Ann Christina skriver:
Jeg har også lagt en del af dette opslag under min mødregruppe, men kan se, at det passer bedre ind her... Det hjælper på en eller anden mærkelig måde at dele min historie...
Jeg troede aldrig at det skulle ramme os... Vi var til MD-scanning i fredags og efter jeg glad havde sagt til hende der scannede os, at vi gerne ville vide kønnet, hvis det kunne ses, blev hun bare helt hvid i hovedet. Jeg husker ikke præcis hvad der skete, men jeg husker denne sætning: "Jamen, Christina, jeg er jo nødt til at fortælle jer hvis jeg kan se der er noget galt..." Vores lille barn havde multiple misdannelser, og der var intet der kunne gøres. Der blev taget en fostervandsprøve med det samme og søgt om dispensation om abort. Jeg skulle føde mit lille barn 20 uger for tidligt. Vi måtte vente hele weekenden... Tre LANGE nætter.... Mange timers gråd... Det gjorde det ikke mindre virkeligt... Den surrealistiske situation, som jeg gennemlever gang på gang, time efter time, dag efter dag, nat efter nat, ER sket, og vi måtte i tirsdags sige farvel til vores lillebitte barn.
Jeg har båret dette barn halvvejs af tiden, og har hele tiden fået af viden, at min bekymring var unødig - der sker så godt som ALDRIG noget, når først uge 12 scanningen var ok - "du skal ikke bekymre dig om uge 20 scanningen..!"
Der er ikke nogensinde nogen der igen skal sige, at "det sker så sjældent...", for det sker! Og ikke kun for naboen...
Vi er så ulykkelige og især morgerne og nætterne er svære - måske fordi jeg altid tænkte som det første inden jeg stod op og det sidste inden jeg gik i seng: "Jaah, hvor er livet dejligt! -Jeg er gravid" Men livet er slet ikke dejligt lige nu, og jeg føler mig så tom inden i. - Hvordan er det meningen at man skal komme videre efter sådan noget her?! Hvad er meningen med at nogle børn kun skal strejfe jorden på denne måde?
Drømmene om vores lille barn er revet væk fra mig - alt, alt for tidligt....
Åh hvor der rører mig den historie. Kæmpe kram til jer.
Min bedste veninde var til jordemor da hun var 24 uger henne sidste år, hvor hun sad med en del andre gravide (Sådan et tilbud, hvor mange gravide kan sidde og dele spørgsmål og erfaringer) da hun så skulle høre hjertelyden, sagde damen meget rolig, at hun altså ikke lige kunne få ordentlig fat i hjertelyden. Så hun tog bare selv til Hjørring sygehus for lige at blive scannet, for jordemoderen var slet ikke bekymret. Så hun lå helt alene på sygehuset og fik at vide, at deres lille Christoffer var gået til. Da hun skrev til mig, sad jeg med min søn på et par måneder og krammede ham ekstra hårdt.
Hun er heldigvis gravid igen men der er 50/50% chance for at det sker igen. (noget med hendes livmoder) 
Sådan noget bør man bare ikke opleve! Basta!
/Mette - der ikke kan sige så meget andet end, hvor gør det ondt i hjertet at høre!
