Min hemmlighed .......

Becks skriver:

Kære ano..

Det gør mig ondt at høre du har været igennem alt det

Hvis du vil, kan du skrive til mig privat, jeg vil ikke dele min historie så åbent  Jeg holder selvfølgelig din identitet hemmelig

Mange knus og tanker

hvor er du sød . tusind tak .. vil jeg gør

Anonym skriver:

Hej alle i skønne kvinder..

 

Jeg har gået rundt med denne hemmelighed i over 11 år.... Jeg sidder med tåre i øjene og kan ikke lade være med at hulke mens jeg skriver det her ....

 

Jeg skriver anonym, for at komme ud med smerten og få et svare fra jer på mine følelser og smerte, uden at I ved hvem jeg er.

 

Jeg er blevet misbrugt da jeg var cirka 13 år gammel af min far.

 

Han kom tit ind på mit værelse om natten når alle sov .... Han røte ved mig mens han var nøgen, han truede mig med at gå fra min mor hvis jeg sagde noget.

engang gav han mig sovepiller .... og jeg ved ikke hvad han så har gjort ved mig ...

 

Jeg var et lille barn og blev self bange.. jeg sagde intet til nogen.

 

Han har heldigvis ikke været i seng med mig, så langt kom han ikk, men han har misbrugt mig på en anden måde som gør at jeg selv i dag som 25 årige mor kan ikke komme helt videre med livet.

Jeg falder hele tiden tilbage til minderne og bliver som et barn igen og hulker og hulker på mit værelse når min mand er på arbejde...

Jeg er en stærk kvinde og ingen kan slå mig ned i dag .. men de frygtelige minder kommer frem igang imellem ..

 

Jeg fortalte min mor dengang,da jeg fik nok ... istedet for at hun skulle hjælpe sin hjælpløse datter, så tvang forlovet hun mig med min fætter, så min far ku lade mig være på den måde....

 

Jeg fik nok af det hele ... som 18 årige fandt jeg mig en skøn fyr som jeg var kæreste med... vi flygtede sammen fra mine forældre ..

 

Men de fandt mig og fik kontakt med mig igen.. og alt blev som om intet var sket i familien... jeg flyttede tilbage og vi fik et godt forhold igen ...

 

MEN MEN ... nu er jeg gift med en skøn mand, og vi har en skøn søn sammen ... stadigvæk har jeg det sååå skidt .. jeg snakker med mine forældre i dag og vi har det fint .. men jeg GLEMMER aldrig de ting der er sket for mig på grund af dem.

til dig..

Håber det har givet lidt luft at skrive herinde, vi har en 'klub' herinde for os der er har været misbrugt.

Er selv et misbrugt barn (2½-6 år) af plejefar og selv den dag idag som 32 årig har han en magt over mig og mit liv.

Fandt også den den skønneste mand som jeg er gift med, men der er meget han går glip af ved at være sammen med mig. Jeg kan end ikke smøre ham på ryggen med crem eller give ham et kram når han har bar overkrop.

Min historie er lang, men vil blot fortælle vi er flere herinde og brug endelig os.

Ved ikke om du har fået hjælp - får hjælp eller lign. Men ville helt klart mene du skal snakke med din egen læge, så du kan få noget prof. hjælp.

Jeg er først nu begyndt at bearbejde min bagage, første gang jeg selv har bedt om hjælp.

Hvor gør det ondt at læse, hvad du har været udsat for

Jeg stemmer i med de andre, få fat i en god psykolog!

Og så synes jeg faktisk, at du skal sige det til din mand, måske efter nogle samtaler med psykologen, da jeg tror det er vigtigt, at inddrage ham! Jeg kan godt se, at det er et problem, at han ikke vil se din familie, men måske i samarbejde med psykologen kan han også få der lagt bag sig, hvis du kan, kan han altså også!

Jeg håber du finder en rigtig god psykolog, som du har tillid til.

Kæmpe

Mor til Frederic skriver:

til dig..

Håber det har givet lidt luft at skrive herinde, vi har en 'klub' herinde for os der er har været misbrugt.

Er selv et misbrugt barn (2½-6 år) af plejefar og selv den dag idag som 32 årig har han en magt over mig og mit liv.

Fandt også den den skønneste mand som jeg er gift med, men der er meget han går glip af ved at være sammen med mig. Jeg kan end ikke smøre ham på ryggen med crem eller give ham et kram når han har bar overkrop.

Min historie er lang, men vil blot fortælle vi er flere herinde og brug endelig os.

Ved ikke om du har fået hjælp - får hjælp eller lign. Men ville helt klart mene du skal snakke med din egen læge, så du kan få noget prof. hjælp.

Jeg er først nu begyndt at bearbejde min bagage, første gang jeg selv har bedt om hjælp.

årh hvor er det en trøst at vide der er folk derude som forstår en .. og hvad det er man lever med ...

 

det er en stor byrde ..

hvordan kan jeg blive medlem af klubben , vil meget gerne ...

 

jeg har selv haft en del problemer med min mand på grund af fortiden.. og det værste er at han ikke noget om det , så kan ikk forklare ham det ..

selv i dag når jeg ser min far, væmmes jeg .. men jeg spiller koldt og holder mig stærk for min søn og mands skyld ..

tarkoflen skriver:

Hvor gør det ondt at læse, hvad du har været udsat for

Jeg stemmer i med de andre, få fat i en god psykolog!

Og så synes jeg faktisk, at du skal sige det til din mand, måske efter nogle samtaler med psykologen, da jeg tror det er vigtigt, at inddrage ham! Jeg kan godt se, at det er et problem, at han ikke vil se din familie, men måske i samarbejde med psykologen kan han også få der lagt bag sig, hvis du kan, kan han altså også!

Jeg håber du finder en rigtig god psykolog, som du har tillid til.

Kæmpe

ja men problemet er at han aldrig vil tilgive dem.. selv i dag ved han kun den lille del af hemmeligheden som er dengang min mor tvangforlovet mig .. og det er han stadigvæk vred over .. så snart han får det andet at vide så kan jeg lige så godt begå selvmord ...

Kære Ano,

Det gør mig ondt at høre din historie. Virkelig. Jeg har langt fra været noget lignende igennem som dig, men gik også med en hemmelighed i flere år. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at fortælle min mand (daværende kæreste det) oplevede jeg en kæmpe sten falde fra mit hjerte.

Jeg kan læse at du ikke har lyst til at fortælle din mand det. Men for at være helt ærlig, tror jeg det er den første overvindelse du må gøre. Du har brug for en at tale ud hos og en at græde hos og en til at støtte dig med evt. psykolog hjælp.

Han blir' nok gal på din far - hvilken man vel ikke kan bebrejde ham. Men for mig at se er det det mindste af det. Det må I finde en løsning på sammen. Det vigtigste lige nu er, at du kommer ud med dine oplevelser og får din mands støtte til at komme videre.

Håber for dig at du kan få noget god hjælp. Mange tanker herfra.

/Michala

Anonym skriver:

årh hvor er det en trøst at vide der er folk derude som forstår en .. og hvad det er man lever med ...

 

det er en stor byrde ..

hvordan kan jeg blive medlem af klubben , vil meget gerne ...

 

jeg har selv haft en del problemer med min mand på grund af fortiden.. og det værste er at han ikke noget om det , så kan ikk forklare ham det ..

selv i dag når jeg ser min far, væmmes jeg .. men jeg spiller koldt og holder mig stærk for min søn og mands skyld ..

Jeg forstår dig og du må altid skrive hvis du har behov for luft eller lign. Vi støtter hinanden herinde.

Er sikker på at du kan finde støtte gruppe herinde, eller blot fortælle din historie - det hjælper ofte at få delt og letter en smule.

Jeg skrev et brev til min mand, da jeg har meget lettere ved at skrive om de ting end at sige det ansigt til ansigt. Så måske det var en mulighed, han kan meget bedre forstå dig og hjælpe dig på dumme dage - når du har vist ham bare lidt 'af dig'...

Har en herlig pige på 7 uger, men da vi til md scaning så det var en pige - gik jeg helt ned med flaget.. Jeg skulle ikke have en pige, aldrig aldrig.. Bare tanken om ble skift, badning og det at se hende uden tøj gav mig billeder - tanker - lyde - fysisk/psykisk ubehag.

Men gik til egen læge og hun satte hele møllen igang. Et mobilt team fra psyk kom herud og det samme gjorde sp. Så vi kunne nå at 'arbejde' så meget som muligt inden hun kom. Fik special jm - scaninger mm ved pks, da det var det bedste for os begge. Skal ikke have nogen til at pille ved mig dernede. Fik alle de dage jeg havde brug for på barsels afd med støtte fra terapi og sygeplejesker.

Har stadig terapi 1-2 gange om ugen og sp kommer hver uge- 14. dag.

Manden har være med til nogle terapi timer herhjemme, så han kunne få nogle redskaber til at hjælpe mig osv.

 

 

Mor til Frederic skriver:

Jeg forstår dig og du må altid skrive hvis du har behov for luft eller lign. Vi støtter hinanden herinde.

Er sikker på at du kan finde støtte gruppe herinde, eller blot fortælle din historie - det hjælper ofte at få delt og letter en smule.

Jeg skrev et brev til min mand, da jeg har meget lettere ved at skrive om de ting end at sige det ansigt til ansigt. Så måske det var en mulighed, han kan meget bedre forstå dig og hjælpe dig på dumme dage - når du har vist ham bare lidt 'af dig'...

Har en herlig pige på 7 uger, men da vi til md scaning så det var en pige - gik jeg helt ned med flaget.. Jeg skulle ikke have en pige, aldrig aldrig.. Bare tanken om ble skift, badning og det at se hende uden tøj gav mig billeder - tanker - lyde - fysisk/psykisk ubehag.

Men gik til egen læge og hun satte hele møllen igang. Et mobilt team fra psyk kom herud og det samme gjorde sp. Så vi kunne nå at 'arbejde' så meget som muligt inden hun kom. Fik special jm - scaninger mm ved pks, da det var det bedste for os begge. Skal ikke have nogen til at pille ved mig dernede. Fik alle de dage jeg havde brug for på barsels afd med støtte fra terapi og sygeplejesker.

Har stadig terapi 1-2 gange om ugen og sp kommer hver uge- 14. dag.

Manden har være med til nogle terapi timer herhjemme, så han kunne få nogle redskaber til at hjælpe mig osv.

 

 

jeg fik planlagt kejsersnit ,, men det ved familien ikke, da de aldrig vil forstå det.

Især min mor, vil nok sige: hvad er det for noget pjat, voks fra fortiden og kom videre. Du er normal og lad være med at spille som om du har det skidt ..

 

Men jeg kunne bare ikke føde normalt, og ingen sku se mig dernede og mit barn sku ikk ud derfra...

Jeg har også altid sagt til min mand at jeg ALDRIG i mit liv vil ha en pige ... det vil jeg ikke ... ka bare ikke passe hende og se hende nøgen .. kan ikk

Anonym skriver:

ja men problemet er at han aldrig vil tilgive dem.. selv i dag ved han kun den lille del af hemmeligheden som er dengang min mor tvangforlovet mig .. og det er han stadigvæk vred over .. så snart han får det andet at vide så kan jeg lige så godt begå selvmord ...

Må jeg spørge hvorfor det er så vigtigt for dig, at have kontakt til dine forældre? Jeg har aldrig stået i din situatuion, men det undre mig, at man har lyst og overskud til at lade en krænker være en del af ens familie. Det er helt ok, hvis du ikke vil svare, så lader du bare være

Jeg er sikker på, at du har fundet dig en rigtig god mand, som vil gøre alt for at passe på dig! Hvor er det godt for dig jeg håber for dig, at du finder ro til at lægge fortiden bag dig og få ro om din egen lille familie

Rigtig meget held og lykke

tarkoflen skriver:

Må jeg spørge hvorfor det er så vigtigt for dig, at have kontakt til dine forældre? Jeg har aldrig stået i din situatuion, men det undre mig, at man har lyst og overskud til at lade en krænker være en del af ens familie. Det er helt ok, hvis du ikke vil svare, så lader du bare være

Jeg er sikker på, at du har fundet dig en rigtig god mand, som vil gøre alt for at passe på dig! Hvor er det godt for dig jeg håber for dig, at du finder ro til at lægge fortiden bag dig og få ro om din egen lille familie

Rigtig meget held og lykke

på grund af min søn .. og på grund af folk .. de vil alle snakke dårligt om mine forældre hvis det her kom ud ... og alle vil hade mig for det.. mine småsøskende ..

 

Jeg er forbillede for dem .. så jeg skal være den perfekte storsøster der altid er glad og har det godt . Jeg kan ikk bryde sammen foran dem og fortælle det her ... deres liv vil blive ændret konstant ..

jeg venter til den dag min far dør, så får jeg fred i sindet..