Nogen med senfølger efter et voldeligt parforhold?

Meliora skriver:

Har lige siddet og læst om reglerne med offentligt tilskud, og der står at skaden skal være sket senest 6 måneder før man beder om en henvisning. Allernådigst kan man få en henvisning 12 mdr. efter, men jeg tvivler på den går 10 år efter...

Nja, hvis der f.eks er tale om angst (som jo kan opstå som følge af et voldeligt forhold) må der godt være gået længere tid. Men den bliver måske lidt svær...

Men hvis jeg var dig, ville jeg tage en snak med lægen alligevel. Nogle er til at snakke med og ser ikke helt så firkantet på reglerne.

Meliora skriver:

Puuuha, det kan jeg godt forstå du har haft det svært med at døje.. Godt du har fundet hjælp. Jeg prøver i første omgang en psykolog, nu hvor jeg kan få det gratis (er på SU) og så må jeg jo overveje coach hvis det ikke hjælper:-)

 

Men tak for dit råd, og selv held og lykke med det hele 

En god kombination af de to kunne være en kognitiv psykolog, som arbejder meget konkret med redskaber for at ændre tankemønstre og vaner.

Jeg var for 10 år siden i et voldeligt forhold, og selv om tiden har lagt mange sår, så de nu bare er ar, så fylder de stadig lidt for meget i mit liv synes jeg. Jeg ville give alt for at slippe af med hadet, vreden til min eks, men jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal stille op? Har snakket med mange om det, er rimelig åben omkring det, over for venner og nær familie, men det er som om jeg ikke helt kan lukket det kapitel helt..

Er der andre end mig, der stadig så mange år efter går og har det sådan? Eller er det bare mig der skal tage mig sammen?

 

Det skal siges at jeg er i et MEGET sundt forhold i dag, og min kæreste kender til hele min historie. 

Det gør mig ondt at høre du har været i et voldeligt forhold - jeg har selv været der med 2 ex-kærester der var sygeligt jaloux. 

Den første havde jeg været sammen med i 5 år, da han valgte at gennemtæske mig foran hele hans venneflok. Jeg forsvandt ud i natten og meldte ham dagen efter til politiet, hvor jeg fik et tilhold. Jeg magtede ikke at møde ham i retten. Hans problem var, at han drak - og det var meget.... Jeg har stadig skadestuejournalen liggende - hvis nu! 

Min 2 ex-kæreste valgte at tage kvælertag på mig og smadre mig i gulvet af nogle omgange, hvor han til slut tog den dummeste beslutning - smække mig i gulvet på Holbæk Skadestue, hvor han sad med hans elskerinde! Politiet kom og stoppede ham, og jeg forsvandt natten over.... Så ham sidste gang dagen efter hvor han tømte min lejlighed for hans ting (det tog ikke så lang tid, for han havde ikke ret meget her - vi boede sammen). Det er knap 8 år siden nu. 

Det sidste forhold har jeg en masse ubesvarede spørgsmål til, men jeg har valgt at jeg ikke vil bruge mere tid på ham - han er simpelthen ikke det værd. 

Det første stykke tid var jeg bange for at møde ham på gaden, og jeg turde ikke gå nogle steder medmindre jeg havde mine drengevenner med (hvis nu han dukkede op). Jeg har stadig lidt mén af de 2 - f.eks. folk skal ikke for tæt på mig (jeg vil vide hvor jeg har folk henne i nærheden), og jeg hader lugten af øl... 

Jeg syntes du skal tage kontakt til Studenterrådgivningen, som flere har skrevet - måske det kan hjælpe dig videre Jeg kan se du har fået en tid, flot at du går videre med det 

Meliora skriver:

Dejligt at høre at du er kommet videre, og har fundet en god mand Du har nok ret i at det altid vil være en del af en, men jeg nægter at leve med angsten og hadet mere. Jeg vil rigtig gerne af med det, så jeg ikke drømmer om at køre ham ned, eller er bange for at være alene hjemme osv. Jeg vil gerne kunne tackle uretfærdigheden bedre, plus den viden jeg har om at han render rundt og er pædagog for unge mennesker, der har samme alder som dengang jeg mødte ham. Det har jeg det nemlig også skidt med at vide:-s

Jeg valgte med mig selv at komme vider, jeg har ikke tilgivet ham det han har gjort mod mig eller min familie men jeg hader ham ikke mere, jeg er ikke længer vred men har rigtig ondt af ham for hold da k.... hvor må han ha det hårdt siden han kan finde på at gøre sådan noget!

og angsten jamen den har jeg jo så valgt at bekæmpe ved at begynde til ju jitsu så jeg ved jeg ikke længer behøver at være bange for så er jeg stærk nok til at kunne forsvar mig selv...! både psykisk men også fysisk og det er et meget vigtigt skridt for mig, for hold da op hvor jeg dog også hader altid at gå og være bange og knap nok tør at bo alene hjemme og altid rander rundt med frygten for at han har fundet mig og at det ikke må gå udover min mand og da slet ikke mine  dejlige børn!

håber virkelig du finder dine indre råstyrker frem og finder din vej til at komme vider for den er derinde...

og husk selvom det er en hård livserfaring så er det stadig en der har gjort dig til det vidunderlige menneske du er og til det sted du er den dag idag med din dejlige mand!

Er du medlem af folkekirken? Ikke mange ved det, men man kan kontakte den lokale præst og få sjælesorgssamtaler med vedkommende. Det er absolut ikke noget, hvor de prøver at snakke religion, men hvor man bare stille og roligt sidder og snakker om hvad der nu sker, og hvad der fylder i tankerne. Ligesom hos en psykolog, men bare gratis.

KittyCatta skriver:

Er du medlem af folkekirken? Ikke mange ved det, men man kan kontakte den lokale præst og få sjælesorgssamtaler med vedkommende. Det er absolut ikke noget, hvor de prøver at snakke religion, men hvor man bare stille og roligt sidder og snakker om hvad der nu sker, og hvad der fylder i tankerne. Ligesom hos en psykolog, men bare gratis.

Nej det er jeg ikke, er ateist og imod kirker og religion generelt. men tak for rådet:-)

4xGreve skriver:

Jeg valgte med mig selv at komme vider, jeg har ikke tilgivet ham det han har gjort mod mig eller min familie men jeg hader ham ikke mere, jeg er ikke længer vred men har rigtig ondt af ham for hold da k.... hvor må han ha det hårdt siden han kan finde på at gøre sådan noget!

og angsten jamen den har jeg jo så valgt at bekæmpe ved at begynde til ju jitsu så jeg ved jeg ikke længer behøver at være bange for så er jeg stærk nok til at kunne forsvar mig selv...! både psykisk men også fysisk og det er et meget vigtigt skridt for mig, for hold da op hvor jeg dog også hader altid at gå og være bange og knap nok tør at bo alene hjemme og altid rander rundt med frygten for at han har fundet mig og at det ikke må gå udover min mand og da slet ikke mine  dejlige børn!

håber virkelig du finder dine indre råstyrker frem og finder din vej til at komme vider for den er derinde...

og husk selvom det er en hård livserfaring så er det stadig en der har gjort dig til det vidunderlige menneske du er og til det sted du er den dag idag med din dejlige mand!

mange tak, jeg vil virkelig bruge al min energi på at få ham ud af mit sind og få det færdigbearbejdet:-)

Tak for alle de gode råd:-) og ha ved godt at selv om det er hårdt, hardette gjort mig endnu stærkere, det siger min kæreste også:-)

Babymor2010 skriver:

Det gør mig ondt at høre du har været i et voldeligt forhold - jeg har selv været der med 2 ex-kærester der var sygeligt jaloux. 

Den første havde jeg været sammen med i 5 år, da han valgte at gennemtæske mig foran hele hans venneflok. Jeg forsvandt ud i natten og meldte ham dagen efter til politiet, hvor jeg fik et tilhold. Jeg magtede ikke at møde ham i retten. Hans problem var, at han drak - og det var meget.... Jeg har stadig skadestuejournalen liggende - hvis nu! 

Min 2 ex-kæreste valgte at tage kvælertag på mig og smadre mig i gulvet af nogle omgange, hvor han til slut tog den dummeste beslutning - smække mig i gulvet på Holbæk Skadestue, hvor han sad med hans elskerinde! Politiet kom og stoppede ham, og jeg forsvandt natten over.... Så ham sidste gang dagen efter hvor han tømte min lejlighed for hans ting (det tog ikke så lang tid, for han havde ikke ret meget her - vi boede sammen). Det er knap 8 år siden nu. 

Det sidste forhold har jeg en masse ubesvarede spørgsmål til, men jeg har valgt at jeg ikke vil bruge mere tid på ham - han er simpelthen ikke det værd. 

Det første stykke tid var jeg bange for at møde ham på gaden, og jeg turde ikke gå nogle steder medmindre jeg havde mine drengevenner med (hvis nu han dukkede op). Jeg har stadig lidt mén af de 2 - f.eks. folk skal ikke for tæt på mig (jeg vil vide hvor jeg har folk henne i nærheden), og jeg hader lugten af øl... 

Jeg syntes du skal tage kontakt til Studenterrådgivningen, som flere har skrevet - måske det kan hjælpe dig videre Jeg kan se du har fået en tid, flot at du går videre med det 

Puha, sikke en historie:-( Håber du også selv med tiden får bearbejdet det helt:-) Jeg har allerede fået en tid hos studenterrådgivningen, hos en psykolog :-)

Og har også bearbejdet det ret meget, men det dukker stadig op fra tid til anden, plus at angsten er der hver aften når jeg skal sove og når jeg er alene om aftenen.. Men nu skal det være slut!

modesty skriver:

En god kombination af de to kunne være en kognitiv psykolog, som arbejder meget konkret med redskaber for at ændre tankemønstre og vaner.

Det var også min tanke:-) håber jeg kan få det derinde:-)

modesty skriver:

Nja, hvis der f.eks er tale om angst (som jo kan opstå som følge af et voldeligt forhold) må der godt være gået længere tid. Men den bliver måske lidt svær...

Men hvis jeg var dig, ville jeg tage en snak med lægen alligevel. Nogle er til at snakke med og ser ikke helt så firkantet på reglerne.

Min læge er meget firkantet:-s Så nu prøver jeg lige studenterrådgivningen først:-)