Nogen med senfølger efter et voldeligt parforhold?

Jeg var for 10 år siden i et voldeligt forhold, og selv om tiden har lagt mange sår, så de nu bare er ar, så fylder de stadig lidt for meget i mit liv synes jeg. Jeg ville give alt for at slippe af med hadet, vreden til min eks, men jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal stille op? Har snakket med mange om det, er rimelig åben omkring det, over for venner og nær familie, men det er som om jeg ikke helt kan lukket det kapitel helt..

Er der andre end mig, der stadig så mange år efter går og har det sådan? Eller er det bare mig der skal tage mig sammen?

 

Det skal siges at jeg er i et MEGET sundt forhold i dag, og min kæreste kender til hele min historie. 

Jeg har ikke erfaringer i den retning, men jeg tænker at det måske kan være en hjælp at snakke med en psykolog? Hvis du allerede har prøvet, kan det være at du skal lede lidt længere for at finde den rigtige til dig.

Jeg har ingen erfaring med dette (heldigvis kan jeg jo nok sige)

Men jeg ville ikke gå uden et kram: Hvor er det skræmmende så meget det kan ødelægge at finde den forkerte mand. Godt du kom ud af det og har en dejlig mand i dag. 

Jeg tror da ikke umiddelbart du bare "skal tage dig sammen" - jeg tror det er naturligt, at det stadig fylder hos dig. Har du snakket med en psykolog om det? Ellers var det måske en idé. 

modesty skriver:

Jeg har ikke erfaringer i den retning, men jeg tænker at det måske kan være en hjælp at snakke med en psykolog? Hvis du allerede har prøvet, kan det være at du skal lede lidt længere for at finde den rigtige til dig.

ja har jeg godt selv tænkt på. Det er SU-budgettet bare ikke lige til, og samtidig tænker jeg at det ikke er noget der invaliderer mig i min hverdag. Har en veninde der er psykolog, som jeg har snakket med det om før.. Og alle har jo ret i at man skal tænke at han bare skal ud af mit hoved, og at jeg ikke skal spilde mere tid på denn kæmpe spassernar Men jeg er bare enormt hævntørstig og har aldrig rigtigt fået en afslutning på det. Samtidig kan jeg se at han bare lever sit liv (han arbejder med BØRN! ) og gennem gamle venner hører jeg fra tid til anden om at nu har han haft endnu en ny kæreste som han har gennemtævet.. Så bliver man bare så gal og føler sig magtesløs, over at han kan blive ved, og politiet ikke gør en flyvende fis!

Meliora skriver:

Jeg var for 10 år siden i et voldeligt forhold, og selv om tiden har lagt mange sår, så de nu bare er ar, så fylder de stadig lidt for meget i mit liv synes jeg. Jeg ville give alt for at slippe af med hadet, vreden til min eks, men jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal stille op? Har snakket med mange om det, er rimelig åben omkring det, over for venner og nær familie, men det er som om jeg ikke helt kan lukket det kapitel helt..

Er der andre end mig, der stadig så mange år efter går og har det sådan? Eller er det bare mig der skal tage mig sammen?

 

Det skal siges at jeg er i et MEGET sundt forhold i dag, og min kæreste kender til hele min historie. 

Jeg synes du bør snakke og drøfte det du har været  igennem med en psykolog.

Er selv kommet ud af voldeligt forhold for 6 mdr sidden så om det er senfølger endnu ved jeg jo ikke, men ved takket være psykoligsk omgang at jeg er nået uendelig langt...

Hvis din økonomi ikke er til psykolog kan du gå til din læge og snakke med ham/hende om det, få en henvisning og mener du kan få refunderet noget af det..

Ellers vil din læge kunne henvise dig til grupper hvor man mødes og snakker hvor der er en psykolog tilknyttet - måske det kan hjælpe??

 

stort kram

Frk.S skriver:

Jeg har ingen erfaring med dette (heldigvis kan jeg jo nok sige)

Men jeg ville ikke gå uden et kram: Hvor er det skræmmende så meget det kan ødelægge at finde den forkerte mand. Godt du kom ud af det og har en dejlig mand i dag. 

Jeg tror da ikke umiddelbart du bare "skal tage dig sammen" - jeg tror det er naturligt, at det stadig fylder hos dig. Har du snakket med en psykolog om det? Ellers var det måske en idé. 

Tak for din søde besked. Det fylder nogen gang mere og nogen gange mindre, det svinger. Det hele væltede bare frem i går, da jeg havde læst en bog hvor emnet også var i:-( fik det bedre efter 1½ times telefoni med min veninde, men stadig så slog det mig bare hvor fucking uretfærdigt det er at et menneske kan få lov at gøre SÅ stor skade på et andet menneske, som vil følge en resten af livet, uden at det har NOGEN form for konsekvenser for voldsmanden, som bare bliver ved og ved...

Carl-Emil's mor skriver:

Jeg synes du bør snakke og drøfte det du har været  igennem med en psykolog.

Er selv kommet ud af voldeligt forhold for 6 mdr sidden så om det er senfølger endnu ved jeg jo ikke, men ved takket være psykoligsk omgang at jeg er nået uendelig langt...

Hvis din økonomi ikke er til psykolog kan du gå til din læge og snakke med ham/hende om det, få en henvisning og mener du kan få refunderet noget af det..

Ellers vil din læge kunne henvise dig til grupper hvor man mødes og snakker hvor der er en psykolog tilknyttet - måske det kan hjælpe??

 

stort kram

Tak for dit svar, og tillykke med at du selv fandt ud af dit dårlige forhold, jeg ved hvor hårdt det er:-)

Har selv tænkt meget på at se en psykolog, for jeg vil så gerne have det her kapitel af min liv helt afsluttet, inden jeg skal til at være gravid og være mor osv. Vi planlægger at starte PB om et halvt års tid. 

ja har jeg godt selv tænkt på. Det er SU-budgettet bare ikke lige til, og samtidig tænker jeg at det ikke er noget der invaliderer mig i min hverdag. Har en veninde der er psykolog, som jeg har snakket med det om før.. Og alle har jo ret i at man skal tænke at han bare skal ud af mit hoved, og at jeg ikke skal spilde mere tid på denn kæmpe spassernar Men jeg er bare enormt hævntørstig og har aldrig rigtigt fået en afslutning på det. Samtidig kan jeg se at han bare lever sit liv (han arbejder med BØRN! ) og gennem gamle venner hører jeg fra tid til anden om at nu har han haft endnu en ny kæreste som han har gennemtævet.. Så bliver man bare så gal og føler sig magtesløs, over at han kan blive ved, og politiet ikke gør en flyvende fis!

Prøv at snakke med din læge og smør lidt tykt på. Sig at det virkelig er noget der fylder meget og begrænser dig i din hverdag. Man kan godt få økonomisk støtte til psykologhjælp hvis man er traumatiseret "nok" (lidt underligt at skulle gradbøje, men sådan er det) - f.eks har angst.

Eller eventuelt kan du jo prøve at spørge dine forældre om de vil hjælpe dig lidt økonomisk?

Jeg forstår godt hævnfølelsen, specielt når man hører om at han gør det samme ved andre kvinder stadigvæk. Det er uretfærdigt. Og det er netop sådanne følelser du kan bearbejde hos en psykolog og forhåbentlig lægge bag dig på et tidspunkt - ikke for hans skyld, men for din skyld. Du må se det som din sejr over ham at du skal lykkes med at komme videre.

Meliora skriver:

Tak for din søde besked. Det fylder nogen gang mere og nogen gange mindre, det svinger. Det hele væltede bare frem i går, da jeg havde læst en bog hvor emnet også var i:-( fik det bedre efter 1½ times telefoni med min veninde, men stadig så slog det mig bare hvor fucking uretfærdigt det er at et menneske kan få lov at gøre SÅ stor skade på et andet menneske, som vil følge en resten af livet, uden at det har NOGEN form for konsekvenser for voldsmanden, som bare bliver ved og ved...

Du har helt ret - det var hårdt og for mig måtte jeg stå med min søn i mine arme før jeg indså hvad jeg var blevet viklet ind i for man går rundt i en klokke uden at forstå sandheden..

Prøv at kontakt din læge de vil kunne henvise dig til psykolog eller en gruppe. Du bør fortælle om hvordan det kan plage dig i din hverdag osv og virkelig insistere på at få hjælp fordi det er hårdt for dig - så bør du kunne få hjælp den vej...

Du er altid også velkommen til at skrive pb herinde hvis du en dag har behov for at læsse af

Ved hvor rart det var når folk jeg faktisk ikke kende gad lytte og komme med råd og kram

Jeg gik fra en voldelig ægtemand for lige knap 3 år siden, og jeg har mange indre kampe nu. Det var slet ikke slemt de første par år, men det blev det lige pludselig, men først da jeg ventede det mindst.

Jeg går i terapi hver uge nu, og jeg er under medicinsk behandling for den depression det har udviklet sig til.

Jeg har ingen vrede eller lignende mod min eksmand, mest af alt fordi jeg skal forholde mig til ham konstruktivt uanset hvad, da han er far til min datter. Jeg har vendt vreden ind mod mig selv, og lod hans behandling af mig, definere mig som person. Dvs at fordi han kaldte mig fed, vammel og uelskelig, så blev det til min syn på mig selv, men jeg vil nu arbejde på at vende det.

Men henblik til at du er studerende, så kunne jeg via min uddannelsesinst. få gratis rådgivning ved en uddannet psykolog i studenterrådgivningen. Det er måske værd at undersøge