Hvorfor fik jeg ikk mor-følelsen?? :(

Jeg havde det lidt som dig og synes bestemt ikke at det er noget man skal skamme sig over. Jeg fødte vores datter på no time og det var rigtig overvældende, at det hele gik så hurtigt. Jeg vidste at jeg elskede hende fra første sekund, men havde heller ikke det "drømmebillede" som mange beskriver, at tårer, overvældelse af kærlighed osv.

 Det kom først efter 1 måneds tid, da jeg havde lært hende lidt af kende og kunne forholde mig til at være mor, at have en datter og at hele vores liv ændrede sig. Er ked af at læse, at du synes du mangler noget - tror du skal se bort fra det og tænke at du elsker din datter mere end noget andet og så er det lige meget om du LIGE tænkte det da hun kom ud af dig.

Som min SP sagde til mig, det er ikke unormalt at have det sådan det første stykke tid, så længe alle følelserne kommer på et tidspunkt. Det er først unormalt, hvis de slet ikke eller aldrig kommer.

/Fenja

LevisMor skriver:

Der er betsemt intet galt med dig! da jeg fødte min søn for 3 mdr siden kneb jeg heller ingen tåre, det er bare ikke alle som gør det, tror man lige skal vænne sig til at der ligger en lille en for det er da også underligt ligepludselig at ligge med sin baby på maven. Men når jeg tænker tilbage nu kan jeg sagtens fælde nogle tåre.. og bare fordi man ikke gjorde det dengang betyder ikke man ikke er den fødte mor ...

nej det håber jeg da ikke, for jeg ELSKER at være mor..  Men selv nu når jeg tænker tilbage bliver jeg ikke rørt.. mere sådan lidt - hvad skete der?

Jeg kan huske at jeg panikkede lidt og tænkte "hjælp" hvordan skal det her ikke gå?

Katte87 skriver:

Det er jeg glad for at høre 

Som du kan se i svarene, så er det slet slet ikke unormalt! Jeg tror heller ikke du ville have været i tvivl, hvis du havde en fødselsdepression.

Det er bare ærgerligt, at man går og forventer sådan en kæmpe Wow følelse, når det så ikke sker Håber da, det er noget vi kan få aflivet en smule her

Ja det ku virkelig være rart!

-måske det var en meget brugbar tråd denne her  

Hvor er baby.dk et herligt sted

Babymor2010 skriver:

Nej, der er i hvert fald ikke noget galt med dig 

Jeg fik heller ikke den berømte mor-følelse med det samme. Jeg var ekstra godt bedøvet under et akut kejsersnit, og det første jeg tænkte (efter hvad jeg kan huske), så var det "væk med hende, hun er ikke min"

Nu? Jeg kan slet ikke undvære min guldklump, hun er mit et og alt 

Jeg tror måske også at min fødsel gjorde sit til at jeg ikke tænkte "yes - i'm in love"...

jeg fik en allergisk reaktion på morfinen i min epidural og var helt væk.. virkelig.. jeg kan svagt huske at de råber ad mig og klapper mig på kinden, men ellers kan jeg ikke huske noget før de tager vandet på fødelejet 4 timer senere.. Så da hun kom ud efter 20 min var jeg SLET ikke med.. og jeg tænkte bare.. HJÆLP!

Anonym skriver:

hehe.. så faldt femøren 

Jamen jeg elsker hende jo helt op over skyerne og den mindste lyd fra hende så bliver jeg helt varm om hjertet.. det tog mig bare lidt tid at nå dertil.. desværre.. hvor havde det været rart at blive overvældet af kærlighed fra første blik..

Ej undskyld mine stavefejl håber du kunne tyde det skriver fra tlf og den samarbejder ikke altid

Tror at grunden til at jeg ikke fik følelsen med det samme var fordi jeg var ung, alene mor, usikke, overvældet, glad, bange angst, lykkelig osv i en pærevælling, og da stormen i alt dette havde lagt sig kom følelsen sådan tror jeg det gang sammen

Fenja09 skriver:

Jeg havde det lidt som dig og synes bestemt ikke at det er noget man skal skamme sig over. Jeg fødte vores datter på no time og det var rigtig overvældende, at det hele gik så hurtigt. Jeg vidste at jeg elskede hende fra første sekund, men havde heller ikke det "drømmebillede" som mange beskriver, at tårer, overvældelse af kærlighed osv.

 Det kom først efter 1 måneds tid, da jeg havde lært hende lidt af kende og kunne forholde mig til at være mor, at have en datter og at hele vores liv ændrede sig. Er ked af at læse, at du synes du mangler noget - tror du skal se bort fra det og tænke at du elsker din datter mere end noget andet og så er det lige meget om du LIGE tænkte det da hun kom ud af dig.

Som min SP sagde til mig, det er ikke unormalt at have det sådan det første stykke tid, så længe alle følelserne kommer på et tidspunkt. Det er først unormalt, hvis de slet ikke eller aldrig kommer.

/Fenja

følelserne for hende er der uden tvivl nu.. Hun er alt for mig Men ja jeg tror også det havde lidt at gøre med at min fødsel gik som den gjorde.. æv hvor er det surt når det er den første  Jeg frygter virkelig en fødsel mere.. men havde da heller ingen planer om at min datter skulle være enebarn..

Valle81 skriver:

Ej undskyld mine stavefejl håber du kunne tyde det skriver fra tlf og den samarbejder ikke altid

Tror at grunden til at jeg ikke fik følelsen med det samme var fordi jeg var ung, alene mor, usikke, overvældet, glad, bange angst, lykkelig osv i en pærevælling, og da stormen i alt dette havde lagt sig kom følelsen sådan tror jeg det gang sammen

det var ikk noget problem

Jah.. Der er så mange nye tanker lige i det sekund.. man skal åbenbart bare slappe af og nyde det hele..

iih jeg sku ha oprettet den her tråd noget før..

Anonym skriver:

Jeg ELSKER min lille guldklump overalt på jorden Men da jeg for et halvt år siden skulle føde min datter gennemgik jeg en ekstremt hård fødsel, og ved ikke om det kan have noget med det at gøre..

Sagen er den at når jeg høre andre mødre fortælle om at de kneb en tåre da de så deres barn første gang og at det var den dejligste og mest overvældende følelse da de holdt deres guld i armene, så sidder jeg og tænker -gid det var mig.. For sådan havde jeg det ikk

Jeg synes hun var dejlig og hvor var det mærkeligt! - men så var det også det?? Jeg føler jeg er gået glip af "vores øjeblik" for det føles virkelig som om jeg mangler noget!! Jeg elskede hende mere og mere for hver time, men følelsen af ubetinget kærlighed og lykke kom bare ikke til mig med det samme!  

Er jeg bare ikke den fødte mor, eller hvad gik der galt? - nogen andre der har prøvet det??

Jeg havde det på samme måde. Og jeg havde endda en nem følelse! Havde ALTID troet jeg ville tude, og at jeg ville blive ramt af den der "WOW"-følelse, men det gjorde jeg ikke. Den kom snigende hos mig, og lod faktisk vente på sig. Især fordi den første tid var hård og hun skreg konstant. Da jeg fik hende op til mig, tror jeg at jeg havde svært ved at forholde mig til det. Jeg havde det mere sådan "wow, er hun min?" og var mere sådan overvældet over selve fødselsoplevelsen.

I dag elsker jeg hende højere end solen, månen og stjernerne, men jeg fik ikke den der POW-kærlighedsfølelse med det samme, og det er ok. Det er ikke alle der rammes, og skidt med det, så længe vi med tiden får den dybe kærlighed for vores børn.

Anonym skriver:

det var ikk noget problem

Jah.. Der er så mange nye tanker lige i det sekund.. man skal åbenbart bare slappe af og nyde det hele..

iih jeg sku ha oprettet den her tråd noget før..

Hvor er du sød

Kæmpe knus

Tror ikke det er alle der har den følelse... Kender der flere der ikke har, mig selv inkl. Jeg fik PKS, ved ikke om det er derfor. Jeg havde beskyttertrangen, men ikke den der alt-overskyggende kærlighed. Skal jeg være helt ærlig, synes jeg først det for alvor kom efter tja... mange måneder? Nu er hun snart 2 og jeg kunne ikke undvære hende for alt i verden. Men tror bestemt ikke du er unormal:-)