Hvad ser i? Og gode råd - ønsker ikke at være gravid :(

Kære dig - hvor er det et svært dilemma du står i.. Jeg kan på alle måder følge dig i, hvad du tænker omkring dette barn.. Og jeg kan kun råde dig til at følge dit hjerte, snakke med din kæreste og finde ud af, hvad du virkelig inderst inde vil. Det kan lade sig gøre, hvis du gerne vil beholde barnet, men det er skide svært/hårdt at træffe beslutningen om abort - også selvom man er afklaret med det.. Jeg vil gerne fortælle dig min historie.. Jeg er 23, fik min dreng, da jeg var 22 og midt i en uddannelse. Han var ikke planlagt, men dengang var jeg ikke i tvivl, jeg skulle have en baby og jeg skulle være mor! 10mdr senere finder jeg ud af, at jeg er gravid igen, 8uger henne. Her var jeg lige startet op efter barsel, påbegyndt min uddannelse igen.. Problemer på hjemmefronten, start i skole igen og en masse andre ting blandt andet med sønnike, blev jeg i første omgang enig med mig selv om, at beholde baby, selvom ALT talte imod det, og at min oplus min kærestes familie, samt venner og veninder ville tænke, at jeg da ikke var rigtig klog.. Men sønnike blev syg, og min krop fortalte mig klart, at jeg ikke skulle beholde baby, hvilket jo også var det, alle forhold sagde... Jeg fik en abort.. Det var så svært at tage den beslutnung, at sluge den pille - at tage op på sygehuset, at bløde så meget, men ikke mindst bagefter. Jeg ønser det ikke for min værste fjende! Det var til trods for at jeg var afklaret da det foregik, og at beslutningen i dag, er den rigtige for mig og min familie. Derfor kan det ikke undgå at spøge lidt.. En klog mand sagde engang til mig, at man aldrig fortryder de børn man får, men de børn man ikke får. Det tror jeg han har helt ret i. 

Det er en svær beslutning, men hvis der bare er lidt i der, der hælder til at beholde baby, så tror jeg det er den rigtige beslutning. Men det er kun dig og din kæreste der kan beslutte det sammen! Det skal nok lykkedes.. 

KÆMPE cyperknus til dig!

Kære ven!

Kan kun gentage hvad der tidligere er skrevet: At man ikke fortryder de børn man får - kun de børn man ikke får.

Jeg har ikke stået i dit sted, men ved trods alt hvad det er at være kvinde og alle de tanker der kan fyre og fare rundt. Forstår din usikkerhed når du fortæller om et turbulent forhold med vold. Du er ude af det nu - sagde fra og gik for at sikre dig og dit barn. Du har en styrke som er større end du nok selv aner, og som jeg er sikker på vil vise sig i takt med, at dit ansvar vokser med endnu et barn. At familie og venner er uvurderlige støtter er jo helt rigtig, og hvor er det bare fantastisk, at du har oplevet at få alt muligt back up da du stod alene. De vil ikke svigte dig, hvis de har givet dig opbakning første gang!

Tror du ikke at din familie vil blive begejstrede over at dit barn får en lillesøster/lillebror?Det lyder ihvertfald til at du selv er lykkelig over det lille liv indeni, og det er det absolut vigtigste at lytte til - ikke forestillinger om andres meninger som måske ikke engang er rigtige...

Jeg er mor til tvillinger og dine børn vil jo blive pseudotvillinger - at de er så tæt på hinanden vil være super hårdt de første to år... Men der vil være så mange gevinster at vinde ved at de får meget ud af hinanden som legekammerater!!! Vores døtre på 4 underholder hinanden så meget, at vi ind imellem ikke kan være med i legen...

Lyder også til at barnets far er begejstret over at skulle være far. Hvis I vil hjælpe hinanden til at få en god start som lille familie kan jeg anbefale at følge kurset" PREP" - det udbydes ofte af familiecentre tilknyttet kommunen - og henvender sig til par som er på vej til at blive forældre eller allerede er det. Det kan give jer nogle gode rammer og tid til at afstemme hinandens forventninger til fremtiden, når nu I også er ret nye sammen...

Jeg håber på alt det bedste for dig og din familie

KH

Allesammen - tak for den tid i har taget jer, til at skrive jeres historier og tanker til mig!

Mig og min kæreste har snakket meget om situationen! Han siger at han sindssygt gerne vil have at vi får det barn. Han er slet ikke i tvivl om, at alting nok skal gå. Og det er jeg også helt sikker på. Men han vil ikke presse på, for at vælge at beholde det. Han vil have, at jeg skal træffe den beslutning der er rigtig for mig. Jeg skal jo have mig selv med i det her. Mit hjerte fortæller mig at vi selvf skal have barnet, men bagerst i mit hoved skriger fornuften!!!!!

En ny tanke der også er dukket op, er tanken om at jeg ikke får overskud til min søn, med graviditet og ny baby. Kunne godt tænke mig at høre lidt om erfaringer fra andre der har børn så tæt på hinanden? Kender ingen.

Og alle de lykkelige debat indlæg herinde om fødsler og graviditeter, gør bestemt ikke valget nemmere!! Eller det gør det jo måske lige netop. Jeg fik lige flashback til det lykkelige øjeblik for jeg fik min søn i armene, og boblede af lykke da jeg tænkte på at det skulle ske igen om 9 mdr. Suk..

Men vil jeg have min familie og venner bag mig. Vil de mon bakke op.

Som nævnt så er det hårdt at have børn tæt på hinanden, men det er det også selvom barn nr 2 kommer tre år efter det første fordi man altid skal indstille sig på et barn mere og nye rutiner skal køres ind.

Tilgengæld er det som jeg ser det en fantastisk gave at have søskende, og selvom vi ikke altid slår til som forældre fordi vi kan være pressede, så gør vi det vel så godt vi kan?

KH