Anonym skriver:
Hvor er det rart at høre at andre også har oplevet det og hvor det hele gik godt... egentlig burde der jo heller ikke være grund til at frygte noget, den var jo aktiv og sprællevende i mandags, og voksede som den skulle så intet tyder på der skulle gå noget galt, men når symptomerne pludselig ændrer sig så markant så bliver man lidt nervøs... Og så bare den der dumme fornemmelse man har, som der slet ikke er hold i, men den der at man intet mærker = intet liv... det er jo dumt, men altså man kan bare ikke styre de der tanker desværre...
Mit hoved og tankerne har også været min værste fjende gennem min gravidtet. Jeg tænker aaaalt for meget. Havde det som sagt ligesom dig omkring uge 10-11 og så senere begyndte jeg at bekymre mig fordi jeg mærkede sent liv. Men som sagt er alt bare gået så fint, og tænker, nu hvor jeg sidder med min store mave, at jeg burde have skånet mig selv for alle de bekymringer. Men man vil jo så inderligt gerne have at den lille har det godt
Men nyd din graviditet og stol på at hvis din læge og JM er tilfredse så er alt fint
Anmeld