Vel, det positive med katten er vel, at det på en måde føles som "naturens orden" - i modsætning til at jeg tager livet af den, bare fordi, jeg ikke kan lide den, så bliver den da i hvert fald ernæring for katten. (Glad jeg ikke er kat...). Vi har desværre ikke kat.
Kender også tankene om "hvad nu hvis jeg rammer ved siden af, og edderkoppen så spæner op ad min arm og ind i ærmet...." - og samtidig ved jeg jo så godt, at det er noget rigtig pjat. Man kan virkelig godt føle sig tåbelig nogen gange...
He he, ja det er da rigtigt.
Ja, man føler sig lidt dum - for selvfølgelig løber den ikke op ad armen og ind i ærmet. Men bare tanken er nok til, at jeg bare ikke KAN gøre det.
Det er er dog først når de når en vis størrelse, at jeg ikke kan have det. De der kæmpe jagt-edderkopper... YAK.
Første gang vores kat reddede mig fra sådan en var SÅ fedt.
Jeg var vej ned i kælderen for at give katten mad. På vej ned af trappen (med katten i hælene) stopper jeg op og stivner da jeg ser en kæmpe edderkop sidde på væggen dernede. Katten stopper op og stivner nærmest også. Står stille et øjeblik og stirrer. Så farer hun ellers det sidste stykke ned og hen til væggen HOPPER op og rager edderkoppen ned med poten, så den ryger på gulvet. Fanger den og æder den. (Alt imens jeg stadig står på trappen og gyser og siger "ja ja, godt Phoebe tag den så!!!") Det så så fedt ud. 
Så kunne jeg roligt gå helt ned i kælderen bagefter og rose katten for at redde mig!
Men i bund og grund er det jo åndsvagt at være bange for sådan alligevel relativt små dyr - de er jo ikke farlige. De er bare SÅ ækle. 
Anmeld
