En svær situation

Jeg har ikke læst alle de svar du har fået, men du får lige et par hurtige kommentar herfra.

Du kan ALDRIG stole 100% på et menneske med lavt selvværd. Det lave selv-værd gør at man bliver usikker på sit eget værd og om man er værd at elske. Derfor TØR man ganske simpelthen ikke være 100% ærlig.

Dernæst vil jeg sige, (og jeg aner slet ikke hvordan jeg skal få det formuleret så det lyder rigtigt, men indholdet er at jeg vil give dig et skulderklap). Dernæst vil jeg sige, at jeg tror at du har handlet helt rigtig i forhold til hende, altså gjort hende en tjeneste. Du har været åben og ærlig, men du har også sagt klart og tydeligt 'NEJ TAK' til at blive manupileret rundt med, at blive ført baglyset, osv. Det gør dig til et meget reelt menneske, og det har sådan en som hende (lav selv-værd) utrolig meget brug for. Så du skal (ud fra min overbevisning) ikke fortryde noget, eller tænke at du har været for hård ved hende, eller andet i den dur.

Aner ikke om du kan bruge det til noget, men nu trykker jeg 'send' alligevel

Jeg synes at du skal ha fundet ud af om det er dit barn!!! Hvis det er dit barn, skal du ha fundet ud af om du vil ha noget med det at gøre. Hvad jeg kan læse mig frem til, lyder det som om at du gerne vil. Så hvis du vil ville jeg gå rettens vej, så du kan komme til at se dit barn!!! Ved godt at det ikke vil være nemt, men hvis det er dit barn har den os ret til at se sin far!!!

Håber at du finder ud af det!!! Held og lykke

BetinaMørk skriver:

Hej...

Nu har jeg ikke læst det hele skimtede det bare igennem og jeg tror at det er Foreningen Far du mener malou men jeg er ikke sikker.

Jep... lige præcis Betina. Tak Jeg var pludselig helt blank.... smiler

Puha en historie... det er en rigtig svær situation og stå i, og det er bestemt ikke sjovt.... Har en kammerat der har æret ude for mere eller mindre det samme som dig, og det tog også super hårdt på ham alt det....
Han endte med og købe alle børnetingene, sælge sin lejlighed og købe hus i stedet, men så gik det ellers bare ned og bakke og de gik fra hinanden og han filk så at vide han ikek var faderen alligevel.. Men dette valgte han ikek og tro på, så han gik rettens vej og krævede dna test osv, ja alle de teste der kan tages... OG det viste sig at han var faderen, men at hun bare ikke ville indrømme det... Og så var det at det kom frem med hun havde hygget med rigtig mange andre fyre mens de havde dannet par, så hun var blevet i tvivl om hvem der havde gjort hende gravid!!

Men han vedkendte sig faderskabet med det samme, og da den lille kom til verden gik alle testene igang, og det tog meget langt tid før det hele var afklaret med han var faderen osv...

Det jeg prøver på og sige er, tænk godt over dit valg, før du vedkender dig faderskabet.. MEN sørg for guds skyld og få taget en DNA test, så du bliver helt 100% sikker på det er dit barn, og ikke en andens...

Og så vil jeg lige sige, det er super fantastisk flot du er kommet så langt som du er, det er det virkelig....

Held og lykke med det hele....

Karina

Zeta skriver:

Det er rigtigt, der er mange foreninger til Fædre, men mit indtryk er at det mere er en grædeklub end kompetancer, og det jeg søger her, er feedback fra kvinder, forståelse for hvad der sker bag ved en kvinde når hun er gravid. Det praktiske, når jeg når dertil, findes der stjerneadvokater til, pris er underordnet, det gælder et lille nyt menneskes fremtid, og min integritet naturligvis.

Pyha... en ting er hvad der sker med en gravid kvinde... hendes følelser og homoner osv. En anden ting er hvad der sker for en psykisk ustabil gravid kvinde!! Det kan ingen vist svarer på.. nok ikke engang hende selv!! En ting er dog sikkert ,man kan ikke stole på en psykisk syg og det er ikke ondt ment... de er nok ikke engang selv klar over det!! men de mener og gør een ting den ene dag... og noget andet eller tredjde næste dag! Mange psykisk belastede kvinder kan have mange sexpartnere fordi de har et lavt selvværd og den vej prøve at skabe noget "falsk tryghed".. men korthuset falder som regel hurtigt ned igen!! Jeg har selv været sammen med en manio/depres. mand i 5 år.. ind og ud af det system og tilsidst bliver man selv fuldstændig skør oveni hovedet!! Jeg aner ikke hvad du skal gøre.... hun er jo ikke særlig nem at blive klog på...

knus malou

1.000 tak for de mange svar og input. DET varmer indvendigt i en hård periode i mit liv. Tak allesammen!

Når det så er sagt så er det jeg går og tænker på, er hvordan jeg rent praktisk griber situationen an. Skal jeg være aktiv eller passiv? Og her tænker jeg følgende:

1) skal jeg skrive til Statsforvaltningen nu og gøre dem opmærksom på situationen, at jeg er potentiel far, og nævne de andre, og dermed bede dem starte en faderskabssag lige så snart barnet er født?

2) eller skal jeg afventer passivt på at Statsamtet tilskriver mig når moderen formentlig opgiver mig (det er jo sandsynligt at hun ikke gør dette) og andre?

Eller skal jeg i begge situationer vedkende mig faderskab? Det skaber 4 cases. Og som jeg skrev, selv foretage en NDA-test i england, og hvis den er negativ, bede Statsamtet starte en faderskabssag inden fristen på 6 mdr. fra anerkendelse?

Det er jo udfra den betragtning at der kan gå 6-18 mdr. fra faderskabssag anlægges til at det endelig er afklaret, og det er jo umenneskeligt! Kan iøvrigt ikke forstå at det skal tage så lang tid, men det er bare et faktum jeg må forholde mig til.

I har desværre ret i at man ikke kan stole på et menneske med lavt selvværd, jeg har ihvertfald mistet respekten fuldstændig for hende. Det gør stadig ondt indeni, men som I også skriver, jeg har rykket mig hurtigt og skal nok komme mig.

Kram til alle herfra

Jeg synes bestemt du skal gøre statsforvaltningen opmærksom på nu, at du eller en af de mange andre fyrer er fader til den lille... For tror bestemt ikke hun nævner noget selv....

Stod jeg i din situation ville jeg i hvert fald kontakte statsforvaltningen og få dem til at lave en faderskabssag så snart den lille bliver født, så du kan blive afklaret i din sag, så du ikke skal gå og tænke og gruble sådan for altid med om du er eller ikke er fadern til den lille....

Ønsker dig igen al held og lykke med det hele....

Karina

Hold da helt op en situation, tænk at kvinder også kan være sådan. Jeg er virkelig ked af det på dine vegne. Som flere allerede har skrevet, så har du gjort det rigtige, du har sagt nok er nok, det er flot gjort. Du er sgu en rigtig mand og med hjerte og hoved på rette sted.

Du spørg til hvad du skal gøre og der vil jeg sige at det du har tænkt dig, at anerkende og selv lave en test, og bagefter sætte faderskabssag igang, hvis den ikke viser et perfekt match, den virker rigtigt, så det vil jeg støtte dig i 110%!

Mine nakkehår rejste sig da jeg læste alle indlæggene flere gange, der er virkelig syge mennesker i denne verden. Men hvor er det flot at du er kommet så langt!

Alt det bedste herfra, knus
Annette

Jeg har nu sidder og læst denne tråd og pyha hvor må det være en svær situation, at sidde i!
Det lyder som kvinden er borderliner?
Det der bekymrer mig er, at kvinden skal være mor og om hun kan magte moderrollen. Der er jo op og nedture når man har et barn (eks gråd & søvn) og når kvinden hverken er psykisk stabil eller har opbakning fra familien/vennerne vækker det bekymringer i mig. Familiens kendskab til hendes psykiske tilstand er nok også årsagen til, at de reagerer som de gør når hun fortæller dem om graviditeten. Der går nok mange tanker igennem deres hoveder som de har svært ved, at rumme.

Jeg mener, at det mest hensigtsmæssige for dit vedkommende er, at søge om fælles myndighed således, at du kan være med til, at træffe de vigtige beslutninger i barnets liv samt for, at have udvist interesse fra starten af hvis hun eks blev indlagt igen el. lignende.
Jeg synes du bør skrive en mail til statsforvaltningen omkring de ting du nævner i denne tråd - allerede ved første mail henvendelse vil der blive oprettet et journalnummer på jer og derved er du også kommet situationen i forkøbet.
Jeg ved ikke om du selv har tænkt over dette eller om det blot er faderskabet der fylder lige nu - men du har pligt til, at oplyse om den kommende mors psykiske tilstand (hvis du ved noget) således, at socialforvaltningen kan "holde øje" med om hun magter rollen som mor - andet ville jeg mene var uforsvarligt.

Til sidst vil jeg ønske dig det bedste.

Zeta skriver:

Kære alle,

Jeg står i en meget svær situation, har spurgt alle venner og veninder, men vil gerne høre fra flere kvinder, da jeg gerne vil have en så positiv udgang på situationen som overhoved muligt, og det får jeg kun med indsigt og forståelse.

Jeg er en mand på 40, der i foråret mødte en sød stille kvinde i samme alder. Vi var kærester i knap 4 mdr. men der gik det efter 1-2 mdr. i lykke og glæde over i en trist situation. Det væltede nemlig ud med uafklarede ting, især fra et gammelt forhold (de var gift) og vi ved alle, at hvis ikke ens fortid er afklaret, så kan man ikke starte et nyt. Det prøvede jeg at forklare hende, og foreslog at hun tog kontakt til vedkommende, og søgte en psykolog/terapeut for at få det bearbejdet, for det kunne jeg ikke bidrage med, kun støtte.Vores forhold gik i stykker derefter.

Vi havde ikke nogen kontakt til hinanden, indtil hun kontaktede mig og bad mig om at mødes. Da jeg så hende fortalte hun mig, inden hun tog frakken af, at hun var gravid. Hun var et godt stykke henne og har termin i slutningen af april. Jeg fik naturligvis et kæmpe chock og mit første spørgsmål var, hvorfor har du ikke fortalt mig det før nu? Det kunne hun ikke svare på.

Hun spurgte om jeg ikke var glad, men jeg var mere chockeret og bekymret. Hun fortalte at hun 2 uger før, først havde fortalt sin familie det, på hendes fødselsdag. At hun var ked og skuffet over sine forældres reaktion, de sagde ikke et ord, kiggede ned i bordet eller loftet resten af aften, den eneste der spurgte ind til noget, var hendes svigerinde (hende storebrors kone). Hun viste mig en billed fra scanning og fortalte at barnet havde det godt. Hun fortalte mig også at hun havde oplyst ukendt far til jordmoderen, det undrede mig meget, og jeg fik ikke noget klart svar på hvorfor.

Da jeg gik derfra, var det med bekymring, tåre og i chock. Vi aftalte at tale sammen de efterfølgende dage, hun virkede bekymret pga min reaktion, og vi snakkede meget sammen. Jeg spurgte til hvordan vi skulle takle situationen, om hun ville have jeg skulle være en aktiv far, hvad med fælles forældremyndighed, alt det praktiske m.m. Hendes udgangspunkt var at hun ville bestemme alt og have forældremyndigheden, og jeg blev ked, fordi det mente jeg ikke var et ligeværdigt og ligevægtigt udgangspunkt. Men hun gav klart udtryk for at hun var bange for at jeg ville tage barnet fra hende!

Jeg blev naturligvis dybt bekymret over den udmelding, hvorfor den mistilid og frygt? Men hun har en fortid med en dyb depression, selvmordforsøg 3 år tilbage ifm. lavt selvværd, indlæggelse og et 2 årigt forløb hos en psykiater (noget hun fortalte mig dengang vi var kæreste og jeg spurgte ind til mange ting).

Jeg blev rigtig ked af det og forstod ikke denne mistilid og udgangspunktet.

Vi udviklede stærke følelser for hinanden igen, og begyndte at blive kærester igen. Jeg malede hendes stue og hjalp med mange praktiske ting. Vi kiggede på barnevogne og alt det praktiske, og tog en dag til Malmø og der købte jeg barnevogn, autostol, taske, klapvogn, ja alt. Om aften gik det galt, der ville hun have af vide hvordan mine forældre havde reageret da jeg fortalte dem det. Jeg havde skånet hende første gang jeg fortalte det, fordi de blev også meget chockeret og bekymrede, men hun pressede på, og jeg fortalte hende det hele. Hendes reaktion var meget voldsom, hun hamrede sine knyttede fingre og hånd 8-10 gange ned i mit bryst og sagde grimme ting. Jeg blev meget chockeret og begyndte at græde mens jeg spurgte hvorfor jeg skulle behandles sådan. Hun begyndte at græde og sagde at nu havde hun ødelagt det hele. Jeg gik ind i stuen og sad og stirrede i mørket i chock. Jeg faldt i søvn på sofaen. Næste morgen da hun ikke ville snakke om det, væltede tårene ned af mine kinder, jeg var knust, og hendes reaktion var at gå ud fra værelset, jeg tog derefter derfra.

I de følgende uger, hvor vi kun snakkede lidt i telefon, sms og email, der begyndte jeg at undersøge alt omkring hende. Jeg ville vide hvad der foregik. Desværre fandt jeg ud af at hun har haft ekstremt mange forhold de sidste mange år. Jeg fandt også ud af at hun før og lige da vi gik fra hinanden, har haft forhold til mænd som hun har haft ubeskyttet samvær med. Jeg fik det hele konfirmeret uafhængigt flere steder, og jeg blev ekstremt ked af det og stillede mig selv følgende spørgsmål

1) er jeg far?
2) kan jeg stole hende?
3) har hun smittet mig pga hendes ubeskyttede omgang med andre?
4) det samme gælder hende selv og barnet!
5) kan jeg nogenside få tillid til hende igen?

Jeg snakkede med nogle flere, herunder hendes svigerinde, og fik blot bekræftet mine værste antagelser. Da besluttede jeg mig for at tage uanmeldt ud til hende aften efter. Jeg ville vide om jeg kunne stole på hende og om hun var ærlig

Hun blev meget overrasket over min ankomst og jeg sagde at jeg stillede hende 2 meget vigtige spørgsmål som hun skulle være helt ærlig omkring. Det ene var om hun havde fortalt mig alt og om hun har været ærlig overfor mig. Svaret var at det mente hun nok hun havde. I min verden er det kun 2 svar, et klokkeklart ja eller nej. Det fik mig til at stille det andet spørgsmål, om hun var et ansvarligt og anstændigt menneske. Det mente hun at hun var. Så fyrede jeg bomben af, ved at nævne 2 navne på mænd jeg vidste hun havde været sammen med, og hendes reaktion var et smil og fjoget ansigt, og forsøg på at snakke udenom. Der besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne tale med hende, løgne kan jeg ikke acceptere, så jeg tog mit overtøj og ønskede hende alt godt fremover og gik så derfra uden at sige farvel. Hendes reaktion var at gå efter og stå i døren og bebrejde mig at jeg var et udannet menneske der ikke engang kunne sige pænt farvel.

Jeg var synderknust da jeg nåede ned på gaden og har været sønderknust lige siden. Har været hos lægen få dage efter og er blevet checket for alt, det var min største frygt, den er idag fejet af bordet, jeg fejler gudskelov intet.

Mine tanker går på at jeg skal have afklaret faderskab og hvordan jeg lige griber hele situationen an. Så kære kvinder, giv mig lidt indsigt i hvad I tænker og hvad I ville gøre i denne situation.

Jeg er meget afklaret om det følelsemæssige til hende. Der er intet tilbage. Jeg har opsøgt en dygtig pyskolog for at få bearbejdet hele oplevelsen så jeg kan overleve og komme videre fremadrettet.

Mange hilsener

Jeg kender selvsagt ikke noget til din/jeres situation, så kan alt i alt kun sige, at der ikke er så meget andet at gøre end, at vente og få svar på dna-test og så tage den derfra.

Held og lykke med det.