19 år og lige testet positiv!

Er helt rundt på gulvet. Mine hænder ryster. Har haft fornemmelsen i et stykke tid, da mig og min kæreste ikke var så gode til at holde os fra hinanden. Selvom det var uden beskyttelse mv. Vi faldt pladask for hinanden fra lidt over en måned siden, og blev hurtigt kærester. Er hele tiden hos ham i hans lejelighed, og har også snakket med ham om, at jeg var bange. Vi håbede dog lidt begge to på, at vi ville være heldige. Men mine bryster blev langsomt ømme, og da han tog på arbejde i morges, købte jeg en test. POSITIV! Vi er begge 19 år, og han er i lære som kok, først færdig om cirka to år. Jeg er næsten færdig med min HG, det vil sige her til sommer, og skulle gerne videre på SOSU, da jeg gerne vil uddanne mig til sygeplejerske. 
Lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er imod abort, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Han kommer hjem lige om lidt, her får han nyheden. 
Men jeg købte en med to teste i, prøver igen om et par dage. For at se om den giver samme svar...
Er bange for mine veninders reaktioner, min families reaktioner og omverdenens reaktioner. Men abort, det kan jeg simpelthen ikke Årh hvor er jeg dog på bar bund!? 

Det er ikke en nem situation du står i. Men snak med din kæreste. Og lydt til dit hjerte og din mave fornemmelse. Det er jo ikke din familie eller dine venner der skal leve med det. .

Anonym skriver:

Er helt rundt på gulvet. Mine hænder ryster. Har haft fornemmelsen i et stykke tid, da mig og min kæreste ikke var så gode til at holde os fra hinanden. Selvom det var uden beskyttelse mv. Vi faldt pladask for hinanden fra lidt over en måned siden, og blev hurtigt kærester. Er hele tiden hos ham i hans lejelighed, og har også snakket med ham om, at jeg var bange. Vi håbede dog lidt begge to på, at vi ville være heldige. Men mine bryster blev langsomt ømme, og da han tog på arbejde i morges, købte jeg en test. POSITIV! Vi er begge 19 år, og han er i lære som kok, først færdig om cirka to år. Jeg er næsten færdig med min HG, det vil sige her til sommer, og skulle gerne videre på SOSU, da jeg gerne vil uddanne mig til sygeplejerske. 
Lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er imod abort, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Han kommer hjem lige om lidt, her får han nyheden. 
Men jeg købte en med to teste i, prøver igen om et par dage. For at se om den giver samme svar...
Er bange for mine veninders reaktioner, min families reaktioner og omverdenens reaktioner. Men abort, det kan jeg simpelthen ikke Årh hvor er jeg dog på bar bund!? 

Jeg var 19 da jeg fik Oskar, og jeg stod helt alene med det. Så det kan lade sig gøre, hvis man gør sit bedste og taget det ansvar det bringer med.

Jeg vil ikke råde jer til andet, end at i må snakke sammen, og blive enige om hvad der skal ske 

held og lykke 

Anonym skriver:

Er helt rundt på gulvet. Mine hænder ryster. Har haft fornemmelsen i et stykke tid, da mig og min kæreste ikke var så gode til at holde os fra hinanden. Selvom det var uden beskyttelse mv. Vi faldt pladask for hinanden fra lidt over en måned siden, og blev hurtigt kærester. Er hele tiden hos ham i hans lejelighed, og har også snakket med ham om, at jeg var bange. Vi håbede dog lidt begge to på, at vi ville være heldige. Men mine bryster blev langsomt ømme, og da han tog på arbejde i morges, købte jeg en test. POSITIV! Vi er begge 19 år, og han er i lære som kok, først færdig om cirka to år. Jeg er næsten færdig med min HG, det vil sige her til sommer, og skulle gerne videre på SOSU, da jeg gerne vil uddanne mig til sygeplejerske. 
Lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er imod abort, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Han kommer hjem lige om lidt, her får han nyheden. 
Men jeg købte en med to teste i, prøver igen om et par dage. For at se om den giver samme svar...
Er bange for mine veninders reaktioner, min families reaktioner og omverdenens reaktioner. Men abort, det kan jeg simpelthen ikke Årh hvor er jeg dog på bar bund!? 

kram til dig..

Jeg stod i den situation for knap 3 år siden, vi havde dog brugt beskyttelse i form af p-piller, de fungerede så bare ikke lige..
Men jeg havde akkurat de samme tanker som dig om det hele, jeg valgte at gennemføre min graviditet og har en dejlig dreng på 2 år nu..

Jeg vil dog sige at i skal tænke det hele grundigt igennem, jeg har selv lige i februar fået en abort fordi jeg inde i mig selv vidste at jeg ville blive alene med dem begge 2, og 2 børn alene og som studerende synes jeg ikke var en rar tanke.. det har i forvejen været skide hårdt at være studerende alenemor til et enkelt barn..

Så tænk alle scenarier igennem, vil du kunne klare at være alene om det hele, eller om i sammen kan kæmpe jer igennem jeres uddannelser med et lille barn samtidig..
læg budgetter, og regn på om i har råd til det osv, få det hele ned på papir..


Håber i finder ud af det..

Det lyder som om, du har truffet dit valg Jeg er sikker på, du nok skal vokse med opgaven og det med omverdenens reaktion har jeg selv været igennem og efter et første chok var overstået glædede alle sig

Tusind tak for alle svar! Det gav mig bestemt en masse at tænke over. Jeg ved godt hvor meget ansvar der følger, og hvor hårdt det rent faktisk vil blive. Og så under uddannelse. 
Men det er som om, at nu hvor jeg rent faktisk ved det, så glæder det mig en smule. På trods af min alder og omstændighederne.
Jeg er meget imod abort, selvom jeg godt ved det ikke er et barn jeg har i maven lige i øjeblikket, så ved jeg at det udvikler sig. Tanken om at smide et liv væk, kan jeg simpelthen ikke holde ud at tænke på.
Jeg fortalte min kæreste det, og hans reaktion var ikke ligefrem positiv. Han sagde selvfølgelig at jeg skulle til lægen, og nu var jeg nok ikke så langt henne, så der kunne måske nå at blive gjort noget ved det = at få barnet væk. Jeg ved også godt det rammer ham rigtig dårligt, da han arbejder rigtig meget og ikke er færdig i lære endnu. Han ville først have børn når han var færdig. Det vil sige om cirka to år. Selvfølgelig havde jeg heller ikke set den komme! Men abort og bare det at få det fjernet, ligger mig simpelthen så fjernt. Det ville jeg ikke kunne holde ud i tiden bagefter. Er bare endnu mere på bar bund nu, med hensyn til min kæreste  

Det at skulle fortælle min familie det er også hårdt for mig. Er bange for at de vil se ned på mig. De betyder ufattelig meget for mig, og vil for alt i verden bare gerne have at de vil være her. Selvfølgelig vil det være et chok for dem, men hvis ikke jeg har dem gennem det, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre..

Nu bliver jeg nok en smule upopulær ved at sige det her; men det her scenarie burde I have gennemtænkt INDEN I dyrkede sex uden prævention - sex uden beskyttelse er altså = ret stor mulighed for graviditet.

At din kæreste reagerer som han gør, er slet ikke fair, i og med at han også har 50 % af ansvaret for at beskytte sig imod en uønsket graviditet.

Det sagt, og det er IKKE skæld ud eller for at gøre dig endnu mere ked af det, det er rent min holdning til det da jeg synes det er uansvarligt.

Så er I nødt til at snakke det her igennem nu, uanset at det er ubehageligt for jer begge.
I skal finde ud af hvad I hver i sær vil "gå med til" for at finde et kompromis i denne situation, og hvad der for jer hver i sær er en dealbreaker.

Og, så skal du nok kalkulere med risikoen for at du kommer til at stå alene med det her barn som ikke er planlagt, specielt når hans holdning lige pt. er at så skal der "gøres noget ved det".

Kan og vil du være alene mor er vel nok det vigtigste spørgsmål lige pt, da det kan komme til at være realiteten efter I har snakket mere hvis din dealbreaker ér abort.

Held og lykke, jeg håber du kommer igennem dette uanset hvad det ender med og kan have det godt med den beslutning du tager nu.

Anonym skriver:

Er helt rundt på gulvet. Mine hænder ryster. Har haft fornemmelsen i et stykke tid, da mig og min kæreste ikke var så gode til at holde os fra hinanden. Selvom det var uden beskyttelse mv. Vi faldt pladask for hinanden fra lidt over en måned siden, og blev hurtigt kærester. Er hele tiden hos ham i hans lejelighed, og har også snakket med ham om, at jeg var bange. Vi håbede dog lidt begge to på, at vi ville være heldige. Men mine bryster blev langsomt ømme, og da han tog på arbejde i morges, købte jeg en test. POSITIV! Vi er begge 19 år, og han er i lære som kok, først færdig om cirka to år. Jeg er næsten færdig med min HG, det vil sige her til sommer, og skulle gerne videre på SOSU, da jeg gerne vil uddanne mig til sygeplejerske. 
Lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er imod abort, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Han kommer hjem lige om lidt, her får han nyheden. 
Men jeg købte en med to teste i, prøver igen om et par dage. For at se om den giver samme svar...
Er bange for mine veninders reaktioner, min families reaktioner og omverdenens reaktioner. Men abort, det kan jeg simpelthen ikke Årh hvor er jeg dog på bar bund!? 

Øv altså hvor er det bare uansvarligt ikke at beskytte sig mod uønsket graviditet! Vi lever i 2012 og vi ved sgi da ALLE sammen hvordan man undgår at blive gravid.  Jeg synes der er SÅ himmelråbende naivt at vælge at få et barn med en man har været kæreste med i en måned.... Øv! Dum situation.... 

Jeg vil lige give et kram med på vejen  og tilbyde dig at skrive en privat besked til mig!

Jeg var 17 da jeg testede positiv, 18 da jeg fødte og nu 4½ måned senere er jeg 19.

Tja.. i kendte vel konsekvenserne af at dyrke sex uden prævention - så laver man altså barn. Det står i begge til ansvar for nu. Trods det at i ikke har været sammen ret længe. Der er jo ikke andet for end at sige det som det er til omverdenen - man ligger som man har redt og i får et dejligt lille menneske ud af den "fejl".