)': ærlig sag, men fuck!

Ja.. ligemeget hvad jeg næsten vælger, så blir det absolute ikke nemt.. Men jeg vælger ved at gå igennem en provokeret abort som den bedste fremtid for min lille familie. Vi havde planlagt graviditeten rigtig rigtig længe, og det tog os 8 måneder): det er ikke længe siden jeg hoppede og dansede over en smuk positiv test ): men min kæreste var dersværre ikke lykkelig, da det der gik op for ham, at han faktisk ikke ønskede flere børn udover det barn vi har nu.. hele familien siger kun hans beslutning er det bedste, da et barn skal være ønsket. Han smed åbenbart bomben da jeg endelig blev gravid, og jeg frygter det vil være for hårdt med endnu, en hvis ikke vi står 100% med det begge to! bare tanken om at to børn ender med at blive mit ansvar, fordi han egentlig har meldt ærligt ud, og først lige har vundet sig til at være far for vores barn vi har nu...har han gjort mig gravid, for at gøre mig glad og lykkelig, men det har endnu mere gjort mig ked, at han ikke selv har ønsket det sådan, og melder desværre ud når jeg er blevet gravid.. jeg skal have ringet til lægen i morgen.. )': jeg er ulykkelig... men bliver aldrig lykkelig hvis jeg beholder barnet, for jeg magter ik stå med to alene, hvor han skal have ekstrem meget hjælp til at være sammen med begge børn, da det gælder pasning og alt hvad det passer sig ind... Har lige fået en snak med min mor om det, og hun siger det bedst med en abort, og vente til han engang er klar, fremfor vi risikere miste børnene fordi en af os trækker os tilbage.... Hjælp hvad skal jeg gøre/; vores liv er allerede halvt hårdt som det er, men havde fandme ik regnet med han alligevel ik ville have et barn mere,

 

Det lyder bestemt ikke sjovt! Jeg ved ikke hvad du skal gøre. Jeg kende sende dig en masse

Hold op hvor er din mand et fjols! Ja undskyld at jeg siger det, men hvad pokker havde han tænkt sig! Synes det er respektløst overfor dig og den spire du har i maven. 

Jeg var gået helt bananas, hvis jeg var dig. 

Håber alt det bedste for dig! 1.000 gode tanker til dig!

først et  til dig..

det lyder til og være en træls sitaution du står i, du skal lytte efter hvad du føler inderst inde er det rette valg for jer, ved den er svær, men få tænk det hele igennem, og få en ordenlig snak om det..håber i finder den rigtige løsning for jer

Anonym skriver:

Ja.. ligemeget hvad jeg næsten vælger, så blir det absolute ikke nemt.. Men jeg vælger ved at gå igennem en provokeret abort som den bedste fremtid for min lille familie. Vi havde planlagt graviditeten rigtig rigtig længe, og det tog os 8 måneder): det er ikke længe siden jeg hoppede og dansede over en smuk positiv test ): men min kæreste var dersværre ikke lykkelig, da det der gik op for ham, at han faktisk ikke ønskede flere børn udover det barn vi har nu.. hele familien siger kun hans beslutning er det bedste, da et barn skal være ønsket. Han smed åbenbart bomben da jeg endelig blev gravid, og jeg frygter det vil være for hårdt med endnu, en hvis ikke vi står 100% med det begge to! bare tanken om at to børn ender med at blive mit ansvar, fordi han egentlig har meldt ærligt ud, og først lige har vundet sig til at være far for vores barn vi har nu...har han gjort mig gravid, for at gøre mig glad og lykkelig, men det har endnu mere gjort mig ked, at han ikke selv har ønsket det sådan, og melder desværre ud når jeg er blevet gravid.. jeg skal have ringet til lægen i morgen.. )': jeg er ulykkelig... men bliver aldrig lykkelig hvis jeg beholder barnet, for jeg magter ik stå med to alene, hvor han skal have ekstrem meget hjælp til at være sammen med begge børn, da det gælder pasning og alt hvad det passer sig ind... Har lige fået en snak med min mor om det, og hun siger det bedst med en abort, og vente til han engang er klar, fremfor vi risikere miste børnene fordi en af os trækker os tilbage.... Hjælp hvad skal jeg gøre/; vores liv er allerede halvt hårdt som det er, men havde fandme ik regnet med han alligevel ik ville have et barn mere,

 

 

havde en veninde der stod i samme situation. og må være ærlig at sige at det at hun måtte få aborten pga han ikke ville alligevel ødelagde deres forhold. du skal huske at det er dig og kun dig der går det i gennem, både fysisk og psykisk. syns også det er super synd at du skal gennem det indgreb når det var planlagt... jeg skriver ikke det her fordi jeg ønsker at så tvivl da jeg er sikker på det har været svært at komme til denne konklusion, men bare husk at have dig selv med hele vejen.

stort Louise

Anonym skriver:

Ja.. ligemeget hvad jeg næsten vælger, så blir det absolute ikke nemt.. Men jeg vælger ved at gå igennem en provokeret abort som den bedste fremtid for min lille familie. Vi havde planlagt graviditeten rigtig rigtig længe, og det tog os 8 måneder): det er ikke længe siden jeg hoppede og dansede over en smuk positiv test ): men min kæreste var dersværre ikke lykkelig, da det der gik op for ham, at han faktisk ikke ønskede flere børn udover det barn vi har nu.. hele familien siger kun hans beslutning er det bedste, da et barn skal være ønsket. Han smed åbenbart bomben da jeg endelig blev gravid, og jeg frygter det vil være for hårdt med endnu, en hvis ikke vi står 100% med det begge to! bare tanken om at to børn ender med at blive mit ansvar, fordi han egentlig har meldt ærligt ud, og først lige har vundet sig til at være far for vores barn vi har nu...har han gjort mig gravid, for at gøre mig glad og lykkelig, men det har endnu mere gjort mig ked, at han ikke selv har ønsket det sådan, og melder desværre ud når jeg er blevet gravid.. jeg skal have ringet til lægen i morgen.. )': jeg er ulykkelig... men bliver aldrig lykkelig hvis jeg beholder barnet, for jeg magter ik stå med to alene, hvor han skal have ekstrem meget hjælp til at være sammen med begge børn, da det gælder pasning og alt hvad det passer sig ind... Har lige fået en snak med min mor om det, og hun siger det bedst med en abort, og vente til han engang er klar, fremfor vi risikere miste børnene fordi en af os trækker os tilbage.... Hjælp hvad skal jeg gøre/; vores liv er allerede halvt hårdt som det er, men havde fandme ik regnet med han alligevel ik ville have et barn mere,

 

 

Ja undskyld mig men sikke en klaphat. Hvis han skulle vende sig til det barn  har nu og ikke mener han kan klare en mere så lyder det mere som om der ligger andet bag. Selvfølgelig kan du klare 2 børn, (hvis du slevfølgelig helst ikke vil abortere) men i er 2 om at lave børn og man må sgu stå ved det. Da min kæreste og mig begyndte at date for 14 år siden blev jeg gravid hurtigt og fik da e abort. Den tynger os stadig al den tid efter fordi jeg har været gravid 6 gange og der "kun" er kommet 1 ud af det og 1 der er på vej. Du aner ikke om du så står til at miste af dig selv flere gange bagefter også vil du især tænke over det.

Valget er dit men han burde sgu lige ha holdt dilleren ude hvis du ikke skulle være gravid.

 

Masse  til dig i din svære tid.

Tanker herfra

Hvor jeg dog føler med dig!!!!.

Jeg ville nok ikke kalde det "en ærlig sag" , for det er jo alt andet end ærlig din mand har været. At han kan få sig selv til at du skal gå igennem, det der vil komme i tiden herefter lige meget, hvad du vælger, er jeg rystet over!!!! Jeg ved ikke rigtig hvad jeg mere skal sige......Men hold op, hvor ser din verden dog uretfærdig ud lige nu.

Til dig.....håber I finder den bedste løsning - også for dig!!!

Hold op hvor sider jeg med en, og kun en tanke i hovedet... Og det er at han da godt nok er en egoist... 

 

Hvordan kan man sexe og så først efterfølgende melde sådan noget ud.. Synes virkelig der er mange ting i det han har gjort. Hvordan skal du nogensinde kunne stole på ham igen, hvordan kan i nogensinde få et ligeværdigt forhold.. En abort er noget begge skal gå ind til med ligefølelser, altså enten skal begge ville det, eller også skal begge være dybt ulykkelige men se det som den eneste udvej.. Her vil I være meget ulige, aborten er hans ønske, ikke dit, og det er din krop der fysisk pg psykisk skal gennem det.. Ovenpå en abort har man brug for støtte og omsorg, vil han kunne give dig det når han inderst inde føler sejr??? 

 

Jeg skriver ikke dette for at du skalbeslutte noget udfra det skrevne, blot de tanker jeg fyldes af, og hvordan jeg ville ha det hvis jeg var i dine sko... Føler virkelig med dig.. 

 

Og en sidste bemærkning.. Jeg synes din samlever handler direkte respektløst overfor folk der kæmper for at få børn når han tager sådan på det, samt overfor det lille væsen i din mave som allerede er påbegyndt rejsen til liv... 

Anonym skriver:

Ja.. ligemeget hvad jeg næsten vælger, så blir det absolute ikke nemt.. Men jeg vælger ved at gå igennem en provokeret abort som den bedste fremtid for min lille familie. Vi havde planlagt graviditeten rigtig rigtig længe, og det tog os 8 måneder): det er ikke længe siden jeg hoppede og dansede over en smuk positiv test ): men min kæreste var dersværre ikke lykkelig, da det der gik op for ham, at han faktisk ikke ønskede flere børn udover det barn vi har nu.. hele familien siger kun hans beslutning er det bedste, da et barn skal være ønsket. Han smed åbenbart bomben da jeg endelig blev gravid, og jeg frygter det vil være for hårdt med endnu, en hvis ikke vi står 100% med det begge to! bare tanken om at to børn ender med at blive mit ansvar, fordi han egentlig har meldt ærligt ud, og først lige har vundet sig til at være far for vores barn vi har nu...har han gjort mig gravid, for at gøre mig glad og lykkelig, men det har endnu mere gjort mig ked, at han ikke selv har ønsket det sådan, og melder desværre ud når jeg er blevet gravid.. jeg skal have ringet til lægen i morgen.. )': jeg er ulykkelig... men bliver aldrig lykkelig hvis jeg beholder barnet, for jeg magter ik stå med to alene, hvor han skal have ekstrem meget hjælp til at være sammen med begge børn, da det gælder pasning og alt hvad det passer sig ind... Har lige fået en snak med min mor om det, og hun siger det bedst med en abort, og vente til han engang er klar, fremfor vi risikere miste børnene fordi en af os trækker os tilbage.... Hjælp hvad skal jeg gøre/; vores liv er allerede halvt hårdt som det er, men havde fandme ik regnet med han alligevel ik ville have et barn mere,

 

 

 Hvor kan jeg blive sur på sådan en "mand"!

Jeg tror du skal tænke dig rigtig godt om. Når først aborten er fuldført, kan du ikke lave det om, og jeg er ikke sikker på du vil kunne tilgive ham i længden......Så set fra mit synspunkt, kan du ende med = kæreste og = baby ( som du jo ønsker).

Kan godt forstå det skræmmer dig at skulle være alene med 2 børn ligenu,men du kan sagtens klare det.

Og husk, man fortryder kun de børn man ikke får.

Knus og held og lykke