Arhmen gu' jeg har fået nok nu!!!!

Af svigermor!!! Vil starte med at sige at jeg virkelig elsker min svigermor, men for s***n hun kan drive mig til vanvid når det kommer til MIN søn!

Hun havde i går inviteret på aftensmad til i aften, hvilket vi havde takket ja til. Min svigerinde ringer i formiddagdags og spørger om hun må hente Xander efter hans middagslur og hygge med ham til mig og manden kom derned. Og selvfølgelig måtte hun da det. 

Nå, men hun vælger så at følge mig hjem omkring kl 19.00 (skal hjem og putte Xander, han kommer i seng kl 19 hver aften) Hun mente ikke at jeg kunne klare at komme op af trappen med ham og min taske og en pakke bleer hun havde foræret os. Nu er det bare sådan at jeg er vant til at vade op og ned af den trappe med Xander på den ene arm og noget andet i den andet. Så siger til hende at det altså virkelig ikke behøves, jeg kan sagtens klare mig. Dette accepterer hun så ikke helt. Ved godt at det bare er for at være sød, men omkring Xanders puttetid har han altså ikke brug for at der er en masse påstyr omkring ham, så vil helst klare det alene.

På vejen hjem ser hun at Xander er ved at falde i søvn, og siger gud hjælpe mig at det da også er fordi han har været ude sammen med dem i dag og fordi han har fået ordentlig mad!!!! HAN FÅR SGU ORDENTLIG MAD HVER DAG!

Og nårh ja, det er også fordi han har været sammen med hende og min svigerinde i dag og at de har været ude og gå så derfor er han træt. Vi er ude og gå hver dag. Og har jeg en dag hvor jeg f.eks er syg og vi ikke kommer ud, falder han alligevel i søvn kl 19.... 

Hvorfor i alverden er det at jeg bare ikke er god nok?! Hun bliver VED med at fortælle mig hvordan jeg skal gøre, som om at jeg ikke gør tingene godt nok. Har flere gange konfronteret hende med dette, og hun bliver utrolig ked af det når jeg siger det til hende, og siger at hun jo bare gør det i den bedste mening, hvilket jeg også godt ved. Men hun får mig til at føle mig utilstrækkelig gang på gang, og jeg magter et virkelig ikke.

Manden min har også snakket med hende om det, og hun lover gang på gang at det nok skal blive bedre, men det bliver tværtimod værre og værre for hver gang jeg er sammen med hende.

Nu er Xander godt nok kun 9 måneder, men jeg er begyndt at sige nej til ham, og avav når han f.eks bider. Dette sidder de bare og griner af, og det er virkelig også en ting der går mig rigtig meget på, jeg finder det utrolig provokerende. 

Er der nogen der har et godt råd til hvad jeg skal stille op? - Jeg magter ikke det her mere, og er efterhånden ved at overveje om jeg ikke bare skal holde mig væk derfra.

 fra Stéphanie

Stéphanie skriver:

Af svigermor!!! Vil starte med at sige at jeg virkelig elsker min svigermor, men for s***n hun kan drive mig til vanvid når det kommer til MIN søn!

Hun havde i går inviteret på aftensmad til i aften, hvilket vi havde takket ja til. Min svigerinde ringer i formiddagdags og spørger om hun må hente Xander efter hans middagslur og hygge med ham til mig og manden kom derned. Og selvfølgelig måtte hun da det. 

Nå, men hun vælger så at følge mig hjem omkring kl 19.00 (skal hjem og putte Xander, han kommer i seng kl 19 hver aften) Hun mente ikke at jeg kunne klare at komme op af trappen med ham og min taske og en pakke bleer hun havde foræret os. Nu er det bare sådan at jeg er vant til at vade op og ned af den trappe med Xander på den ene arm og noget andet i den andet. Så siger til hende at det altså virkelig ikke behøves, jeg kan sagtens klare mig. Dette accepterer hun så ikke helt. Ved godt at det bare er for at være sød, men omkring Xanders puttetid har han altså ikke brug for at der er en masse påstyr omkring ham, så vil helst klare det alene.

På vejen hjem ser hun at Xander er ved at falde i søvn, og siger gud hjælpe mig at det da også er fordi han har været ude sammen med dem i dag og fordi han har fået ordentlig mad!!!! HAN FÅR SGU ORDENTLIG MAD HVER DAG!

Og nårh ja, det er også fordi han har været sammen med hende og min svigerinde i dag og at de har været ude og gå så derfor er han træt. Vi er ude og gå hver dag. Og har jeg en dag hvor jeg f.eks er syg og vi ikke kommer ud, falder han alligevel i søvn kl 19.... 

Hvorfor i alverden er det at jeg bare ikke er god nok?! Hun bliver VED med at fortælle mig hvordan jeg skal gøre, som om at jeg ikke gør tingene godt nok. Har flere gange konfronteret hende med dette, og hun bliver utrolig ked af det når jeg siger det til hende, og siger at hun jo bare gør det i den bedste mening, hvilket jeg også godt ved. Men hun får mig til at føle mig utilstrækkelig gang på gang, og jeg magter et virkelig ikke.

Manden min har også snakket med hende om det, og hun lover gang på gang at det nok skal blive bedre, men det bliver tværtimod værre og værre for hver gang jeg er sammen med hende.

Nu er Xander godt nok kun 9 måneder, men jeg er begyndt at sige nej til ham, og avav når han f.eks bider. Dette sidder de bare og griner af, og det er virkelig også en ting der går mig rigtig meget på, jeg finder det utrolig provokerende. 

Er der nogen der har et godt råd til hvad jeg skal stille op? - Jeg magter ikke det her mere, og er efterhånden ved at overveje om jeg ikke bare skal holde mig væk derfra.

 fra Stéphanie

Åhh .. 

Jeg ville nok holde en lille pause fra hende tror jeg 

morethanperfect skriver:

Åhh .. 

Jeg ville nok holde en lille pause fra hende tror jeg 

Det tror jeg også det ender med at jeg gør, det andet her det er alt for hårdt kan jeg mærke. Magter det simpelthen ikke længere..

Stéphanie skriver:

Af svigermor!!! Vil starte med at sige at jeg virkelig elsker min svigermor, men for s***n hun kan drive mig til vanvid når det kommer til MIN søn!

Hun havde i går inviteret på aftensmad til i aften, hvilket vi havde takket ja til. Min svigerinde ringer i formiddagdags og spørger om hun må hente Xander efter hans middagslur og hygge med ham til mig og manden kom derned. Og selvfølgelig måtte hun da det. 

Nå, men hun vælger så at følge mig hjem omkring kl 19.00 (skal hjem og putte Xander, han kommer i seng kl 19 hver aften) Hun mente ikke at jeg kunne klare at komme op af trappen med ham og min taske og en pakke bleer hun havde foræret os. Nu er det bare sådan at jeg er vant til at vade op og ned af den trappe med Xander på den ene arm og noget andet i den andet. Så siger til hende at det altså virkelig ikke behøves, jeg kan sagtens klare mig. Dette accepterer hun så ikke helt. Ved godt at det bare er for at være sød, men omkring Xanders puttetid har han altså ikke brug for at der er en masse påstyr omkring ham, så vil helst klare det alene.

På vejen hjem ser hun at Xander er ved at falde i søvn, og siger gud hjælpe mig at det da også er fordi han har været ude sammen med dem i dag og fordi han har fået ordentlig mad!!!! HAN FÅR SGU ORDENTLIG MAD HVER DAG!

Og nårh ja, det er også fordi han har været sammen med hende og min svigerinde i dag og at de har været ude og gå så derfor er han træt. Vi er ude og gå hver dag. Og har jeg en dag hvor jeg f.eks er syg og vi ikke kommer ud, falder han alligevel i søvn kl 19.... 

Hvorfor i alverden er det at jeg bare ikke er god nok?! Hun bliver VED med at fortælle mig hvordan jeg skal gøre, som om at jeg ikke gør tingene godt nok. Har flere gange konfronteret hende med dette, og hun bliver utrolig ked af det når jeg siger det til hende, og siger at hun jo bare gør det i den bedste mening, hvilket jeg også godt ved. Men hun får mig til at føle mig utilstrækkelig gang på gang, og jeg magter et virkelig ikke.

Manden min har også snakket med hende om det, og hun lover gang på gang at det nok skal blive bedre, men det bliver tværtimod værre og værre for hver gang jeg er sammen med hende.

Nu er Xander godt nok kun 9 måneder, men jeg er begyndt at sige nej til ham, og avav når han f.eks bider. Dette sidder de bare og griner af, og det er virkelig også en ting der går mig rigtig meget på, jeg finder det utrolig provokerende. 

Er der nogen der har et godt råd til hvad jeg skal stille op? - Jeg magter ikke det her mere, og er efterhånden ved at overveje om jeg ikke bare skal holde mig væk derfra.

 fra Stéphanie

Stéphanie skriver:

Af svigermor!!! Vil starte med at sige at jeg virkelig elsker min svigermor, men for s***n hun kan drive mig til vanvid når det kommer til MIN søn!

Hun havde i går inviteret på aftensmad til i aften, hvilket vi havde takket ja til. Min svigerinde ringer i formiddagdags og spørger om hun må hente Xander efter hans middagslur og hygge med ham til mig og manden kom derned. Og selvfølgelig måtte hun da det. 

Nå, men hun vælger så at følge mig hjem omkring kl 19.00 (skal hjem og putte Xander, han kommer i seng kl 19 hver aften) Hun mente ikke at jeg kunne klare at komme op af trappen med ham og min taske og en pakke bleer hun havde foræret os. Nu er det bare sådan at jeg er vant til at vade op og ned af den trappe med Xander på den ene arm og noget andet i den andet. Så siger til hende at det altså virkelig ikke behøves, jeg kan sagtens klare mig. Dette accepterer hun så ikke helt. Ved godt at det bare er for at være sød, men omkring Xanders puttetid har han altså ikke brug for at der er en masse påstyr omkring ham, så vil helst klare det alene.

På vejen hjem ser hun at Xander er ved at falde i søvn, og siger gud hjælpe mig at det da også er fordi han har været ude sammen med dem i dag og fordi han har fået ordentlig mad!!!! HAN FÅR SGU ORDENTLIG MAD HVER DAG!

Og nårh ja, det er også fordi han har været sammen med hende og min svigerinde i dag og at de har været ude og gå så derfor er han træt. Vi er ude og gå hver dag. Og har jeg en dag hvor jeg f.eks er syg og vi ikke kommer ud, falder han alligevel i søvn kl 19.... 

Hvorfor i alverden er det at jeg bare ikke er god nok?! Hun bliver VED med at fortælle mig hvordan jeg skal gøre, som om at jeg ikke gør tingene godt nok. Har flere gange konfronteret hende med dette, og hun bliver utrolig ked af det når jeg siger det til hende, og siger at hun jo bare gør det i den bedste mening, hvilket jeg også godt ved. Men hun får mig til at føle mig utilstrækkelig gang på gang, og jeg magter et virkelig ikke.

Manden min har også snakket med hende om det, og hun lover gang på gang at det nok skal blive bedre, men det bliver tværtimod værre og værre for hver gang jeg er sammen med hende.

Nu er Xander godt nok kun 9 måneder, men jeg er begyndt at sige nej til ham, og avav når han f.eks bider. Dette sidder de bare og griner af, og det er virkelig også en ting der går mig rigtig meget på, jeg finder det utrolig provokerende. 

Er der nogen der har et godt råd til hvad jeg skal stille op? - Jeg magter ikke det her mere, og er efterhånden ved at overveje om jeg ikke bare skal holde mig væk derfra.

 fra Stéphanie

Det problem vil altid være der og nej det er ikke altid kun svigermødre men også sin egen mor... og tror bare man skal blive ved med at sige nej, men nu hvor hun ikke forstår det, så synes jeg også du skal holde en pause fra hende ...

Månsson skriver:

Lyder meget bekendt

Åh nej, har du også sådan en????

LevisMor skriver:

Det problem vil altid være der og nej det er ikke altid kun svigermødre men også sin egen mor... og tror bare man skal blive ved med at sige nej, men nu hvor hun ikke forstår det, så synes jeg også du skal holde en pause fra hende ...

Har heldigvis en mor der ikke kommer med råd med mindre jeg selv spørger efter det.

Det bliver vidst godt nok også til en pause, magter virkelig ikke det her mere.

Stéphanie skriver:

Åh nej, har du også sådan en????

Yeps det startede helt i graviditeten.. Så nu bliver min datter passet når vi ska derover for det meste eller også tager jeg tidlig hjem gider ik høre på det.. Har råbt "kan vi blive enige om det er mit barn og for fanden er mig der har hende 24timer i døgnet så luk" den faldte ikke i go jord

Tror også det problem er uundgåeligt - men ja virkelig irriterende!

Månsson skriver:

Yeps det startede helt i graviditeten.. Så nu bliver min datter passet når vi ska derover for det meste eller også tager jeg tidlig hjem gider ik høre på det.. Har råbt "kan vi blive enige om det er mit barn og for fanden er mig der har hende 24timer i døgnet så luk" den faldte ikke i go jord

Haha, kan lige se min svigermor i hovedet hvis jeg havde råbt det. Tror ikke at hun ville være i stand til at svare overhovedet  Men virkelig fedt at du virkelig har sagt fra overfor hende!