Ann Christina skriver:
Jeg har også lagt en del af dette opslag under min mødregruppe, men kan se, at det passer bedre ind her... Det hjælper på en eller anden mærkelig måde at dele min historie...
Jeg troede aldrig at det skulle ramme os... Vi var til MD-scanning i fredags og efter jeg glad havde sagt til hende der scannede os, at vi gerne ville vide kønnet, hvis det kunne ses, blev hun bare helt hvid i hovedet. Jeg husker ikke præcis hvad der skete, men jeg husker denne sætning: "Jamen, Christina, jeg er jo nødt til at fortælle jer hvis jeg kan se der er noget galt..." Vores lille barn havde multiple misdannelser, og der var intet der kunne gøres. Der blev taget en fostervandsprøve med det samme og søgt om dispensation om abort. Jeg skulle føde mit lille barn 20 uger for tidligt. Vi måtte vente hele weekenden... Tre LANGE nætter.... Mange timers gråd... Det gjorde det ikke mindre virkeligt... Den surrealistiske situation, som jeg gennemlever gang på gang, time efter time, dag efter dag, nat efter nat, ER sket, og vi måtte i tirsdags sige farvel til vores lillebitte barn.
Jeg har båret dette barn halvvejs af tiden, og har hele tiden fået af viden, at min bekymring var unødig - der sker så godt som ALDRIG noget, når først uge 12 scanningen var ok - "du skal ikke bekymre dig om uge 20 scanningen..!"
Der er ikke nogensinde nogen der igen skal sige, at "det sker så sjældent...", for det sker! Og ikke kun for naboen...
Vi er så ulykkelige og især morgerne og nætterne er svære - måske fordi jeg altid tænkte som det første inden jeg stod op og det sidste inden jeg gik i seng: "Jaah, hvor er livet dejligt! -Jeg er gravid" Men livet er slet ikke dejligt lige nu, og jeg føler mig så tom inden i. - Hvordan er det meningen at man skal komme videre efter sådan noget her?! Hvad er meningen med at nogle børn kun skal strejfe jorden på denne måde?
Drømmene om vores lille barn er revet væk fra mig - alt, alt for tidligt....
Viser min dybeste medfølelse! Føj.. hvor er det barskt at det sker 
