Min hemmlighed .......

Hvor er jeg ked af at høre om din barndom. Jeg synes at du skal tale med en psykolog om det.

Jeg synes så ikke dit barn skal være i nærheden af dine forældre, i hvert fald ikke din far.

Jeg håber du en dag har mod på at sige det til din kæreste. Nu skriver du at han er en skøn mand, så er jeg sikker på at han også ville kunne være en god støtte når du har dage hvor du bare må hulke.

Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden.

Anonym skriver:

Hej alle i skønne kvinder..

 

Jeg har gået rundt med denne hemmelighed i over 11 år.... Jeg sidder med tåre i øjene og kan ikke lade være med at hulke mens jeg skriver det her ....

 

Jeg skriver anonym, for at komme ud med smerten og få et svare fra jer på mine følelser og smerte, uden at I ved hvem jeg er.

 

Jeg er blevet misbrugt da jeg var cirka 13 år gammel af min far.

 

Han kom tit ind på mit værelse om natten når alle sov .... Han røte ved mig mens han var nøgen, han truede mig med at gå fra min mor hvis jeg sagde noget.

engang gav han mig sovepiller .... og jeg ved ikke hvad han så har gjort ved mig ...

 

Jeg var et lille barn og blev self bange.. jeg sagde intet til nogen.

 

Han har heldigvis ikke været i seng med mig, så langt kom han ikk, men han har misbrugt mig på en anden måde som gør at jeg selv i dag som 25 årige mor kan ikke komme helt videre med livet.

Jeg falder hele tiden tilbage til minderne og bliver som et barn igen og hulker og hulker på mit værelse når min mand er på arbejde...

Jeg er en stærk kvinde og ingen kan slå mig ned i dag .. men de frygtelige minder kommer frem igang imellem ..

 

Jeg fortalte min mor dengang,da jeg fik nok ... istedet for at hun skulle hjælpe sin hjælpløse datter, så tvang forlovet hun mig med min fætter, så min far ku lade mig være på den måde....

 

Jeg fik nok af det hele ... som 18 årige fandt jeg mig en skøn fyr som jeg var kæreste med... vi flygtede sammen fra mine forældre ..

 

Men de fandt mig og fik kontakt med mig igen.. og alt blev som om intet var sket i familien... jeg flyttede tilbage og vi fik et godt forhold igen ...

 

MEN MEN ... nu er jeg gift med en skøn mand, og vi har en skøn søn sammen ... stadigvæk har jeg det sååå skidt .. jeg snakker med mine forældre i dag og vi har det fint .. men jeg GLEMMER aldrig de ting der er sket for mig på grund af dem.

Jeg har oplevet noget lidt lige som dig og du er velkommen til at skrive pb, så vil jeg gerne fortælle min historie samt hvad der har gjort til jeg klare hverdagen Idag!

Anonym skriver:

jeg fik planlagt kejsersnit ,, men det ved familien ikke, da de aldrig vil forstå det.

Især min mor, vil nok sige: hvad er det for noget pjat, voks fra fortiden og kom videre. Du er normal og lad være med at spille som om du har det skidt ..

 

Men jeg kunne bare ikke føde normalt, og ingen sku se mig dernede og mit barn sku ikk ud derfra...

Jeg har også altid sagt til min mand at jeg ALDRIG i mit liv vil ha en pige ... det vil jeg ikke ... ka bare ikke passe hende og se hende nøgen .. kan ikk

du er ikke alene  det tager hele livet at komme igennem og et eller andet sted kommer man sig nok aldrig helt over det.

jeg fortalte det også til min mor efter mange års stilhed. det blev skubbet væk og glemt. jeg følte mig svigtet - allermest af hende.

siden har jeg været rædselsslagen for at andre ville svigte som hende. især min mand. jeg turde ikke fortælle ham det for hvad nu hvis han reagerede på samme måde?

kan det være samme følelse du går med ubevidst?

 

jeg har ingen kontakt med nogen fra min familie. de har alle vidst hvad der har foregået og har intet gjort for stoppe noget af det. de bliver aldrig en del af mit liv igen!

Anonym skriver:

Hej alle i skønne kvinder..

 

Jeg har gået rundt med denne hemmelighed i over 11 år.... Jeg sidder med tåre i øjene og kan ikke lade være med at hulke mens jeg skriver det her ....

 

Jeg skriver anonym, for at komme ud med smerten og få et svare fra jer på mine følelser og smerte, uden at I ved hvem jeg er.

 

Jeg er blevet misbrugt da jeg var cirka 13 år gammel af min far.

 

Han kom tit ind på mit værelse om natten når alle sov .... Han røte ved mig mens han var nøgen, han truede mig med at gå fra min mor hvis jeg sagde noget.

engang gav han mig sovepiller .... og jeg ved ikke hvad han så har gjort ved mig ...

 

Jeg var et lille barn og blev self bange.. jeg sagde intet til nogen.

 

Han har heldigvis ikke været i seng med mig, så langt kom han ikk, men han har misbrugt mig på en anden måde som gør at jeg selv i dag som 25 årige mor kan ikke komme helt videre med livet.

Jeg falder hele tiden tilbage til minderne og bliver som et barn igen og hulker og hulker på mit værelse når min mand er på arbejde...

Jeg er en stærk kvinde og ingen kan slå mig ned i dag .. men de frygtelige minder kommer frem igang imellem ..

 

Jeg fortalte min mor dengang,da jeg fik nok ... istedet for at hun skulle hjælpe sin hjælpløse datter, så tvang forlovet hun mig med min fætter, så min far ku lade mig være på den måde....

 

Jeg fik nok af det hele ... som 18 årige fandt jeg mig en skøn fyr som jeg var kæreste med... vi flygtede sammen fra mine forældre ..

 

Men de fandt mig og fik kontakt med mig igen.. og alt blev som om intet var sket i familien... jeg flyttede tilbage og vi fik et godt forhold igen ...

 

MEN MEN ... nu er jeg gift med en skøn mand, og vi har en skøn søn sammen ... stadigvæk har jeg det sååå skidt .. jeg snakker med mine forældre i dag og vi har det fint .. men jeg GLEMMER aldrig de ting der er sket for mig på grund af dem.

Hvor er det trist at læse.

Jeg er ked af det på dine vegne. 

Jeg håber, du kan finde en god psykolog, der kan hjælpe dig til at se konstruktivt på dig selv. 

Den lille pige, der stadig hulker og som bor inden i dig, hun skal trøstes.

Anonym skriver:

på grund af min søn .. og på grund af folk .. de vil alle snakke dårligt om mine forældre hvis det her kom ud ... og alle vil hade mig for det.. mine småsøskende ..

 

Jeg er forbillede for dem .. så jeg skal være den perfekte storsøster der altid er glad og har det godt . Jeg kan ikk bryde sammen foran dem og fortælle det her ... deres liv vil blive ændret konstant ..

jeg venter til den dag min far dør, så får jeg fred i sindet..

Har l ikke mulighed for at flyttte laaaaaaangt væk, så det er ganske naturligt, at l ikke har så meget kontakt, for det kan da ikke være til at holde ud, at skal være den perfekte pige! Det døjer jeg selv utrolig meget med, at skulle være, men er ved at komme frem til, at det faktisk er vanvittigt usundt!

Jeg kan godt forstå, at du ikke vil ødelægge din familie, men jeg synes virkelig du skal tænke på dig selv og passe på, at familien ikke ødelægger dig! Du er den vigtigste i alt det her! Det er dit liv og dig, der skal leve det, ikke din familie!

kiwilouise skriver:

du er ikke alene  det tager hele livet at komme igennem og et eller andet sted kommer man sig nok aldrig helt over det.

jeg fortalte det også til min mor efter mange års stilhed. det blev skubbet væk og glemt. jeg følte mig svigtet - allermest af hende.

siden har jeg været rædselsslagen for at andre ville svigte som hende. især min mand. jeg turde ikke fortælle ham det for hvad nu hvis han reagerede på samme måde?

kan det være samme følelse du går med ubevidst?

 

jeg har ingen kontakt med nogen fra min familie. de har alle vidst hvad der har foregået og har intet gjort for stoppe noget af det. de bliver aldrig en del af mit liv igen!

jeg er også bange for at min mand vil få et had til mig ... at han tænker hvorfor og hvordan jeg kunne være så falsk i alle de år sammen med ham .. og har hele tiden spillet som om vi er en perfekt familie ...

 

Det skræmmer mig for jeg ved .. at det vil ske

tarkoflen skriver:

Har l ikke mulighed for at flyttte laaaaaaangt væk, så det er ganske naturligt, at l ikke har så meget kontakt, for det kan da ikke være til at holde ud, at skal være den perfekte pige! Det døjer jeg selv utrolig meget med, at skulle være, men er ved at komme frem til, at det faktisk er vanvittigt usundt!

Jeg kan godt forstå, at du ikke vil ødelægge din familie, men jeg synes virkelig du skal tænke på dig selv og passe på, at familien ikke ødelægger dig! Du er den vigtigste i alt det her! Det er dit liv og dig, der skal leve det, ikke din familie!

ja men det er bar ikk så nemt ...

Gid det var.

vi er lige flyttet tættere på dem, da min mand synes vi skal være tætter på vores forældre ... så kan ikk bare sige hov lad os flytte igen langt væk fra dem

Anonym skriver:

jeg er også bange for at min mand vil få et had til mig ... at han tænker hvorfor og hvordan jeg kunne være så falsk i alle de år sammen med ham .. og har hele tiden spillet som om vi er en perfekt familie ...

 

Det skræmmer mig for jeg ved .. at det vil ske

jeg gik til psykolog efter en depression der varede flere år og fik at vide at det første jeg skulle gøre var at fortælle ham det. det tog mig flere måneder og tage mig sammen til at tage skridtet.

en aften hvor børnene var langt seng satte vi os ned og jeg brød sammen. jeg fortalte ham alt... alle mine følelser, had og mareridt.

han forstod. og han trøstede mig. ikke på et eneste tidspunkt bebrejdede han mig for at jeg havde holdt det skjult. han blev også rasende og frustreret på at der ikke blev gjort mere dengang. men det viser bare hvor elsket man egentlig er.

du har din egen lille familie og tænke på. dine søskende skal nok klare sig. hvis de nogensinde finder ud af hvad der er sket så vil de se dig endnu stærkere end de gør nu. for det er en stor hemmelighed du har gemt på i mange år

kiwilouise skriver:

jeg gik til psykolog efter en depression der varede flere år og fik at vide at det første jeg skulle gøre var at fortælle ham det. det tog mig flere måneder og tage mig sammen til at tage skridtet.

en aften hvor børnene var langt seng satte vi os ned og jeg brød sammen. jeg fortalte ham alt... alle mine følelser, had og mareridt.

han forstod. og han trøstede mig. ikke på et eneste tidspunkt bebrejdede han mig for at jeg havde holdt det skjult. han blev også rasende og frustreret på at der ikke blev gjort mere dengang. men det viser bare hvor elsket man egentlig er.

du har din egen lille familie og tænke på. dine søskende skal nok klare sig. hvis de nogensinde finder ud af hvad der er sket så vil de se dig endnu stærkere end de gør nu. for det er en stor hemmelighed du har gemt på i mange år

jeg kender min familie og deres omgangskreds og jeg kender min mand .. tro mig så let er det ikke ..

 

i familien har vi lagt det bag os og vi lader som det aldrig er sket før..min far har aldrig været sødere mod mig -- men det ændre squ aldrig på fortiden !!!

 

Jeg kan bare IKKE sige det til manden ... kan ikke. Det vil ændre alt på vores forhold ALT

 

Anonym skriver:

ja men det er bar ikk så nemt ...

Gid det var.

vi er lige flyttet tættere på dem, da min mand synes vi skal være tætter på vores forældre ... så kan ikk bare sige hov lad os flytte igen langt væk fra dem

Åhh kan godt høre det ikke er nemt!

Jeg ville ønske, at der var en der kunne gøre det nemmere for dig! Jeg er helt sikker på, at din mand ikke bliver sur på dig, for du er uskyldig i alt det her! Og det er jeg helt sikker på, at han godt kan forstå, ud fra hvad du har fortalt om ham! Du skal have en, der er 100% på din side, og som du kan græde ud ved og som er din klippe, og hvem bedre end din mand? Du skal selvfølgelig gøre det, når du føler for det, men jeg tror det ville løfte en stor byrde fra dine skuldre!

Men det kan en psykolog helt sikkert også hjælpe dig med, om og evt. hvornår du skal fortælle ham det!