Ældste vil bestemme navnet....

Hmm - mærkelig situation.... but here goes.

Min kæreste har en 12 årig dreng fra tidligere, og han har virket ganske tilfreds og uforstyrret med at skulle være storebror.
Bortset fra en ting: Når det kommer til navnet - som kæresten og jeg har ret meget styr på - så flegner drengen fuldstændigt...?!

Sidst tændte han helt af, og begyndte at råbe at 'han altså også skulle bestemme noget', og at vores navn var skidegrimt, fordi det var det sammen som hans tidligere kat hed.

Jeg/vi har forsøgt følgende tilgange:

1. Ironisk nok, hedder ældestedrengen det samme som MIN tidligere kat - hvilket jeg har forsøgt at påpege det sjove i, men den tilgang virker så ikke... (høhøhø - jeg synes ellers det var vældigt skægt)

2. Vi har sagt, at han meget gerne må lave en navneliste, som vi gerne vil lytte til. Men det sker jo heller ikke.

3. Vi har været rimeligt konsekvente med, at sige at det bestemmer han simpelthen ikke - hvilket bare førte til at han blev skidesur.

Hvad gør vi for at få han til at acceptere navnet?

Skal vi overhovedet gøre noget?

Kæresten mener vi bare skal vænne os til det, og lade ham være - men jeg er simpelthen sindssygt træt af at blive bombarderet med negative kommentarer om det navn.

Samtidigt er det noget, der komer op jævnligt fordi vi allerede har navngivet vores lille baby, og bruger navnet til hverdag.

Nogle gange bliver han helt tosset og stamper i gulvet (det gør han sjovt nok også hver gang han taber i et spil) - er det et udtryk for jalousi?? Eller pubertet? Eller er han bare 'en dårlig taber' og ser det som et spil han ikke kan vinde?

Hjææælp.....

Anonym skriver:

Hmm - mærkelig situation.... but here goes.

Min kæreste har en 12 årig dreng fra tidligere, og han har virket ganske tilfreds og uforstyrret med at skulle være storebror.
Bortset fra en ting: Når det kommer til navnet - som kæresten og jeg har ret meget styr på - så flegner drengen fuldstændigt...?!

Sidst tændte han helt af, og begyndte at råbe at 'han altså også skulle bestemme noget', og at vores navn var skidegrimt, fordi det var det sammen som hans tidligere kat hed.

Jeg/vi har forsøgt følgende tilgange:

1. Ironisk nok, hedder ældestedrengen det samme som MIN tidligere kat - hvilket jeg har forsøgt at påpege det sjove i, men den tilgang virker så ikke... (høhøhø - jeg synes ellers det var vældigt skægt)

2. Vi har sagt, at han meget gerne må lave en navneliste, som vi gerne vil lytte til. Men det sker jo heller ikke.

3. Vi har været rimeligt konsekvente med, at sige at det bestemmer han simpelthen ikke - hvilket bare førte til at han blev skidesur.

Hvad gør vi for at få han til at acceptere navnet?

Skal vi overhovedet gøre noget?

Kæresten mener vi bare skal vænne os til det, og lade ham være - men jeg er simpelthen sindssygt træt af at blive bombarderet med negative kommentarer om det navn.

Samtidigt er det noget, der komer op jævnligt fordi vi allerede har navngivet vores lille baby, og bruger navnet til hverdag.

Nogle gange bliver han helt tosset og stamper i gulvet (det gør han sjovt nok også hver gang han taber i et spil) - er det et udtryk for jalousi?? Eller pubertet? Eller er han bare 'en dårlig taber' og ser det som et spil han ikke kan vinde?

Hjææælp.....

nu har jeg ikke børn og er ikke børnepsykolog eller noget andet

Men jeg synes der mangler en vigtig ting i jeres tre tilgange - i mangler at anerkende at han også er en del af at der kommer en ny person - det er muligvis jeres barn og selvfølgelig er valget jeres

Men det er hans lillebror/søster og det betyder helt sikkert også en masse for ham

Derudover virker det ikke til at I har afdækket hvorfor han reelt set bliver  sur - om det er pga en kat eller om der ligger helt andre ting bag -måske er det hans reaktion på at blive storebror...

Måske kunne i komme i bedre dialog med ham ved at snakke med ham i guldhøjde og anerkende vigtigheden af det i stedet for at bruge humor og autoritet

jeg har hverken erfaringer eller gode råd, men ville ikke forlade tråden uden at sende dig et kram!

Og så måske alligevel en enkelt tilkendegivelse af min mening

Jeg ville gøre præcis hvad I gør, og når han vælger ikke at bidrage med noget konstruktivt - som f.eks. en navneliste - så kan han ikke forvente at få sin mening i spil! Han er gammel nok til at forstå hvad det vil sige at brokke og hvad det vil sige at bidrage!

Sig evt. det med navnelisten igen...

knus

Giraffen skriver:

nu har jeg ikke børn og er ikke børnepsykolog eller noget andet

Men jeg synes der mangler en vigtig ting i jeres tre tilgange - i mangler at anerkende at han også er en del af at der kommer en ny person - det er muligvis jeres barn og selvfølgelig er valget jeres

Men det er hans lillebror/søster og det betyder helt sikkert også en masse for ham

Derudover virker det ikke til at I har afdækket hvorfor han reelt set bliver  sur - om det er pga en kat eller om der ligger helt andre ting bag -måske er det hans reaktion på at blive storebror...

Måske kunne i komme i bedre dialog med ham ved at snakke med ham i guldhøjde og anerkende vigtigheden af det i stedet for at bruge humor og autoritet

Helt sikkert - vi har også forsøgt den der mere konstruktive tilgang med at snakke med ham om, hvad det betyder og ikke betyder....

Det var (selvfølgelig) det første vi gjorde. Vi har også forsøgt at involvere ham lidt i tingene, bl.a. ved at sortere børnetøj sammen med ham, se på scannings-billeder sammen med ham og lade ham røre ved maven og alt det - altså uden at det kammer over.

Vi er nok lidt påpasselige med, at han heller ikke får lov at styre for meget - for det vil han nemlig meget gerne

Samtidigt har vi faktisk anerkendt at han også er vigtig ved at lave hans værelse om - købt nye møbler mv. for at signalere at han bestemt ikke bliver glemt...

Har du ideer til, hvordan vi ellers kan tale med ham i 'hans højde'...?

Caroline86 skriver:

jeg har hverken erfaringer eller gode råd, men ville ikke forlade tråden uden at sende dig et kram!

Og så måske alligevel en enkelt tilkendegivelse af min mening

Jeg ville gøre præcis hvad I gør, og når han vælger ikke at bidrage med noget konstruktivt - som f.eks. en navneliste - så kan han ikke forvente at få sin mening i spil! Han er gammel nok til at forstå hvad det vil sige at brokke og hvad det vil sige at bidrage!

Sig evt. det med navnelisten igen...

knus

Ja - det er jo netop det der nager mig - for er han NETOP ikke gammel nok til at kunne forstå hvad vi siger til ham....? Vi taler jo ikke en om 3-årig der får taget sutten væk for at overdrage den til en ny - men en 12 årig, der går i 5. klasse....

DEt er JERES barn og JERES valg. Når han engang selv bliver far så kan han selv træffe valg ang. navn.

I HAR forsøgt at få ham til at give jer en navneliste, men det har han heller ikke, så jeg ville ignorere fremtidig dårlig opførsel ved omtale af babys navn.

Han er 12 år, men måske han er bange for at der ikke længere er plads til ham når baby kommer??

Min store søn blev storebror som 12 årig og jeg fortalte ham at jeg ikke kom til at elske ham mindre fordi lillebror kom..vi havde en fin og lang snak om kærlighed og hvad det er for en størrelse og det gav ham ro.
Måske i skal gå ham lidt på klingen, men samtidig gøre klart at det stadig er JER der bestemmer barnets navn..men måske baby får det samme efternavn som ham??

:-) Sisse

Jeg læser det som en dreng der er ved at komme i puberteten og som ved at om ikke så længe sker der store ændringer i hans liv. Han har f.eks ikke længere sin far alene, men må dele. Bare det kan være svært at acceptere når man kun er en stor dreng.

Tror i skal læse mellem linierne, for mener ikke at dette kun handler om at han vil bestemme navnet. At blive storebror er en stor ting og en omvæltning. Måske føler han sig lidt sat udenfor - synes i skal snakke med ham om alle de ting der sker når man får en lillebror/søster og fokusere på alle de skønne ting han vil få mulighed for når bebs kommer til verden.

/Fenja

Nemesis skriver:

DEt er JERES barn og JERES valg. Når han engang selv bliver far så kan han selv træffe valg ang. navn.

I HAR forsøgt at få ham til at give jer en navneliste, men det har han heller ikke, så jeg ville ignorere fremtidig dårlig opførsel ved omtale af babys navn.

Han er 12 år, men måske han er bange for at der ikke længere er plads til ham når baby kommer??

Min store søn blev storebror som 12 årig og jeg fortalte ham at jeg ikke kom til at elske ham mindre fordi lillebror kom..vi havde en fin og lang snak om kærlighed og hvad det er for en størrelse og det gav ham ro.
Måske i skal gå ham lidt på klingen, men samtidig gøre klart at det stadig er JER der bestemmer barnets navn..men måske baby får det samme efternavn som ham??

:-) Sisse

Hov - pointen med efternavnet var egentlig meget god....

Det må jeg prøve - tak

Fenja09 skriver:

Jeg læser det som en dreng der er ved at komme i puberteten og som ved at om ikke så længe sker der store ændringer i hans liv. Han har f.eks ikke længere sin far alene, men må dele. Bare det kan være svært at acceptere når man kun er en stor dreng.

Tror i skal læse mellem linierne, for mener ikke at dette kun handler om at han vil bestemme navnet. At blive storebror er en stor ting og en omvæltning. Måske føler han sig lidt sat udenfor - synes i skal snakke med ham om alle de ting der sker når man får en lillebror/søster og fokusere på alle de skønne ting han vil få mulighed for når bebs kommer til verden.

/Fenja

Ja... det med puberteten ser jeg også lidt som en faktor.

Men han er skisme bare lidt svært at lokke ord ud af - jeg har prøvet et par gange, men så er alt pludselig bare fint og godt - og så er det fedt at skulle være storebror, for det er hans bedste kammerat jo også lige blevet.

Skal man så tvinge drengen til snakke om det (mere end vi har gjort), eller skal man lade ham få lidt mere luft? Det må vel være en afvejning af en art....?

Så snart han lige hører navnet, så reagerer han dårligt - og jeg har altså ikke tænkt mig at holde op med sige det, bare fordi han bliver mopset...

Anonym skriver:

Helt sikkert - vi har også forsøgt den der mere konstruktive tilgang med at snakke med ham om, hvad det betyder og ikke betyder....

Det var (selvfølgelig) det første vi gjorde. Vi har også forsøgt at involvere ham lidt i tingene, bl.a. ved at sortere børnetøj sammen med ham, se på scannings-billeder sammen med ham og lade ham røre ved maven og alt det - altså uden at det kammer over.

Vi er nok lidt påpasselige med, at han heller ikke får lov at styre for meget - for det vil han nemlig meget gerne

Samtidigt har vi faktisk anerkendt at han også er vigtig ved at lave hans værelse om - købt nye møbler mv. for at signalere at han bestemt ikke bliver glemt...

Har du ideer til, hvordan vi ellers kan tale med ham i 'hans højde'...?

puha nej det er da svært når I har prøvet - især hvis han er lidt en "bølle" i forvejen med at ville bestemme

Men måske skal I nedtone navnesnakken til baby kommer - man kan vel ikke blive ved med at være sur over et navn efter baby er kommet.... 

og tillykke med at der er en baby på vej forresten