Kæresten har svært ved at snakke om sine følelser mht. baby.

Masig skriver:

Jamen jeg ved 100% hvordan du har det, sådan havde jeg det også når kæresten sagde at han ikke rigtig gik og tænkte over det i hverdagen og egentlig ikke lige gad snakke om det... Men hvis man lige prøver at slå koldt vand i blodet og tænke lidt over det, så burde man måske nogle gange tage lidt ved lære af de kære mænd... Ved godt de nogle gange er lidt trælse, men lige netop det der med at tage tingene lidt med ro og ikke stresse og have for travlt, er måske meget godt i sidste ende...

Selvfølgelig skal de også nogle gange give sig, og snakke med os om nogle af de der ting, men pas på det ikke bliver det eneste hverdagen handler om, for så går det helt i ged til sidst (been there, done that, så jeg taler af erfaring )

Ja og hvor er det dejligt at kunne få glæde af andre's erfaringer, især på dette punkt

Men ja, selvfølgelig skal man tage den med ro, vi er jo ikke engang gået igang endnu. Men der er bare så meget at snakke om synes jeg, men ja det må vente, til jeg ER gravid.. Man kan jo heller ikke begynde at 'planlægge' noget, før graviditeten er i hus og det er der ingen der ved, hvornår den er jo..

Månsson skriver:

Årh det var godt.. Nemlig..

Ja TUSIND TAK 

Miss-L86 skriver:

Ja og hvor er det dejligt at kunne få glæde af andre's erfaringer, især på dette punkt

Men ja, selvfølgelig skal man tage den med ro, vi er jo ikke engang gået igang endnu. Men der er bare så meget at snakke om synes jeg, men ja det må vente, til jeg ER gravid.. Man kan jo heller ikke begynde at 'planlægge' noget, før graviditeten er i hus og det er der ingen der ved, hvornår den er jo..

HVER måned gik jeg og planlagde at hvis jeg blev gravid denne gang, så ville det passe med det og det, og det ville være helt perfekt fordi... bla bla bla....

Det tog 11 mdr at blive gravid... Det var næsten et år jeg gik og planlagde måned for måned, og tænkte hvad nu hvis, og hvad nu hvis ikke osv osv.... Jeg var så stresset og frustreret til sidst... Og jeg kunne slet ikke se jeg gjorde noget forkert for i min verden var det jo helt naturligt at gå og planlægge og tænke på det hele tiden... Men kan godt se nu at det var helt hen i vejret!!! Havde jeg nu taget den med ro og været ligeså rolig omkring det som min kæreste, så var det måske sket noget tidligere... Og så havde jeg undgået alle de frustrationer og dumme tanker om hvorfor der ikke skete noget, og hvad jeg mon fejlede osv...

Og så skal det lige siges jeg heldigvis havde en meget tålmodig kæreste, for jeg må godt nok have været et helvede at være sammen med hehe... Han måtte jo så også sige til sidst at han bare ikke gad høre mere om det før jeg blev gravid, for han kunne slet ikke overskue at skulle høre om alle mine tanker og planlægning og frustrationer hele tiden... Og det kan man jo egentlig godt forstå, nu man tænker over det...

Så gør både din kæreste og dig selv den tjeneste at tage det lidt med ro... Det gør det hele meget nemmere at overskue.. og 9 mdr er altså lang tid alligevel, du skal nok nå at planlægge det hele

Miss-L86 skriver:

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, så starter min kæreste og jeg PB til september. Og dertil skal det siges at jeg ikke har tvunget ham, eller presset ham til det. Som nogle tror, pga mit ene indlæg.

Vi har snakket meget om baby og blev enige om at vi begge gik på kompromis og det har vi gjort og det har vi det fint med. Min kæreste siger at han har lysten og at han ikke føler sig tvunget til det.

Nå, men jeg vil jo gerne snakke lidt om det her PB, men min kæreste sagde igår, at han ikke var så meget til at snakke om de følelser omkring det. Det tog helt pusten fra mig, for jeg vil SÅ gerne snakke om baby-ting og sådan.

Hvad pokker skal jeg gøre, for at få ham til at snakke om det?

Min kæreste var klar til PB et år før mig - og han er den fødte far og han elsker vores datter betingelsesløst

Når det så er sagt, så var han slet ikke på den anden ende hver gang det blev tid til at tage g-test - derudover skulle han skubbes igang med indkøb og gøren klar til hende. Det var som om han skulle "se det før han troede det"

Først da hun begyndte at sparke så han kunne mærke det, gik det mere op for ham + til skanninger

Derfor snakkede jeg primært med veninder om alle følelserne, selvom han ikke på nogen måde er følelsesangst

Jeg tror bare det er så svært for mænd at forholde sig til - han ville fx slet ikke planlægge noget som helst barnedåb før hun kom til verden, fordi han var bange for at planlægge noget inden hun var kommet trygt og godt til verden - og sådan er folk altså bare forskellige

Så husk at du måske har ét behov (for at tale om følelserne) - mens din kæreste måske har et andet behov (se det ske før han kan/tør forholde sig til det)

Masig skriver:

HVER måned gik jeg og planlagde at hvis jeg blev gravid denne gang, så ville det passe med det og det, og det ville være helt perfekt fordi... bla bla bla....

Det tog 11 mdr at blive gravid... Det var næsten et år jeg gik og planlagde måned for måned, og tænkte hvad nu hvis, og hvad nu hvis ikke osv osv.... Jeg var så stresset og frustreret til sidst... Og jeg kunne slet ikke se jeg gjorde noget forkert for i min verden var det jo helt naturligt at gå og planlægge og tænke på det hele tiden... Men kan godt se nu at det var helt hen i vejret!!! Havde jeg nu taget den med ro og været ligeså rolig omkring det som min kæreste, så var det måske sket noget tidligere... Og så havde jeg undgået alle de frustrationer og dumme tanker om hvorfor der ikke skete noget, og hvad jeg mon fejlede osv...

Og så skal det lige siges jeg heldigvis havde en meget tålmodig kæreste, for jeg må godt nok have været et helvede at være sammen med hehe... Han måtte jo så også sige til sidst at han bare ikke gad høre mere om det før jeg blev gravid, for han kunne slet ikke overskue at skulle høre om alle mine tanker og planlægning og frustrationer hele tiden... Og det kan man jo egentlig godt forstå, nu man tænker over det...

Så gør både din kæreste og dig selv den tjeneste at tage det lidt med ro... Det gør det hele meget nemmere at overskue.. og 9 mdr er altså lang tid alligevel, du skal nok nå at planlægge det hele

Ja, det er jo egentlig frygteligt at gå og have det sådan, mht. planlægning osv.. Men ja, jeg må gøre os begge en tjeneste og holde mund. Også skal vi bare nyde hinanden og jeg ved godt at når tiden for PB kommer, så skal man ikke gå og tænke for meget over det, for så kan det trække det ud.

Men heldigvis har jeg et par veninder, som skal flytte deromkring, så der har jeg tilbudt mig som flytte-hjælper. Så kan tankerne blive afledt, det tror jeg også er sundt.

Jeg vil så også sige, at efter jeg har oprettet mig som bruger herinde, så snakker jeg ikke så meget om det herhjemme. Min kæreste så den ene dag at siden stod åben på computeren og spurgte til det, så forklarede jeg. Og det var fint for ham.

Giraffen skriver:

Min kæreste var klar til PB et år før mig - og han er den fødte far og han elsker vores datter betingelsesløst

Når det så er sagt, så var han slet ikke på den anden ende hver gang det blev tid til at tage g-test - derudover skulle han skubbes igang med indkøb og gøren klar til hende. Det var som om han skulle "se det før han troede det"

Først da hun begyndte at sparke så han kunne mærke det, gik det mere op for ham + til skanninger

Derfor snakkede jeg primært med veninder om alle følelserne, selvom han ikke på nogen måde er følelsesangst

Jeg tror bare det er så svært for mænd at forholde sig til - han ville fx slet ikke planlægge noget som helst barnedåb før hun kom til verden, fordi han var bange for at planlægge noget inden hun var kommet trygt og godt til verden - og sådan er folk altså bare forskellige

Så husk at du måske har ét behov (for at tale om følelserne) - mens din kæreste måske har et andet behov (se det ske før han kan/tør forholde sig til det)

Jamen det er helt rigtigt, jeg har bare ikke tænkt sådan før, at alle I svarer mig her på debatten..
Så det er dejligt at få råd og at få forståelse, for hans opførsel, som så er normal..

Miss-L86 skriver:

Jamen det er helt rigtigt, jeg har bare ikke tænkt sådan før, at alle I svarer mig her på debatten..
Så det er dejligt at få råd og at få forståelse, for hans opførsel, som så er normal..

Jeg var også selv ulidelig ind imellem - det er jeg sikker på

Og så er det godt du også har baby.dk når du nu om to uger begynder at finde barnevogn og tremmeseng og institutionsplads

Giraffen skriver:

Jeg var også selv ulidelig ind imellem - det er jeg sikker på

Og så er det godt du også har baby.dk når du nu om to uger begynder at finde barnevogn og tremmeseng og institutionsplads

Ja det er rart med baby.dk, det har hjulpet en del..

Puuh, jeg tror at jeg venter med alt det, har ikke engang plads, vi bor i en 2-værelses.. Så der bliver noget omrokering, når der kommer en baby til.

Miss-L86 skriver:

Ja, det er jo egentlig frygteligt at gå og have det sådan, mht. planlægning osv.. Men ja, jeg må gøre os begge en tjeneste og holde mund. Også skal vi bare nyde hinanden og jeg ved godt at når tiden for PB kommer, så skal man ikke gå og tænke for meget over det, for så kan det trække det ud.

Men heldigvis har jeg et par veninder, som skal flytte deromkring, så der har jeg tilbudt mig som flytte-hjælper. Så kan tankerne blive afledt, det tror jeg også er sundt.

Jeg vil så også sige, at efter jeg har oprettet mig som bruger herinde, så snakker jeg ikke så meget om det herhjemme. Min kæreste så den ene dag at siden stod åben på computeren og spurgte til det, så forklarede jeg. Og det var fint for ham.

Ja min kæreste synes også det er fint jeg kan snakke med folk herinde om det istedet for ham hehe... nogle gange synes han måske jeg er lidt for meget herinde, men han synes det er helt fint at han slipper for at skulle høre på mig hele tiden hehe...

Tror det er meget godt med nogle andre ting at se til så det hele ikke går op i baby hele tiden.. Om tankerne har en indflydelse på om det lykkes eller ej, kan man jo ikke bevise, men jeg tror det havde noget at gøre her hos os... Som sagt i 10 mdr gik jeg og tænkte om jeg nu fejlede noget (også selvom vi var blevet undersøgt), og var frustreret over der intet skete. I 11. måned var vi til gynækolog og fik en tid til inseminering efter jul... så slapppede jeg pludselig helt af for nu fik vi jo hjælp, så vi besluttede at vi ikke ville prøve den måned, men bare have sex når vi havde lyst og ikke tænke over det, for efter jul var vi sikre på vi blev gravide ved inseminering... 6 dage efter gynækologbesøget havde jeg ÆL og blev gravid!!

Så jeg tror altså at tankerne og stressen havde meget at sige her....

Man kan ikke tvinge de "stakkels" mænd. Selvom de vil det lige så meget som os... så ER det ikke dem der gennemgår alle de fysiske forandringer mm. Mænd har brug for noget konkret, noget de kan forholde sig til og mange gange går det først op for dem når de har den lille i deres arme. Sådan er det bare. Min kæreste elsker sin søn mere end noget andet... men alt det med babyting og dit og dat det er nok sådan en kvindeting. Det må vi bare accepterer. Det vigtigste er jo sådan set de er FAR for deres børn og gør det godt og tager ansvar!

Alt det med babysnak det er meget nemmere med "ligesindede" og her er mødre-grupper, veninder og baby.dk REN lykke

MEN jeg kan godt forstå du gerne vil snakke med ham om det...