Anonym skriver:
Hmm - mærkelig situation.... but here goes.
Min kæreste har en 12 årig dreng fra tidligere, og han har virket ganske tilfreds og uforstyrret med at skulle være storebror.
Bortset fra en ting: Når det kommer til navnet - som kæresten og jeg har ret meget styr på - så flegner drengen fuldstændigt...?!
Sidst tændte han helt af, og begyndte at råbe at 'han altså også skulle bestemme noget', og at vores navn var skidegrimt, fordi det var det sammen som hans tidligere kat hed.
Jeg/vi har forsøgt følgende tilgange:
1. Ironisk nok, hedder ældestedrengen det samme som MIN tidligere kat - hvilket jeg har forsøgt at påpege det sjove i, men den tilgang virker så ikke... (høhøhø - jeg synes ellers det var vældigt skægt)
2. Vi har sagt, at han meget gerne må lave en navneliste, som vi gerne vil lytte til. Men det sker jo heller ikke.
3. Vi har været rimeligt konsekvente med, at sige at det bestemmer han simpelthen ikke - hvilket bare førte til at han blev skidesur.
Hvad gør vi for at få han til at acceptere navnet?
Skal vi overhovedet gøre noget?
Kæresten mener vi bare skal vænne os til det, og lade ham være - men jeg er simpelthen sindssygt træt af at blive bombarderet med negative kommentarer om det navn.
Samtidigt er det noget, der komer op jævnligt fordi vi allerede har navngivet vores lille baby, og bruger navnet til hverdag.
Nogle gange bliver han helt tosset og stamper i gulvet (det gør han sjovt nok også hver gang han taber i et spil) - er det et udtryk for jalousi?? Eller pubertet? Eller er han bare 'en dårlig taber' og ser det som et spil han ikke kan vinde?
Hjææælp.....
Først og fremmest - stort tillykke med graviditeten, hvor er det skønt for
Nu har jeg siddet og læst hele tråden igennem, og jeg synes der er en ting, der ikke er blevet taget fat på i forhold til hvorfor han reagerer som han gør. Nemlig drengens forhold til katten
Jeg havde en hund da jeg var lille, og hun betød virkelig alt for mig. Havde min far fundet sammen med en anden, og havde de besluttet sig for, at deres datter skulle hedde Sussi, som min hund hed, jamen så havde jeg virkelig følt mig forbigået. For mig var den hund min største kærlighed, og at nogen af mine kære ville bruge det navn til deres barn, uden at høre mig ad først, var jeg nok blevet ret irritabel og trist. Og magtesløs. For det navn har virkelig meget betydning for mig stadig.
Nu var jeg også noget af en forkælet unge - enebarn fuldstændig, på trods af mine forældre blev skilt da jeg var 8.
Men det lyder som om det passer ret godt på beskrivelsen af din kærestes søn.
Jeg siger ikke, I skal ændre navnet, overhovedet. Men jeg synes I skal sætte jer ned, og snakke med ham om hvorfor han ikke ønsker barnet skal få det navn. Er det fordi han synes det er et KATTEnavn, eller er det fordi navnet betyder "for meget" for ham ? For på mig, kunne det godt lyde som om, det er det sidste, der er realiteten.
Og er det det, synes jeg I skal prøve at få det vendt hos ham. Han er en dreng, og katten har altså haft stor betydning for ham. Det er I nødt til at acceptere, hvis det er sådan han har det. Og så måske prøve at vende hans tanker fra, at det ikke er i orden, til at lade det være en ære for hans afdøde kat ?
Jeg ved godt, det måske lyder skørt, men det havde virket på mig, det er jeg ret sikker på.
Jeg håber du kan bruge det til noget, og at det kan hjælpe på en eller anden måde.
Og så ønsker jeg jer alt mulig held og lykke med familieforøgelsen
Jeg håber storebror indser, det er det helt rigtige navn til barnet, der vokser i dig
