tosprogenhed

jennie skriver:

Tak for alle gode svar, jeg er selvfølgelig lidt ekstra bekymret da sprogene dansk og svensk ligner hinanden så meget og jeg selv snakker dansk med alle danskere jeg møder på trods af at min søn er med, ved ikke om det er det rigtige? men det er heller ikke rart ikke at blive forstået...  Men tak for støtte og skal helt sikkert holde op med al dansk herhjemme og måske også med min kærestes familie, de kan sagtens lære at forstå svensk eller så må de da spørge igen...

Vi har venner, hvis børn taler flydende norsk og svensk (svensk hjemme og norsk i skole/institution). De kan godt skille dem ad, og de store kan også skrive på begge sprog. De to sprog ligner jo også hinanden meget, så jeg tror ikke det behøver at være noget problem, men jeg tror det er rigtigt at man skal være opmærksom på det i hverdagen, hvis man mener det er vigtigt at barnet lærer begge sprog. Min veninde har fortalt mig, at deres yngste der går i børnehave, tit får et bedre ordforråd på norsk end svensk i løbet af året (hverdagene), og at de er bevidste på at få opdateret ordforrådet på svensk, når de er i Sverige i en længere periode om sommeren.

Jeg taler bevidst dansk hjemme (og gør mig umage med at tale korrekt dansk), da jeg gerne vil at min datter lærer dansk rigtigt. Ude taler jeg en blanding af dansk og norsk (bor i Norge). Jeg forsøger at undgå at blande sprogene hjemme (noget som man jo nemt kommer til, når man bor i et andet skandinavisk land), da jeg vil at hun skal lære begge (eller i hvert fald det ene) sprog rigtigt, og ikke i en underlig hjemmelavet blandingsversion.  

Jeg er selv flersproget - er vokset op i Sverige, men vi har talt mine forældres modersmål derhjemme. Siden har jeg efterfølgende også lært dansk og engelsk. Jeg ser det kun som er fordel at være tosporget, man lærer at tænke mere paralelt om sprogenes opbygning, og jeg føler virkelig, at jeg har haft en fordel når jeg har skulle lært et nyt sprog.

Man kan skelne i mellem to forskellige måder at være flersproget.. Der er jo forskel på at være tosproget i den sans at man:

Taler 1 sprog der hjemme, og 1 andet sprog ude i f.eks. instutitionen.

Men man kan også tale flere forskellige sprog der hjemme og et helt andet ude.

Begge dele gør det måske lidt senere for børnene at udvikle sproget ligeså hurtigt som hos de børn som kun taler 1 sprog. Men til gengæld kan de jo "dobbelt" så meget når de så kommer dertil

Jeg har hørt, at man skal forvente at sprogudviklingen tager lidt længere tid når der er flere forskellige i hjemmet, der opstår let forvirringer osv, men der skulle ikke være noget problem for børnene at lære sprogene i sidste ende!

Mine 3 søsekende og jeg var bedre til svensk end vi var til det sprog vi talte derhjemme, og sådan er det meget tit. Om barnet skal vokse op i Danmark og gå i skole her, er det jo også vigtigt at det kan beherske sporget ligeså godt som de danske børn.. Og det kommer det nok også

Dette er meget relevant for mig, da min kæreste og jeg er danskere (min kæreste dog halvt finne, men født i Danmark og taler kun meget lidt finsk) og skal flytte til Sverige, så med tiden skal vores søn (som nu er knap 1½ år) lære de to sprog.

Vi regner med, som du nævner, at vi skal tale dansk derhjemme, og at han så lærer det svenske i institutionen og ude i samfundet blandt svenskere. Derudover kommer vi sandssynligvis med tiden til at snakke svensk en del derhjemme også, da mor og far jo også skal integreres!

Det er et rigtig spændende emne, er meget interesseret i sprog - især de nordiske.