at sige det til mor ? (lidt lang)

hej alle sammen..

sagen er den, som flere ved så er jeg 14+6 idag, og inden længe kan man jo så småt begynde at se maven vokser..

der er jo kun små 5 uger til jeg faktis er halvvejs gennem min graviditet..

her er lidt grund historie om min mor..  hun fik første barn som 16 årig med den begrundelse at de ikke kunne få en lejlighed men fik de en baby sku kommunen jo hjælpe, hvilke de jo os gjorde.. min mor har så i alt fået 7 børn over en længere åre række..

hun har været på kontanthjælp i 14 år med den begrundelse at hun jo ikke som alene mor med barn med handikap kan komme ud og lave noget..

hun har pt 3 drenge i alderen 13, 11 og 8 hjemme, den ene med en handikap, den ene med mulig ocd.. så nej hun har det ikke nemt..

alle mine mors børn har af psykologer fået konstaterert omsorgs svigt fra vores mors side da hun kun sys det sjovt at have børn så længe de er babyer...

 

nå men mit problem, min mor bliver ved gang på gang på gang at fortælle mig jeg ikke skal have børn de næste 10 år, at det er dumt på kontanthjælp, at vi ikke har kendt hinanden længe nok, og hvad hun ellers har af grunde.. forståeligt nok, at hun bekymrer sig for mig..

men i modsætning til hende er jeg ved at flytte sammen med faren til barnet, han har fast job med god indtægt, vi har det helt fantastisk sammen og jeg mener ikke livet kunne være bedere..

men dilammaet er så, hvordan skal jeg få fortalt min mor at jeg er gravid, at jeg gerne vil have hun støtter mig, at jeg har burg for hendes hjælp og råd til alle mulige børne ting, fødsel osv.. ?

jeg er meget følsom og folk har nemt ved at trampe hen over mig fordi jeghar svært ved at sige min mening, så er det ansigt til ansigt er jeg ikke sikker på jeg får sagt de ting jeg vil sige.. ?

skal jeg gøre det over telefonen, så er jeg stadig ikke sikker på jeg får sage de ting jeg vil.. ?

eller skal jeg sætter mig og skrive hende et brev hvor jeg så ved jeg får sagt alle de ting jeg gerne vil, men er det for u personligt eler ?

please hjælp selv om det er langt..

hvis du er bange for at blive overrumplet er det en god ide at skrive et brev... for så får du det hele ud/med...

hvis du syntes det re for upersonligt kunne du jo skrive brevet og så tage hjem til hende og sige at du har noget hun skal læse og du gerne vil havde hun læser det hele før hun kommer med en reaktion... og så sidde der imens hun læser det... hvis du kan....

det lydder lidt som om det er vigtig for dig at din mor forstår at hun er vigtig for dig lige nu og at du har brug for hendes støtte.... og det kan være svært at få sagt ordentligt hvis hendes reaktion på at du skal være mor er for stor... tænker jeg...

Princesspigen skriver:

hej alle sammen..

sagen er den, som flere ved så er jeg 14+6 idag, og inden længe kan man jo så småt begynde at se maven vokser..

der er jo kun små 5 uger til jeg faktis er halvvejs gennem min graviditet..

her er lidt grund historie om min mor..  hun fik første barn som 16 årig med den begrundelse at de ikke kunne få en lejlighed men fik de en baby sku kommunen jo hjælpe, hvilke de jo os gjorde.. min mor har så i alt fået 7 børn over en længere åre række..

hun har været på kontanthjælp i 14 år med den begrundelse at hun jo ikke som alene mor med barn med handikap kan komme ud og lave noget..

hun har pt 3 drenge i alderen 13, 11 og 8 hjemme, den ene med en handikap, den ene med mulig ocd.. så nej hun har det ikke nemt..

alle mine mors børn har af psykologer fået konstaterert omsorgs svigt fra vores mors side da hun kun sys det sjovt at have børn så længe de er babyer...

 

nå men mit problem, min mor bliver ved gang på gang på gang at fortælle mig jeg ikke skal have børn de næste 10 år, at det er dumt på kontanthjælp, at vi ikke har kendt hinanden længe nok, og hvad hun ellers har af grunde.. forståeligt nok, at hun bekymrer sig for mig..

men i modsætning til hende er jeg ved at flytte sammen med faren til barnet, han har fast job med god indtægt, vi har det helt fantastisk sammen og jeg mener ikke livet kunne være bedere..

men dilammaet er så, hvordan skal jeg få fortalt min mor at jeg er gravid, at jeg gerne vil have hun støtter mig, at jeg har burg for hendes hjælp og råd til alle mulige børne ting, fødsel osv.. ?

jeg er meget følsom og folk har nemt ved at trampe hen over mig fordi jeghar svært ved at sige min mening, så er det ansigt til ansigt er jeg ikke sikker på jeg får sagt de ting jeg vil sige.. ?

skal jeg gøre det over telefonen, så er jeg stadig ikke sikker på jeg får sage de ting jeg vil.. ?

eller skal jeg sætter mig og skrive hende et brev hvor jeg så ved jeg får sagt alle de ting jeg gerne vil, men er det for u personligt eler ?

please hjælp selv om det er langt..

HEj med dig.

Tillykke med graviditeten.  Jeg synes du skal skrive det du vil sige ned som et brev, så kan du læse det op for din mor. Så får du sagt alt det du gerne vil, du har tid til at tænke mens du skriver brevet. jeg synes du skal sige til din mor at hun intet må sige før du er færdig emd at læse brevet op for hende. Hun skal kun lytte, så kan hun snakke bagefter. Håber du får det sagt og at din mor bakker dig op.

KH Malene

Princesspigen skriver:

hej alle sammen..

sagen er den, som flere ved så er jeg 14+6 idag, og inden længe kan man jo så småt begynde at se maven vokser..

der er jo kun små 5 uger til jeg faktis er halvvejs gennem min graviditet..

her er lidt grund historie om min mor..  hun fik første barn som 16 årig med den begrundelse at de ikke kunne få en lejlighed men fik de en baby sku kommunen jo hjælpe, hvilke de jo os gjorde.. min mor har så i alt fået 7 børn over en længere åre række..

hun har været på kontanthjælp i 14 år med den begrundelse at hun jo ikke som alene mor med barn med handikap kan komme ud og lave noget..

hun har pt 3 drenge i alderen 13, 11 og 8 hjemme, den ene med en handikap, den ene med mulig ocd.. så nej hun har det ikke nemt..

alle mine mors børn har af psykologer fået konstaterert omsorgs svigt fra vores mors side da hun kun sys det sjovt at have børn så længe de er babyer...

 

nå men mit problem, min mor bliver ved gang på gang på gang at fortælle mig jeg ikke skal have børn de næste 10 år, at det er dumt på kontanthjælp, at vi ikke har kendt hinanden længe nok, og hvad hun ellers har af grunde.. forståeligt nok, at hun bekymrer sig for mig..

men i modsætning til hende er jeg ved at flytte sammen med faren til barnet, han har fast job med god indtægt, vi har det helt fantastisk sammen og jeg mener ikke livet kunne være bedere..

men dilammaet er så, hvordan skal jeg få fortalt min mor at jeg er gravid, at jeg gerne vil have hun støtter mig, at jeg har burg for hendes hjælp og råd til alle mulige børne ting, fødsel osv.. ?

jeg er meget følsom og folk har nemt ved at trampe hen over mig fordi jeghar svært ved at sige min mening, så er det ansigt til ansigt er jeg ikke sikker på jeg får sagt de ting jeg vil sige.. ?

skal jeg gøre det over telefonen, så er jeg stadig ikke sikker på jeg får sage de ting jeg vil.. ?

eller skal jeg sætter mig og skrive hende et brev hvor jeg så ved jeg får sagt alle de ting jeg gerne vil, men er det for u personligt eler ?

please hjælp selv om det er langt..

et brev er ikke upersonligt hvis man skriver det i hånden, vil nok ikke anbefale dig at lave et maskinskrevet brev..

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er selv omsorgssvigtet som barn, og alle sagde også til mig at jeg ville ikke kunne håndtere et barn og at abort var det eneste rigtige osv, og idag har alle der sagde det dengang, ædt deres ord og måttet indrømme at det klarer jeg nu vidst ganske godt..

Hvis den eneste måde du kan få det sagt til din mor du gerne vil uden afbrydelser, er at skrive et brev, så gør det endelig.. hellere det end at du ikke får sagt hvad du vil.. men du skal nok ikke skrive i første linje at du er gravid, lad den komme stille og roligt igennem dit brev..

Malene76 skriver:

HEj med dig.

Tillykke med graviditeten.  Jeg synes du skal skrive det du vil sige ned som et brev, så kan du læse det op for din mor. Så får du sagt alt det du gerne vil, du har tid til at tænke mens du skriver brevet. jeg synes du skal sige til din mor at hun intet må sige før du er færdig emd at læse brevet op for hende. Hun skal kun lytte, så kan hun snakke bagefter. Håber du får det sagt og at din mor bakker dig op.

KH Malene

hvis jeg skal læse det op for hende mens hun er ved siden af, det får jeg virkelig virkelig svært ved.. så det ser jeg ikke helt som en mulighed ihværtifal lige nu, men tak for dit forslag..

An&Jo skriver:

et brev er ikke upersonligt hvis man skriver det i hånden, vil nok ikke anbefale dig at lave et maskinskrevet brev..

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er selv omsorgssvigtet som barn, og alle sagde også til mig at jeg ville ikke kunne håndtere et barn og at abort var det eneste rigtige osv, og idag har alle der sagde det dengang, ædt deres ord og måttet indrømme at det klarer jeg nu vidst ganske godt..

Hvis den eneste måde du kan få det sagt til din mor du gerne vil uden afbrydelser, er at skrive et brev, så gør det endelig.. hellere det end at du ikke får sagt hvad du vil.. men du skal nok ikke skrive i første linje at du er gravid, lad den komme stille og roligt igennem dit brev..

tak fordi du tog din tid til at læse det..

selvfølgelig skal det ikke være maskin skrevet og skal heller ikke være som mail, men ja som rigtig godt gammeldags brev..  

tak

Princesspigen skriver:

tak fordi du tog din tid til at læse det..

selvfølgelig skal det ikke være maskin skrevet og skal heller ikke være som mail, men ja som rigtig godt gammeldags brev..  

tak

Jeg håber du finder ud af det..

Jeg har selv for ikke mange måneder siden skrevet et brev i selskab med min storesøster til vores forældre fordi vi på så mange måder føler de stadig svigter os, og ikke mindst vores børn, og det gjorde virkelig at de fik øjnene op, for enten forbedrede de sig, eller også mistede de os alle sammen.. så nu ser vi dem mindst en gang om måneden, og det er ikke længere kun os der skal køre for det, eller tage initiativ til kontakt

Princesspigen skriver:

hej alle sammen..

sagen er den, som flere ved så er jeg 14+6 idag, og inden længe kan man jo så småt begynde at se maven vokser..

der er jo kun små 5 uger til jeg faktis er halvvejs gennem min graviditet..

her er lidt grund historie om min mor..  hun fik første barn som 16 årig med den begrundelse at de ikke kunne få en lejlighed men fik de en baby sku kommunen jo hjælpe, hvilke de jo os gjorde.. min mor har så i alt fået 7 børn over en længere åre række..

hun har været på kontanthjælp i 14 år med den begrundelse at hun jo ikke som alene mor med barn med handikap kan komme ud og lave noget..

hun har pt 3 drenge i alderen 13, 11 og 8 hjemme, den ene med en handikap, den ene med mulig ocd.. så nej hun har det ikke nemt..

alle mine mors børn har af psykologer fået konstaterert omsorgs svigt fra vores mors side da hun kun sys det sjovt at have børn så længe de er babyer...

 

nå men mit problem, min mor bliver ved gang på gang på gang at fortælle mig jeg ikke skal have børn de næste 10 år, at det er dumt på kontanthjælp, at vi ikke har kendt hinanden længe nok, og hvad hun ellers har af grunde.. forståeligt nok, at hun bekymrer sig for mig..

men i modsætning til hende er jeg ved at flytte sammen med faren til barnet, han har fast job med god indtægt, vi har det helt fantastisk sammen og jeg mener ikke livet kunne være bedere..

men dilammaet er så, hvordan skal jeg få fortalt min mor at jeg er gravid, at jeg gerne vil have hun støtter mig, at jeg har burg for hendes hjælp og råd til alle mulige børne ting, fødsel osv.. ?

jeg er meget følsom og folk har nemt ved at trampe hen over mig fordi jeghar svært ved at sige min mening, så er det ansigt til ansigt er jeg ikke sikker på jeg får sagt de ting jeg vil sige.. ?

skal jeg gøre det over telefonen, så er jeg stadig ikke sikker på jeg får sage de ting jeg vil.. ?

eller skal jeg sætter mig og skrive hende et brev hvor jeg så ved jeg får sagt alle de ting jeg gerne vil, men er det for u personligt eler ?

please hjælp selv om det er langt..

kan godt forstå det med ansigt til ansigt kan være svært når hun har de meninger som hun har. Vi har ik de samme problemer men synes der skulle være lidt ud af fortællingen til bedsteforældrene alligevel, så vi købte de der præmier med tekst man kan få i Damborg isenkram. Verdens bedste mormor, Verdens bedste morfar og Verdens bedste farmor og gav dem nyheden på den måde Selve medaljen sidder på et kort hvor du så har muligheden for kort at skrive at i glæder jer og håber på hendes hjælp og støtte, og så være klar med at bakke kortet op bagefter I har oz været til nf-scanning? Så kunne i jo få lavet en kopi af det bedste scanningsbillede og ligge ved. Det er de færreste der ik glæder sig når de ser beviset

Puha kan godt forstå at du synes det er svært. Umiddelbart ville det optimale jo være, at du tog en snak med hende, ansigt til ansigt. Men.

Jeg synes du skal skrive et brev. På den måde har du hendes opmærksomhed igennem alt det du gerne vil have sagt. Du risikerer ikke at du bliver afbrudt og hylet ud af den. På den måde kan du også virkelig formulere dig som du gerne vil.
Når hun så har læst det, kan hun jo kontakte dig, og SÅ kan I måske få jer en god snak. Så giver du hende også lidt tid til at sluge den, og tænke over hvad hun vil sige til dig.

An&Jo skriver:

Jeg håber du finder ud af det..

Jeg har selv for ikke mange måneder siden skrevet et brev i selskab med min storesøster til vores forældre fordi vi på så mange måder føler de stadig svigter os, og ikke mindst vores børn, og det gjorde virkelig at de fik øjnene op, for enten forbedrede de sig, eller også mistede de os alle sammen.. så nu ser vi dem mindst en gang om måneden, og det er ikke længere kun os der skal køre for det, eller tage initiativ til kontakt

det er dejligt når tingene går op for dem..

min far har os svigtet mig meget i min barndom men selv om vi aldrig har snakket ud om tingene så er vi meget tætte nu, han glæder sig til at blive morfar og hjælper mig med forskellige ting.. vi ses næsten hver dag..

min mor derimod har svært ved at se andre end hende selv. hun har så meget med et handikappet barn og en dreng med mulig ocd så hun ikke rigtigt magter meget andet i hverdagen..

men alligevel da min søster fik barn så tog hun der ud en gang om ugen, det er jo en baby.. så trækker det nok til mor kan finde tid..