jeg tror ikke på det der med at bide sig selv i halen ting..

hvorfor droppe at gøre noget der vire NU.. af frygten for det ikke fungere om 6-8-12 mdr..

man tvinger børn til og bruge ble og sut.. osv.. selvom der findes andre metodere.. og tja dette er ikke dårlige vaner selvom de skal vendes fra dem inden de er 3.. el.. så jeg forstår ikke frygten for dårlige vaner..

raca skriver:

at sove sammen er et fornuftigt valg når alle trives med det.

og her syntes jeg det lyder rigtig fornuftigt.

når man er alene meget med børne har man brug for sin nattesøvn og det gælder om at få den bedst mugligt. når jeg er alene sover jeg bedst med begge børn i nærheden af mig, da jeg så er sikker på at hørre dem.

 

når din datter føler sig forladt så har hun jo brug for at sove ved dig.. dog ved jeg mange forældre underkede barnenest behov for at kunne høre forældrene mellem 20-6 .. lyt til din datter..

 

og hvis det virker for jer nu.. og børne skal sove sammen sener så er det fornuftigt og vende den til hinanendes nattelyde..

og tja dårlig vane det bestemmer du jo.. jeg tror ikke på det der med at bide sig selv i halen ting..

hvorfor droppe at gøre noget der vire NU.. af frygten for det ikke fungere om 6-8-12 mdr..

man tvinger børn til og bruge ble og sut.. osv.. selvom der findes andre metodere.. og tja dette er ikke dårlige vaner selvom de skal vendes fra dem inden de er 3.. el.. så jeg forstår ikke frygten for dårlige vaner..

det var da egentlig godt skrevet tak for dit besyv..
og undskyld jeg svarer så kort, men jeg er virkelig træt og vil iseng, inde hos mine TO guldklumper  

Vidunderligeunger skriver:

Junioeseng??  Så falder hun ud.. gør hun ik? eller kommer ind til os(mig) om aftenen i stuen? Jeg tør næsten ikke prøve men det kan godt være det er det der skal til. Var faktisk en god ide.. hm.. men så skal hun jo ind til mig i sengen og det var ikke heeelt meningen, for så får jeg ikke sovet da hun jo er overalt i sengen og nemt kan falde ned.. FOr i vores seng har hun INGEN fornemmelse for hvad det er kanter og midte  

hvad gør I egentlig?

hun nævner at lillebror sover hos mor og berte sover alene.. det er kommet samtidig med at Jesper er begyndt at være meget væk igen, så måske det er en reaktion på det.. her til aften sad jeg og nussede hendes kind til hun sov, da hun bare havde så meget brug for at jeg var derinde. Der havde det jo være nemt hvis hun "bare" sov inde hos mig..

Junior seng er jo bare en lille seng hvor der er en kant på så de ikke ryger ud, men samtidig godt selv kan stå op af sengen, og jo hun vil helt sikkert stå op indtil hun har lært at hun skal blive i sengen:-) Nogen lærer det hurtigt andre fungere det ikke så godt med.

Du kan ikke regne med hvad vi gør med Elina da det er en lang historie og hun har massive søvnproblemer og der lige pt er ved og blive søgt om en special tremmeseng til hende:-) Men Amalie den store kom i junior seng da hun var omkring 1,5 år hun sov meget dårligt om natten men juniorsengen gav hende ro da hun så bare selv kunne stå op og komme ind til os.

Junior sengen kan jo også bare stilles i soveværelset  Så sover hun hos dig men i sin egen seng!