Ældste vil bestemme navnet....

Giraffen skriver:

puha nej det er da svært når I har prøvet - især hvis han er lidt en "bølle" i forvejen med at ville bestemme

Men måske skal I nedtone navnesnakken til baby kommer - man kan vel ikke blive ved med at være sur over et navn efter baby er kommet.... 

og tillykke med at der er en baby på vej forresten

Iihh tak - og i lige måde

... jeg synes du har nogle meget fine forslag, men det er godt nok svært at nedtone navnesnakken - det er jo mit første barn!

Jeg er helt vildt lykkelig og ovenpå over det. Og jeg vil ikke kalde mit første barn for 'den' eller 'ham', når nu vi har styr på navnet... så hedder han det.

Desuden - vi ser ham kun hver 2. uge, og faderen og jeg bor ikke engang sammen endnu - så det er altså begrænset hvad han hører til det (men jeg ved selvfølgelig ikke hvad kæresten/svigerfamilien siger mens jeg ikke er der)

Skal jeg virkelig lade en 12 årig diktere min egen opførsel...?

(ej, jeg er sgu også lidt halvirriteret over det - sorry hvis jeg lyder sur, det er bestemt ikke meningen)

Anonym skriver:

Ja... det med puberteten ser jeg også lidt som en faktor.

Men han er skisme bare lidt svært at lokke ord ud af - jeg har prøvet et par gange, men så er alt pludselig bare fint og godt - og så er det fedt at skulle være storebror, for det er hans bedste kammerat jo også lige blevet.

Skal man så tvinge drengen til snakke om det (mere end vi har gjort), eller skal man lade ham få lidt mere luft? Det må vel være en afvejning af en art....?

Så snart han lige hører navnet, så reagerer han dårligt - og jeg har altså ikke tænkt mig at holde op med sige det, bare fordi han bliver mopset...

Han bliver nødt til at acceptere at det er jer der vælger navnet til barnet, da i er forældrene. Og når han nævner det med katten, kunne i så ikke nævne andre der også hedder navnet - bare for at sige, at det ikke betyder noget at andre/ andet også har heddet/hedder navnet. Tænker at han måske får en forståelse af, at i er meget glade for navnet uanset hvem der hedder det.

Tror generelt at det kan være svært at snakke med teenagere, og det er han jo ved at være. Hvis i har talt med ham om tingene, så kan i nok ikke gøre så meget andet, end at spørge ind til ham engang imellem. Inddrage ham i andre ting, f.eks hvis der skal vælges noget til babyværelset - kunne jo være at han gerne ville være med til at udpege en cool uro eller andet. Så får han lov at bestemme lidt.

Med tiden vil det med navnet være ligegyldigt for ham, men synes indtil videre at i skal inddrage ham hvor i kan og hvor han vil, så han ikke føler sig helt magtesløs. Det er jo en meget ny situation og ikke noget han kan styre.

/Fenja

 

 

 

Fenja09 skriver:

Han bliver nødt til at acceptere at det er jer der vælger navnet til barnet, da i er forældrene. Og når han nævner det med katten, kunne i så ikke nævne andre der også hedder navnet - bare for at sige, at det ikke betyder noget at andre/ andet også har heddet/hedder navnet. Tænker at han måske får en forståelse af, at i er meget glade for navnet uanset hvem der hedder det.

Tror generelt at det kan være svært at snakke med teenagere, og det er han jo ved at være. Hvis i har talt med ham om tingene, så kan i nok ikke gøre så meget andet, end at spørge ind til ham engang imellem. Inddrage ham i andre ting, f.eks hvis der skal vælges noget til babyværelset - kunne jo være at han gerne ville være med til at udpege en cool uro eller andet. Så får han lov at bestemme lidt.

Med tiden vil det med navnet være ligegyldigt for ham, men synes indtil videre at i skal inddrage ham hvor i kan og hvor han vil, så han ikke føler sig helt magtesløs. Det er jo en meget ny situation og ikke noget han kan styre.

/Fenja

 

 

 

Den der med uroen var faktisk en meget fed ide.... han har også været med til at sortere børnetøjet vi har arvet - sammen med sin far. Det var han vist helt oppe og køre over

Det er jo også sådan nogle små beslutninger, som jeg dybest set er ligeglad med - altså uro, børnetøj og sådan noget.

Vi prøvede også at påpege at andre har samme navn. Men den virkede ikke. Resten af min kærestens familie har også snakket meget godt om navnet (uanset om de mener det eller ej) for at præge ham - men han er bare stejl!

Jeg gider sgu ærligt talt bare heller ikke høre mere på ham - og det virker som om det er lidt af en vilje-kamp nu mellem ham og forældre.

Og den her vinder han bare ikke...

Anonym skriver:

Den der med uroen var faktisk en meget fed ide.... han har også været med til at sortere børnetøjet vi har arvet - sammen med sin far. Det var han vist helt oppe og køre over

Det er jo også sådan nogle små beslutninger, som jeg dybest set er ligeglad med - altså uro, børnetøj og sådan noget.

Vi prøvede også at påpege at andre har samme navn. Men den virkede ikke. Resten af min kærestens familie har også snakket meget godt om navnet (uanset om de mener det eller ej) for at præge ham - men han er bare stejl!

Jeg gider sgu ærligt talt bare heller ikke høre mere på ham - og det virker som om det er lidt af en vilje-kamp nu mellem ham og forældre.

Og den her vinder han bare ikke...

Måske skal du lade være med at se det som " den her vinder han bare ikke". Istedet skulle du/ i bare vælge at sige " vi har valgt dette navn og det er hvad bebsen kommer til at hedde, men vil du være med til at...?". Så handler det ikke om navnet men om alt det andet som han godt må og kan være med til

Der vil jo komme mange kampe i fremtiden, fordi han er ved at gå ind i puberteten, men jeg ville prøve så vidt det var muligt, at få "kampen" udryddet og stå fast på at i er forældre og bestemmer ( og det er ikke til diskussion) men mange andre ting kan i alle være med til at beslutte.

/Fenja  

 

Hej!

tILLYKKE med GRAVIDITETEN, klart du er spændt og er glad for i har fundet et navn.

Når man er 12 år, kun ser sin far hver 2 uge og der kommer et nyt barn, så er det tungt, for ham at finde sin plads i det hele.

Han er helt sikkert bekymret for om der stadig e rplads til ham og hvordan hans far vil være far for ham når der nu kommer et nyt barn.

Det kan ord ikke klare, det er adfærden der viser ham at han er elsket og emegt værdifuld både for far, og også for dig.

Husk i er de voksne,han er et barn.I bestemmer, og lad ham alligevel være med og diskutere navne. måske kan barnet få et  mellemnavn i alle kan leve med.

Når han bliver så vred, så handler det ikke kun om navnet deter hans behov for at blive bekræftet i at han er elsket ,også selvom der kommer et nyt barn.

Det klares ved at give ham  empati,og deter ikke det samme som han skal bestemme. hans følelser skal anerkendes.Han har dem ikke for at genere jer.

Jo mere i rummer og giver empati, jo mere glad bliver han.

held og lykke med det hele.

 

 

Anonym skriver:

Iihh tak - og i lige måde

... jeg synes du har nogle meget fine forslag, men det er godt nok svært at nedtone navnesnakken - det er jo mit første barn!

Jeg er helt vildt lykkelig og ovenpå over det. Og jeg vil ikke kalde mit første barn for 'den' eller 'ham', når nu vi har styr på navnet... så hedder han det.

Desuden - vi ser ham kun hver 2. uge, og faderen og jeg bor ikke engang sammen endnu - så det er altså begrænset hvad han hører til det (men jeg ved selvfølgelig ikke hvad kæresten/svigerfamilien siger mens jeg ikke er der)

Skal jeg virkelig lade en 12 årig diktere min egen opførsel...?

(ej, jeg er sgu også lidt halvirriteret over det - sorry hvis jeg lyder sur, det er bestemt ikke meningen)

puha jeg kan godt forstå dig og synes faktisk heller ikke det er så meget din opgave at få sønnen med på at der skal nyt ind i familien

Tror faren kan gøre rigtig meget her så storebror ikke føler sig tilsidesat for den nye familie

set fra den 12-åriges syndspunkt har hans far jo forladt ham og moren til fordel for en ny mor og nu kommer der en ny søn - tror slet ikke det er så nemt og kunne forestille mig at det også er svært for drengen selv at finde hoved og hale i at adskille glæden ved en lillebror med sorgen over at ens familie nu for alvor aldrig bliver den samme igen... men igen... tror ikke der er så meget du kan gøre men måske hans far/din kæreste kan bruge noget tid bare med sønnen og forklare at det bliver en omvæltning men at han stadig elsker ham højt og at deres forhold stadig er unikt osv osv osv... 

Anonym skriver:

Ja... det med puberteten ser jeg også lidt som en faktor.

Men han er skisme bare lidt svært at lokke ord ud af - jeg har prøvet et par gange, men så er alt pludselig bare fint og godt - og så er det fedt at skulle være storebror, for det er hans bedste kammerat jo også lige blevet.

Skal man så tvinge drengen til snakke om det (mere end vi har gjort), eller skal man lade ham få lidt mere luft? Det må vel være en afvejning af en art....?

Så snart han lige hører navnet, så reagerer han dårligt - og jeg har altså ikke tænkt mig at holde op med sige det, bare fordi han bliver mopset...

ehm, har ikke så meget nyt at bidrage med da jeg er ret enig i det meste af det andre har nævnt.

Men da jeg læste det indlæg tænkte jeg lige kort på om hans kammerat havde fået lov til at bestemme sin lillebrors navn... ved i noget om det?? for hvis det er tilfældet kan det vel også spille ind i forhold til at føle sig snydt??

ved det ikke... men håber da det bedste for jer

Qnuz

Jeg tænker om det kan være hans måde at reagere på, i forhold til at blive storebror, og måske føler sig jaloux og forbigået. Må give mange tanker for ham at han nu skal dele sin far med en lille ny. Har i evt prøvet at sætte jer sammen og kigge navne i navnebogen med ham, og måske lave kompromis hvor han får lov at bestemme et ekstra navn. Hvis i feks var enige om Carl hansen, så kalde ham Carl Emil hansen hvis det nu var Emil storebror bestemte ville være godt

Fenja09 skriver:

Måske skal du lade være med at se det som " den her vinder han bare ikke". Istedet skulle du/ i bare vælge at sige " vi har valgt dette navn og det er hvad bebsen kommer til at hedde, men vil du være med til at...?". Så handler det ikke om navnet men om alt det andet som han godt må og kan være med til

Der vil jo komme mange kampe i fremtiden, fordi han er ved at gå ind i puberteten, men jeg ville prøve så vidt det var muligt, at få "kampen" udryddet og stå fast på at i er forældre og bestemmer ( og det er ikke til diskussion) men mange andre ting kan i alle være med til at beslutte.

/Fenja  

 

Det jeg mener med, at den her 'vinder han ikke', skyldes at drengen er en MEGET dårlig taber. Og han har samme reaktion på det her navn, som når han taber i spil - det er bestemt ikke fordi jeg mener det er en konkurrence om hvem der bestemmer mest - for det gør vi forældre

Måske skulle man bare ignorere ham i lidt tid....? Eller, altså hans udbrud?

Jeg vil lige understrege, at han ellers er en meget sød og nem dreng, som jeg/vi vitterligt ikke har nogle problemer med Bare så I ikke tror at hjemmet er forfulgt af skænderier...

dpb skriver:

ehm, har ikke så meget nyt at bidrage med da jeg er ret enig i det meste af det andre har nævnt.

Men da jeg læste det indlæg tænkte jeg lige kort på om hans kammerat havde fået lov til at bestemme sin lillebrors navn... ved i noget om det?? for hvis det er tilfældet kan det vel også spille ind i forhold til at føle sig snydt??

ved det ikke... men håber da det bedste for jer

Qnuz

hahahaha - sjovt du siger det, for jeg spurgte faktisk til, hvad de andre forældre havde navnet fra for laaang tid siden - og så vidt jeg lige kunne forstå var det ikke noget kammeraten var involveret i.

Men det kan selvfølgelig være at kammeraten har en anden opfattelse...?