Min søn er nu 14 mdr, men har først nu kunne skrive beretningen ned. Både da vi har haft travlt, men også da det var et forløb jeg har haft det enormt svært ved, og nu føler behov for at få det skrevet ned, især da fødslen af lillesøster, venter lige om hjørnet.
Med min søn, blev jeg syg af svangerskabsforgiftning. Jeg blev indlagt på gynækologisk, og kom på en 4 mands stue. delte først stue med en gravid, som kom hjem dagen efter, og om aftenen kom 2 nye til. De kunne på ingen måde få styr på mit blodtryk, selv på højeste dosis. fik at vide jeg knap måtte gå på toilet, ikke måtte se tv eller få besøg, og så kunne jeg ligge der, mens de 2 andre havde deres mænd på besøg, og sad og hujede og hyggede til håndboldfinalen. De glemte at tage mad fra da jeg skulle ned og sættes igang, og blev rigtig ked af jeg bare lå derovre i hjørnet, og blev glemt, mens de andre blev serviceret og fik hjælp og information.
2 dage efter indlæggelse, var der jeg blev sat igang, og dagen efter kom jeg jeg på fødegangen.Det var utrolig hårdt, især da de konstant vejede frem og tilbage mellem fødsel og kejsesnit. Det lykkedes dem at tage vandet, om eftermiddagen på dag 2, men intet skete, fik slet ikke stærke veer nok, og fik sent om aftenen lagt epidural. efter 37 hårde timer med stikpiller, ve-drop og utallige kurver, undersøgelser osv, blev vores søn taget ved akut kejsersnit. Jeg var meget dårlig efter, og mange ting har jeg først kunne genkalde i hukommelsen efterfølgende. Jeg blev efter opvågning kørt på barselsgangen, men var så dårlig og udmattet jeg ikke har kunnet holde mig vågen, og derfor fik lov at sove.
Resultat var, at da jeg vågnede om formiddagen, helt fra den og konfus, og stadig meget dårlig grundet svangerskabsforgiftningen, og ikke anede hvad der foregik, gik der lidt før jeg sådan fik genkaldt at jeg vist havde født, og hov hvad blev kønnet, og hvor var barnet egentlig.... lå bare der alene og helt forvirret, telefonen ringede, og min biologiske far og hans kæreste var på vej, og de vendte ikke om for nu var de halvvejs, og jeg havde jo ikke svaret på deres smsér... blev endnu mere forvirret og fik ringet efter en, som kunne fortælle at min søn lå på neonatal.
Min biofar ville så køre og komme igen, når jeg skulle op og se min søn.
kl 1 blev jeg kørt op, og fik første møde efter opvågningen, med min lille søn, og første gang jeg var vågen nok til rigtig at få tid med ham. Han lå i kuvøse, men kom ud og lå hos mig. min biofar og hans kone, ankom, og da det var udenfor besøgstid, kunne jeg høre de diskuterede med personalet ude på gangen, jeg blev ikke spurgt om jeg ønskede besøg, og det endte med de kom ind til os. Min biofar tog billeder, mens jeg lå der, og følte mig lidt overrumblet, og var glad da de gik igen.
Dagene efter var forfærdelige, jeg var syg, og kunne samtidig ikke tåle de smertestillende, for kejsersnittet, og min lille søn lå på neonatal, og der blev konstant hevet i mig fra alle sider, neonatal, for at jeg skulle op og give mad, og tage mig af min søn, skulle den første dag gå maks 1 time fra amnings start til amningsstart, derefter var det maks hver 2 timer fra start til start, og skulle nå både at give sonde, ligge og senere give bryst, og malke ud. efterlod ingen tid til overs, men blev hevet i fra barselsgangen, om jeg skulle hvile, pga mit blodtryk, de skulle måle konstant da det var alt for højt, og missede flere måltider, så jeg måtte leve primært af yoghurt. derudover kom der gæster og ville besøge, og min biofar var utrolig anmasende ang billederne han havde taget. han ønskede at vise dem frem til hans 50 års fødselsdagsfest i weekenden, hvilket jeg ikke kunne klare tanken om, da jeg synes jeg viste alt for meget bryst, og samtidig havde det svært med de billeder, især da jeg så så syg ud. der var ingen forståelse, trods jeg tilbød at tage nye vi kunne sende på mail, eller komme forbi med, eller han måtte komme og tage nogle nye billeder, intet var godt nok, og han blev så sur han på et tidspunkt nægtede at tale med mig. De blev ved at give ønske om vi kom til festen, og skulle tage vores søn med, hvilket selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre, og da de endelig forstod det, kunne vi jo selv komme, også bare et par timer. min biofars kæreste, ville endda have jeg skulle sidde syg i hospitalstøj, og lave en video med den tale på, jeg havde skrevet til min biofar, hvilket jeg hverken ville eller havde tid til.
Efter 5 dage, kom vores søn ned til mig på barselsgangen, og her fortsatte udmalkning, amning og sonde, og kæmpede for at hænge sammen, da jeg stort set ingen søvn fik. Samtidig var jeg rigtig ked af det, pga det som skete i forhold til min biofar, og var rigtig ked af den manglende forståelse, og følte mig verbalt angrebet, da jeg bla fik at vide jeg nu måtte tage mig sammen og at jeg var en dårlig datter, midt i jeg egentlig havde brug for støtte.
1 uge efter vi var blevet forældre, kom jeg over på storken, hvor jeg var med vores søn, indtil vi blev udskrevet efter 14 dage. Han fik sonden ud dagen inden vi kom hjem, og set i bakspejlet burde vi være blevet dernede længere da vi fik problemer efter vi kom hjem, hvor han tabte sig og stadig kæmpede med amning, udmalkning og flaske med supplering.
Det var en hård oplevelse, og elsker min søn, men håber meget på en noget bedre oplevelse denne gang (venter lillesøster, med termin om 4 uger) Samtidig har jeg denne gang ikke min biofar og hans kæreste til at forstyrre, da jeg for snart ½ år siden valgte, ikke have dem som en del af vores liv længere.
Hårdt og skulle skrive det hele ned, men samtidig en stor overvindelse at det nu er gjort, og samtidig en lettelse.
Anmeld
