Jeg føler rigtig meget med dig, og jeg forstår dine tanker fuldt ud..
Da jeg ventede min søn ønskede jeg mig brændende en pige, fandt navne osv, og gjorde mig tanker om hvilket tøj jeg skulle købe, hvilken barnevogn hun skulle ligge i osv..
Da jeg så kom til MD skanning skal jeg skannes af en studerende, hun spørger mig om jeg vil vide kønnet, og det siger jeg ja til, hun siger så, det bliver en pige, og jeg blev overlykkelig og græd af glæde..
Der kommer så en ind, og skal kigge på billederne og siger at de ikke er taget godt nok, så hun skanner mig igen, hun spørger også om jeg vil vide kønnet, og siger at jeg lige har fået afvide det bliver en pige, hun siger så at det er hun bestemt ikke enig i, og da jeg så kigger på skærmen kan jeg se en tap, min glæde blev lige i det sekund afløst af skuffelse, vrede, frustration og et stort had til den første skanningsdame..

Hende der fortalte mig at det blev en dreng så med det samme skuffelsen, og da hun spurgte begyndte jeg bare at tude og forklarede hvordan en pige var mit største ønske, og at jeg synes det var bunduretfærdig at jeg skulle have en dreng..
Jeg er glad for at jeg havde tid til at vænne mig til tanken om at jeg fik en dreng, og jeg ville jo heller ikke undvære ham idag, men jeg blev virkelig ked af det dengang..
Nu er jeg gravid igen, og skal ærligt indrømme at jeg håber på en pige denne gang også, en dreng er også mere end velkommen, men vil igen skulle bruge tid på at vænne mig til tanken hvis det bliver en dreng igen..