Jeg vil INTET med dette indlæg - ud med mine frustrationer, nogle kærlige ord, gode råd what ever.. (Advarsel, det bliver langt og måske rodet der kan måske komme bandeord eller ord fra anden skuffe)
Til at starte med tænkte jeg skid hul i anonym, er ligeglad med om nogle fra familien er herinde, venner/veninder.. meen det var jeg så ikke alligevel 
Nogle af jer ved nok hvem jeg er - andre gør ikke.. og sådan er det..
Jeg er bonus-mor, jeg er 22 år, blev bonus-mor som 20 årig, har altid elsket børn og glædet mig til jeg skulle have mine egne.. så da jeg mødte min kæreste og fik af vide at han havde 2 børn tænkte jeg LYKKE!!!
Den lykke er så blevet det rene helved! hver gang vi har dem har jeg lyst til at skride fra det hele! Ville ønske vi ikke havde dem!
De svarer igen, hører ikke efter, smadrer SAMTLIGE ting (med vilje)
(Nå ja de er 6 og 7) Vi har 200.000 skænderier/diskussioner med dem på en uge..
Man skal hele tiden være efter dem og holde øje med dem, den ene lyver konstant!
Min kæreste gør INTET... Den yngste fortalte lige at han havde været i kiosken med hans venner.. de må IKKE gå i kiosken og det ved han... siger kæresten noget? Nej..
Så har vi købt et modelervoks (staves) spil, det fik de da lige blandet sammen! (Vi havde været på tur hvor jeg tilbød om de var interesseret i at lege med modelervoks, det var de ihvertfald ikke!!) - HVORFOR FANDEN SKAL I SÅ ØDELÆGGE SPILLET!!!!!!!!
Så blev vi nødt til at sætte TV-tid til dem, TV'et betød ALT for den ældste, han kunne tude når vi slukkede eller sagde slut.. og han kunne sidde en HEL dag i weekenden - eller HELE weekenden faktisk morgen til senge tid og se tv...
Der er bare så pisse mange problemer og jeg gider snart ikke mere / kan snart ikke mere, glæder mig til de skal hjem til deres so af en mor! Så har jeg fred i noget tid!
Overreagerer jeg på nogle ting?? det gør jeg nok...
Undskyld mit ikke opmuntrende indlæg på denne fantastiske morsdag søndag