En svær situation

Kære alle,

Jeg står i en meget svær situation, har spurgt alle venner og veninder, men vil gerne høre fra flere kvinder, da jeg gerne vil have en så positiv udgang på situationen som overhoved muligt, og det får jeg kun med indsigt og forståelse.

Jeg er en mand på 40, der i foråret mødte en sød stille kvinde i samme alder. Vi var kærester i knap 4 mdr. men der gik det efter 1-2 mdr. i lykke og glæde over i en trist situation. Det væltede nemlig ud med uafklarede ting, især fra et gammelt forhold (de var gift) og vi ved alle, at hvis ikke ens fortid er afklaret, så kan man ikke starte et nyt. Det prøvede jeg at forklare hende, og foreslog at hun tog kontakt til vedkommende, og søgte en psykolog/terapeut for at få det bearbejdet, for det kunne jeg ikke bidrage med, kun støtte.Vores forhold gik i stykker derefter.

Vi havde ikke nogen kontakt til hinanden, indtil hun kontaktede mig og bad mig om at mødes. Da jeg så hende fortalte hun mig, inden hun tog frakken af, at hun var gravid. Hun var et godt stykke henne og har termin i slutningen af april. Jeg fik naturligvis et kæmpe chock og mit første spørgsmål var, hvorfor har du ikke fortalt mig det før nu? Det kunne hun ikke svare på.

Hun spurgte om jeg ikke var glad, men jeg var mere chockeret og bekymret. Hun fortalte at hun 2 uger før, først havde fortalt sin familie det, på hendes fødselsdag. At hun var ked og skuffet over sine forældres reaktion, de sagde ikke et ord, kiggede ned i bordet eller loftet resten af aften, den eneste der spurgte ind til noget, var hendes svigerinde (hende storebrors kone). Hun viste mig en billed fra scanning og fortalte at barnet havde det godt. Hun fortalte mig også at hun havde oplyst ukendt far til jordmoderen, det undrede mig meget, og jeg fik ikke noget klart svar på hvorfor.

Da jeg gik derfra, var det med bekymring, tåre og i chock. Vi aftalte at tale sammen de efterfølgende dage, hun virkede bekymret pga min reaktion, og vi snakkede meget sammen. Jeg spurgte til hvordan vi skulle takle situationen, om hun ville have jeg skulle være en aktiv far, hvad med fælles forældremyndighed, alt det praktiske m.m. Hendes udgangspunkt var at hun ville bestemme alt og have forældremyndigheden, og jeg blev ked, fordi det mente jeg ikke var et ligeværdigt og ligevægtigt udgangspunkt. Men hun gav klart udtryk for at hun var bange for at jeg ville tage barnet fra hende!

Jeg blev naturligvis dybt bekymret over den udmelding, hvorfor den mistilid og frygt? Men hun har en fortid med en dyb depression, selvmordforsøg 3 år tilbage ifm. lavt selvværd, indlæggelse og et 2 årigt forløb hos en psykiater (noget hun fortalte mig dengang vi var kæreste og jeg spurgte ind til mange ting).

Jeg blev rigtig ked af det og forstod ikke denne mistilid og udgangspunktet.

Vi udviklede stærke følelser for hinanden igen, og begyndte at blive kærester igen. Jeg malede hendes stue og hjalp med mange praktiske ting. Vi kiggede på barnevogne og alt det praktiske, og tog en dag til Malmø og der købte jeg barnevogn, autostol, taske, klapvogn, ja alt. Om aften gik det galt, der ville hun have af vide hvordan mine forældre havde reageret da jeg fortalte dem det. Jeg havde skånet hende første gang jeg fortalte det, fordi de blev også meget chockeret og bekymrede, men hun pressede på, og jeg fortalte hende det hele. Hendes reaktion var meget voldsom, hun hamrede sine knyttede fingre og hånd 8-10 gange ned i mit bryst og sagde grimme ting. Jeg blev meget chockeret og begyndte at græde mens jeg spurgte hvorfor jeg skulle behandles sådan. Hun begyndte at græde og sagde at nu havde hun ødelagt det hele. Jeg gik ind i stuen og sad og stirrede i mørket i chock. Jeg faldt i søvn på sofaen. Næste morgen da hun ikke ville snakke om det, væltede tårene ned af mine kinder, jeg var knust, og hendes reaktion var at gå ud fra værelset, jeg tog derefter derfra.

I de følgende uger, hvor vi kun snakkede lidt i telefon, sms og email, der begyndte jeg at undersøge alt omkring hende. Jeg ville vide hvad der foregik. Desværre fandt jeg ud af at hun har haft ekstremt mange forhold de sidste mange år. Jeg fandt også ud af at hun før og lige da vi gik fra hinanden, har haft forhold til mænd som hun har haft ubeskyttet samvær med. Jeg fik det hele konfirmeret uafhængigt flere steder, og jeg blev ekstremt ked af det og stillede mig selv følgende spørgsmål

1) er jeg far?
2) kan jeg stole hende?
3) har hun smittet mig pga hendes ubeskyttede omgang med andre?
4) det samme gælder hende selv og barnet!
5) kan jeg nogenside få tillid til hende igen?

Jeg snakkede med nogle flere, herunder hendes svigerinde, og fik blot bekræftet mine værste antagelser. Da besluttede jeg mig for at tage uanmeldt ud til hende aften efter. Jeg ville vide om jeg kunne stole på hende og om hun var ærlig

Hun blev meget overrasket over min ankomst og jeg sagde at jeg stillede hende 2 meget vigtige spørgsmål som hun skulle være helt ærlig omkring. Det ene var om hun havde fortalt mig alt og om hun har været ærlig overfor mig. Svaret var at det mente hun nok hun havde. I min verden er det kun 2 svar, et klokkeklart ja eller nej. Det fik mig til at stille det andet spørgsmål, om hun var et ansvarligt og anstændigt menneske. Det mente hun at hun var. Så fyrede jeg bomben af, ved at nævne 2 navne på mænd jeg vidste hun havde været sammen med, og hendes reaktion var et smil og fjoget ansigt, og forsøg på at snakke udenom. Der besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne tale med hende, løgne kan jeg ikke acceptere, så jeg tog mit overtøj og ønskede hende alt godt fremover og gik så derfra uden at sige farvel. Hendes reaktion var at gå efter og stå i døren og bebrejde mig at jeg var et udannet menneske der ikke engang kunne sige pænt farvel.

Jeg var synderknust da jeg nåede ned på gaden og har været sønderknust lige siden. Har været hos lægen få dage efter og er blevet checket for alt, det var min største frygt, den er idag fejet af bordet, jeg fejler gudskelov intet.

Mine tanker går på at jeg skal have afklaret faderskab og hvordan jeg lige griber hele situationen an. Så kære kvinder, giv mig lidt indsigt i hvad I tænker og hvad I ville gøre i denne situation.

Jeg er meget afklaret om det følelsemæssige til hende. Der er intet tilbage. Jeg har opsøgt en dygtig pyskolog for at få bearbejdet hele oplevelsen så jeg kan overleve og komme videre fremadrettet.

Mange hilsener

Først og fremmet synes jeg det er stærkt gået af dig, at du er kommet så langt som du er.

Dernæst har du jo faktisk pligt til at oplyse mulige fædre til hendes barn - deribland dig selv, samt de andre personer hun har været sammen med.

ER du faderen . hvad vil du så?

Du kan godt anmode om fællesforældremyndighed og du kan godt få fastsat samvær...det lyder dog ikke umiddelbart til hun er speciel samarbejdsvillig, så du skal nok gøre dig klart om det er en kamp du kan blive ved med at tage og om det er en kamp, du er tvunget til når hun har den bagage hun nu har, for at sikre barnets tarv.

Du kan jo også vælge at begrave hende helt, Ikke oplyse noget som helst om mulige fædre men så gå med med uvisheden om, om du har et barn der snart render rundt i verden...personligt ville jeg ikke kunne, men vi er jo alle forskellige.
Jeg tror ikke du skal stole på hende over en dørtærskel...hun har jo stort set løjet om alt..og hun virker meget ustabil siden hun reagerer som hun gør pga DINE forældres reaktion.

Personligt ville jeg anmelde mig selv og de andre som mulige fædre..kræve en faderskabstest og hvis den var negativ ville jeg glemme alt om hende og komme videre. Var jeg far..ja så ville jeg kæmpe for at kunne give mit barn så meget som muligt, både kærlighed, stabilitet, rammer.

Held og lykke
Sisse

Puha for søren en svær situation ... Min første inskydelse er at få fast slået fader-skabet og hvis du er faderen så søg alt det samkvem du kan få ... Moderen lyder meget ustabil psysisk og hvis det viser sig hun ikke kan tage vare på barnet ville det jo være super med en forældre der kan .. Og du ville jo så være første priortet ,, Jeg tænker først på barnets ve og vel Men du skal jo være instillet på det ... Det er godt nok ikke nemt ...

Tak for dit svar Sisse,

Jeg vil ikke kunne leve med en beslutning om bare at glemme, men jeg frygter også at blive en del af en hverdag med kaos, løgne og mistillid.

Har også rigtig dårlig samvittighed over mit sidste møde med hende. For jeg tror hun blev meget overrasket, ja man kan finde ud af alt om alle, hvis man anstrenger sig, og tro mig det gjorde jeg. Det jeg ikke skrev var at jeg tog alle de gaver hun gav mig til jul og min fødselssag med mig, en bog, bukser og et billede af hende selv, havde lagt det i en pose og lagde det på hendes spisebord, for jeg ønskede virkelig intet fra hende. Det var en frigørelsesprocess og stærkt statement fra min side. Alligevel har jeg dårlig samvittighed, fordi er jeg far til barnet, så skal der uanset hvad være en eller anden form for kommuniktation og samabejde, og det er det jeg går og frygter alt omkring.

Jeg fik også sagt på min vej ud at jeg aldrig nogensinde ville høre fra hende og at jeg ikke ønskede nogen form for kontakt til hende, for jeg følte mig misbrugt, udnyttet og ført bag lyset og værst af alt, mistet respekten for hende som menneske.

Der var jeg 100% ærlig i mine følelser, men var det rigtig gjort og sagt?

Hvis jeg er faren så vil jeg gøre ALT hvad jeg kan for at han skal få de bedste betingelser og omgivelser, kærlighed, omsorg og dække hans behov.

Men en kamp om et barn er så uværdigt og til skade for alle, især barnet. Jeg syntes det der mit livs værste krise og situation. Men lytter og tænker.

Tak for input 3.gangsmor,

Jeg har overvejet bare at anerkender faderskab med det samme, og derefter søge samkvem, og selv tage en DNA test og sende til england. Hvis den siger nej, så vil jeg have en officiel faderskabssag, og så kan jeg frigøre mig.

Hvis jeg fra starten af ikke anerkender, og jeg har alle gode grunde til det, så vil det alt afhængig om den løses adm. eller i retten, tage 6 mdr. til 18 mdr. og det er jo uudholdeligt. Og hvis det viser sig at man er far, så skal der indhentes en masse, og så er grundlaget for et samarbejde, endnu engang (selv om der var god grund til at sætte spørgsmålstegn) være spinkelt og rigtig dårligt.


Jeg har jo allerede følelsesmæssigt og praktisk involveret mig dybt, med tanker, navn og materielle ting, for ikke at sige underrettet min familie, der idag også er dybt fortvivlede og ulykkelige.

Åh jeg syntes bestemt ikke det er nemt.

Kram herfra til alle

Zeta skriver:

Tak for input 3.gangsmor,

Jeg har overvejet bare at anerkender faderskab med det samme, og derefter søge samkvem, og selv tage en DNA test og sende til england. Hvis den siger nej, så vil jeg have en officiel faderskabssag, og så kan jeg frigøre mig.

Hvis jeg fra starten af ikke anerkender, og jeg har alle gode grunde til det, så vil det alt afhængig om den løses adm. eller i retten, tage 6 mdr. til 18 mdr. og det er jo uudholdeligt. Og hvis det viser sig at man er far, så skal der indhentes en masse, og så er grundlaget for et samarbejde, endnu engang (selv om der var god grund til at sætte spørgsmålstegn) være spinkelt og rigtig dårligt.


Jeg har jo allerede følelsesmæssigt og praktisk involveret mig dybt, med tanker, navn og materielle ting, for ikke at sige underrettet min familie, der idag også er dybt fortvivlede og ulykkelige.

Åh jeg syntes bestemt ikke det er nemt.

Kram herfra til alle

Du bliver 100 procent en dejlig far kan jeg allerede høre Det lyder som en fin ide,,,, God weekend ..

Jeg synes bestemt også du skal finde ud af om barnet er dit og som 3gangsmor siger... hvis barnet er dit, har den ihvertfald 1 normal og elskelig forældre!! Søg alt det samvær du kan... idag har fædre heldigvis fået mere at skulle have sagt. Du kan jo evt søge hjælp hos fadergrupper... kan ikke huske hvad de hedder... men der er nogle der varetager dine interesser og kan hjælpe. Nogen der kan huske hvad de hedder??

Held og lykke... med alt

knus malou

Hej...

Nu har jeg ikke læst det hele skimtede det bare igennem og jeg tror at det er Foreningen Far du mener malou men jeg er ikke sikker.

Det er rigtigt, der er mange foreninger til Fædre, men mit indtryk er at det mere er en grædeklub end kompetancer, og det jeg søger her, er feedback fra kvinder, forståelse for hvad der sker bag ved en kvinde når hun er gravid. Det praktiske, når jeg når dertil, findes der stjerneadvokater til, pris er underordnet, det gælder et lille nyt menneskes fremtid, og min integritet naturligvis.

Zeta skriver:

Tak for dit svar Sisse,

Jeg vil ikke kunne leve med en beslutning om bare at glemme, men jeg frygter også at blive en del af en hverdag med kaos, løgne og mistillid.

Har også rigtig dårlig samvittighed over mit sidste møde med hende. For jeg tror hun blev meget overrasket, ja man kan finde ud af alt om alle, hvis man anstrenger sig, og tro mig det gjorde jeg. Det jeg ikke skrev var at jeg tog alle de gaver hun gav mig til jul og min fødselssag med mig, en bog, bukser og et billede af hende selv, havde lagt det i en pose og lagde det på hendes spisebord, for jeg ønskede virkelig intet fra hende. Det var en frigørelsesprocess og stærkt statement fra min side. Alligevel har jeg dårlig samvittighed, fordi er jeg far til barnet, så skal der uanset hvad være en eller anden form for kommuniktation og samabejde, og det er det jeg går og frygter alt omkring.

Jeg fik også sagt på min vej ud at jeg aldrig nogensinde ville høre fra hende og at jeg ikke ønskede nogen form for kontakt til hende, for jeg følte mig misbrugt, udnyttet og ført bag lyset og værst af alt, mistet respekten for hende som menneske.

Der var jeg 100% ærlig i mine følelser, men var det rigtig gjort og sagt?

Hvis jeg er faren så vil jeg gøre ALT hvad jeg kan for at han skal få de bedste betingelser og omgivelser, kærlighed, omsorg og dække hans behov.

Men en kamp om et barn er så uværdigt og til skade for alle, især barnet. Jeg syntes det der mit livs værste krise og situation. Men lytter og tænker.

Hvis du ikke kan glemme, er der jo kun en vej frem til at starte med og det er at få fastslået om du ER faderen.

Er du ikke, er det jo videre i livet for dit vedkommende og så behøver du jo ikke at høre fra hende nogensinde.

Er du faderen, så er en kamp for fællesforældremyndighed i denne her situation vigtig synes jeg. Med hendes baggrund, hendes ustabilitet synes jeg det er vigtigere for barnet at DU også har noget at skulle have sagt.

Et eventuelt samarbejde bliver i mine øjne, ikke værre eller bedre af om du havde beholdt gaverne eller ej. så på det punkt kan du godt slippe den dårlige samvittighed.

Jeg kan godt forstå at en kamp om samvær og rettigheder er noget du frygter, men du behøver jo ikke at kommunikere med hende omkring det, du kan lade statsforvaltningen afsige de afgørelser de mener er bedst.

Synes dine udtalelser er/var helt rigtige for dig..for det var jo det det handlede om..dig og hende og ikke et evt. barn. Bland ikke de 3 ting sammen.

Er barnet dit, ja så kommer du jo til at skulle snakke med hende, men du kan lade det udelukkende dreje sig om barnet og ikke en dyt andet. Sørg for du ikke lader dig udnytte i barnets navn, og ellers holder alt andet på lang afstand af hende.

En kamp om et barn er uværdigt...det kan det være..men aldrig hvis man mener det er for barnets bedste..og i denne her istuation lyder det til, at det vil være vigtigt at barnet får en stabil og jordnær forælder.

Og DIT barn er vel aldrig så uværdigt at det ikke er en kamp værd??

Held og lykke
Sisse