Jeg lider ikke af social forbi, - men jeg har en anden form for angst, der bliver tricket af alt hvad der har med økonomi og ansvar over for økonomi at gøre... Og det er ufatteligt hvor meget det kan styre ens liv.
Da det var værst var en tur ud til postkassen for at hente (et bjerg) af rudekuverter noget, jeg skulle bruge uger på at overkomme, og jeg var ødelagt indeni efterfølgende. At se en posmand var nok til at få mig ned i et hul, og det samme galdt politiet og andre, der kunne tænkes at komme efter mig ang. økonomi. Jeg kunne overhovedet ikke se det i øjnene, at skulle ringe til en advokat eller kommunen var nok til at udløse grådanfalde og rysteture. Det var så slemt at jeg vågnede stort set hver nat omkring kl 2, - på det tidspunkt havde kroppen fået den mest nødvendige søvn, og så startede underbevidstheden op så tankerne bare kværnede rundt. Jeg havde kronisk ondt i maven og kunne ikke falde i søvn om aftenen. Det var umuligt for mig at gøre simple ting som at logge ind på netbank eller at ringe til min bankrådgiver. Rigtigt, rigtigt langt ude.
Men en dag besluttede jeg mig for at nok var nok. Jeg kunne mærke, at kom jeg længere ned og ud, ville jeg ende med at miste den smule kontrol jeg havde tilbage, og jeg ville ikke slippe grebet i virkeligheden med neglene, - mine små børn havde behov for mig. SÅ jeg forlod min mand, (som primært var skyld i at jeg var havnet derude på grund af to konkurser og generelt dårlig økonomi) og pakkede mine unger og tog ansvar for mit eget liv.
Det var et helvede at komme ud på den anden side. Men jeg ville!!! Den er der stadigvæk, i perioder mere fremherskende end andre. Jeg kan stadigvæk ikke 'bare' åbne en rudekuvert, eller skrive en mail til en advokat uden at få ondt i maven, - men jeg er i stand til at gøre det nu. Jeg vil ikke lade det ødelægge mit liv. Det styrer det stadig til en vis grad, - det kan tage mig noget tid at samle mig sammen til at gøre de væmmelige ting. Men for hver gang jeg overvinder en af de store hurtler, bliver det nemmere. F.eks. var jeg i stand til at møde i fogedretten, og til at booke og gennemføre et møde ved skat sidste år.
Jeg har sat mig en belønning. Det hjælper rigtigt meget. Når jeg har fået 100 % styr på min økonomi, det vil sige, når jeg har søgt og forhåbentligt fåetl, en gældssanering, og der altså ikke er noget ' at være bange for' mere, vil jeg gå i gang med min drømmeuddannelse. Hver gang jeg har behov for styrke til at komme videre, lukker jeg øjnene og tænker på det. Det giver mig en masse.
Det er ikke helt det samme, det ved jeg, men en solstråle historie på at det kan lade sig gøre at arbejde sig igennem, selv når man er derude. 
