Anonym skriver:
Jeg ELSKER min lille guldklump overalt på jorden
Men da jeg for et halvt år siden skulle føde min datter gennemgik jeg en ekstremt hård fødsel, og ved ikke om det kan have noget med det at gøre..
Sagen er den at når jeg høre andre mødre fortælle om at de kneb en tåre da de så deres barn første gang og at det var den dejligste og mest overvældende følelse da de holdt deres guld i armene, så sidder jeg og tænker -gid det var mig.. For sådan havde jeg det ikk
Jeg synes hun var dejlig og hvor var det mærkeligt! - men så var det også det??
Jeg føler jeg er gået glip af "vores øjeblik" for det føles virkelig som om jeg mangler noget!! Jeg elskede hende mere og mere for hver time, men følelsen af ubetinget kærlighed og lykke kom bare ikke til mig med det samme! 
Er jeg bare ikke den fødte mor, eller hvad gik der galt? - nogen andre der har prøvet det??
Jeg kan huske at jeg lå med begge ben i vejret på en briks, mens overlægen sad mellem mine ben og mumlede lidt med jordemoderen. Jeg kan huske hende, og at jeg spørger hende hvad der foregår. Hun svarer at jeg bare skal slappe af og koncentrere sig om min søn, der ligger på mit bryst (?...), men det kan jeg ikke. Min søn er netop blevet revet ud af underlivet på mig, og jeg kan bare mærke at den er helt gal. Jeg holder fast i at jeg har brug for at vide hvor galt det er. Fortæller hende hvor slemt jeg tror det er, og på dette tidspunkt tror jeg det går op for hende at hun ikke kan aflede mig, og hun kigger mig i øjnene og siger at det er slemt, men at hun nok skal ordne det for mig. Først nu kan jeg se på min søn...
De næste par dage er jeg forvirret og træt. Sover det meste af tiden. Jeg har ondt i mit underliv. Jeg må ikke stå og sidde, og kan/må ikke selv løfte mit barn. Han ligger meget hos mig, men det meste af tiden handler det om at få amningen i gang. Græder han skal jeg trække i en snor, og så kommer der en sygeplejerske og lægger ham ned til mig. Når jeg skal til undersøgelser afleverer jeg jeg ham til sygeplerskerne, der siger han er en dejlig dreng. Da han får ondt i maven er det en sygeplejerske der går op og ned ad gangen med ham. Jeg ligger i min seng og ser andre sidde med min søn i favnen med det der blik man sender et spædbarn, mens jeg selv endnu ikke selv har holdt ham. Der går flere dage inden jeg begynder at kalde ham ved navn. Faktisk også længe inden jeg stopper med at omtale ham som den...
Det er godt 3 år siden nu, og jeg sidder stadig med tårer i øjnene når jeg skriver det. Fødslen af min søn var en meget voldsom oplevelse som vi begge skulle igennem. Han klarede det fint, og det gik HELT galt for mig, og helt er ærligt, så tror jeg simpelthen ikke jeg kunne rumme noget som helst i perioden efter. Der er ingen tvivl om at det at han var der gjorde at min hjerne kunne fortælle mig at det hele havde været det værd, men en flodbølge af moderkærlighed skyllede aldrig ind over mig. Det kom vel nærmere som tidevand; lige så stille, men pludselig stod jeg i det til halsen.
