Jeg troede bare aldrig det skulle ske for mig....

Jeg har også lagt en del af dette opslag under min mødregruppe, men kan se, at det passer bedre ind her... Det hjælper på en eller anden mærkelig måde at dele min historie...

Jeg troede aldrig at det skulle ramme os... Vi var til MD-scanning i fredags og efter jeg glad havde sagt til hende der scannede os, at vi gerne ville vide kønnet, hvis det kunne ses, blev hun bare helt hvid i hovedet. Jeg husker ikke præcis hvad der skete, men jeg husker denne sætning: "Jamen, Christina, jeg er jo nødt til at fortælle jer hvis jeg kan se der er noget galt..." Vores lille barn havde multiple misdannelser, og der var intet der kunne gøres. Der blev taget en fostervandsprøve med det samme og søgt om dispensation om abort. Jeg skulle føde mit lille barn 20 uger for tidligt. Vi måtte vente hele weekenden... Tre LANGE nætter.... Mange timers gråd... Det gjorde det ikke mindre virkeligt... Den surrealistiske situation, som jeg gennemlever gang på gang, time efter time, dag efter dag, nat efter nat, ER sket, og vi måtte i tirsdags sige farvel til vores lillebitte barn.

Jeg har båret dette barn halvvejs af tiden, og har hele tiden fået af viden, at min bekymring var unødig - der sker så godt som ALDRIG noget, når først uge 12 scanningen var ok - "du skal ikke bekymre dig om uge 20 scanningen..!"

Der er ikke nogensinde nogen der igen skal sige, at "det sker så sjældent...", for det sker! Og ikke kun for naboen...

Vi er så ulykkelige og især morgerne og nætterne er svære - måske fordi jeg altid tænkte som det første inden jeg stod op og det sidste inden jeg gik i seng: "Jaah, hvor er livet dejligt! -Jeg er gravid" Men livet er slet ikke dejligt lige nu, og jeg føler mig så tom inden i. - Hvordan er det meningen at man skal komme videre efter sådan noget her?! Hvad er meningen med at nogle børn kun skal strejfe jorden på denne måde?

Drømmene om vores lille barn er revet væk fra mig - alt, alt for tidligt....

vil ikke forlade tråden uden et hvor må det bare være mega  hårdt

Ved at intet jeg kan sige, vil gøre sorgen mindre eller tabet lettere, men jeg sender min dybeste medfølelse og mine tanker til dig og din familie.

Nej nej nej søde, søde dig - hvor ér jeg ked af det på jeres vejne!! 

 

ved slet ikke hvad jeg skal skrive, for det hjælper intet alligevel 

Først kæmpe kram
selvom det sjældent sker, sker det jo desværre for nogle, og er så frygteligt
Håber i får alt den hjælp i har brug for, for at komme videre

Kæmpe kæmpe kram, ved desværre ikke hvad jeg ellers skal sige, er jo så frygteligt

Hold op hvor din historie rører mig meget - sidder og græder på dine vegne...! Frygtede det selv mere end noget andet til begge scanninger, og er stadig bekymret for om noget skulle gå galt. Det er jo det værste i hele verden som kan ske for en gravid

Min dybeste medfølelse til dig og din kæreste/mand!!

Håber snart du får en ny guldklump i maven, selvom det ikke bliver det samme. Men næste graviditet må du love mig at nyde, selvom du vil være bange hele vejen igennem.

Stort knus til dig!  Kærlig hilsen Nadia.

Sikke en forfærdelig oplevelse - et slemt mareridt. Jeg kan ikke sige noget der trøster og afhjælper jeres tab, men du skal da have et kæmpekram og en masse tanker herfra.

Ved slet ikke hvad jeg skal skrive for ingen ord kan gøre jeres smerte og sorg mindre.
men Ville ikke bare gå vidrere uden at sende et varmt knus 

Jeg ved ikke om der er en mening, da jeg stadig leder efter den. Du
fortjener masser af kys og kram i den hård tid. Og ja, det hjælper faktisk at skrive om det, men husk også at snakke med dine nære venner og familie, de skal vide, hvordan du har det og føler omkring det hele.


Hilsen en der ventede tvillinger, alt normalt og kommer til en almindelig vækst scanning i 24. uge, så var den ene død.

sender jer en kæmpe krammer