pain is temporary. Quiting lasts forever.
Anonym skriver:
Det er nu efter længere tid blevet besluttet at min 2-årige søn skal tvangsfjernes

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med mit liv nu. Fremover vil jeg kun komme til at se ham en enkelt gang om ugen, hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til! Jeg kan slet ikke klare tanken om at han skal i plejefamilie og at det ikke længere er mig, der er hans primære omsorgsgiver. Jeg er så fuld af vrede lige nu at det ikke kan beskrives!!! Jeg er bange for jeg ikke vil være i stand til at overdrage ham til plejefamilien.
Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til venner og familie. Mange af dem ved ikke at jeg har været i kommunens søgelys. Hvordan skal jeg takle denne her situation?????? Hvad skal jeg sige til folk??
Det gør mig ondt at læse. Jeg kan slet ikke forestille mig, at stå i den situation. Det må være forfærdligt.
Du må tale med barnets sagsbehandler og høre om der er mulighed for en støtte/kontaktperson du kan tale med.
Ellers synes jeg også det er vigtigt du betror dig til en person, så du kan tale om hele forløbet åbent og ærligt og uden skam.
I forhold til folk omkring dig, altså hvad du skal sige: så prøv at se det på den måde: Dit barn bliver ikke tvangsfjernet, men anbragt i en periode til du er klar igen.
Nu kender jeg ikke til din situation, men jeg ved at kommunerne ikke tager uoverjvejede beslutninger. Der er tænkt på barnets trivsel og se det som en periode hvor både du og dit barn kan udvilke Jer personligt. Det er ikke en skam.
Held og lykke til dig. Jeg håber du kan få det bedste ud af situationen og du får din søn igen.
p.s. Du har ret til at anke beslutningen, men overvej nøje om det er dine behov der bliver dækket eller om det er for dit banrs bedste.
Anmeld