Socíalfobi.

Har valgt ikke at være anonym, da jeg ligeså godt kan stå ved det... Jeg lider af socialfobi og generaliseret angst. Det med det sociale påvirker mig fx på disse punkter; uddannelse, job og at skulle involvere mig i længerevarende samtaler osv. Jeg bliver simpelthen så dårlig at jeg tror jeg skal stille træskoene. Dette har resulteret i at jeg kun har haft job i ti måneder, og den eneste uddannElse jeg ha fÅet gennemført er gymnasiet og grundforløbet til Webintegrator... Har prøvet et par andre. Mit prOblem er ikke at komme ud og overholde aftaler og jeg tager mig af mit barn som enhver anden. Problemet er med uddannelse og job primært. Andre der selv står i noget lign ? Hvad gør I ? Har ikke lige alle detaljer med da dette er skrevet fra mobil... SÅ det er ogsÅ lidt rodet beklager. Nogle succeshistorier evt? God aften

Opper lige

Jeg har social-og agora fobi. I mit tilfælde er det så slemt, at jeg har fået førtidspension.

Det var desværre ikke lige en succeshistorie, sorry, men sådan min situation er..

Laulund87 skriver:

<p> Jeg har social-og agora fobi. I mit tilfælde er det så slemt, at jeg har fået førtidspension.</p><p> Det var desværre ikke lige en succeshistorie, sorry, men sådan min situation er..</p>

Det er helt okay Tænker jo desværre ofte at det kan blive 'målet' for mig... Men det er vel også ufatteligt svært at få, siges der. Jeg frygter bare hvad de vil sende mig ud i som det næste, og kan ikke finde ro pga det. Vil bare nyde min barsel hundrede procent og ikke kun 99 procent. Det værste er nok også afmagt, og det at ens nærmeste ikke helt forstår. Men tak fordi du skrev, alle erfaringer kan jo bruges

maryjane skriver:

Det er helt okay Tænker jo desværre ofte at det kan blive 'målet' for mig... Men det er vel også ufatteligt svært at få, siges der. Jeg frygter bare hvad de vil sende mig ud i som det næste, og kan ikke finde ro pga det. Vil bare nyde min barsel hundrede procent og ikke kun 99 procent. Det værste er nok også afmagt, og det at ens nærmeste ikke helt forstår. Men tak fordi du skrev, alle erfaringer kan jo bruges

Jeg frygtede det også helt vildt meget! Men hvis bare du er helt åben omkring hvor meget du føler du kan, så tager de det i betragtning

Og ja det er rigtig svært for omgivelserne at sætte sig ind i Det er nok også forståeligt nok for man ved bare ikke hvordan det er før man har stået i det..

jeg ved ikke om jeg lider af det

for når jeg skal møde nye mennesker bliver jeg virkelig dårlig mine hænder bliver is kolde og mine fødder med alm er de dejlige varme... de første 3mdr jeg er et nyt sted står jeg nærmest bare dum som jeg er i et hjørne snakker næsten ikke og ja det er sååå ubehaligt...

og mit problem er jeg er job søgende der er ingen job men så vil kommunen jo smide mig ud i praktik som jeg gerne vil men alle de nye mennesker kan jeg slet ikke rumme inde i hovede

Jeg kender også til det.
Synes det er SÅ svært, og føler slet ikke, at jeg kan fungere sammen med andre mennesker. Det er dybt deprimerende. Vil rigtig gerne ud og videre, men synes det er svært. Har intet arbejde eller uddannelse.

Jeg har det ikke.. men en i min familie har.. og hun endte med at blive hjemmegående med børnene og er aldrig kommet tilbage.. heldigvis hendes mand som kunne betale det hele med hans løn..
Det var desvære ikke succes historie.. så ved ikke om man kan gøre noget..

B&J skriver:

<p> jeg ved ikke om jeg lider af det<img style="border: 0;" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12382.p ng" alt="" class="ForumLinkedImage"/></p><p> for når jeg skal møde nye mennesker bliver jeg virkelig dårlig mine hænder bliver is kolde og mine fødder med alm er de dejlige varme... de første 3mdr jeg er et nyt sted står jeg nærmest bare dum som jeg er i et hjørne snakker næsten ikke og ja det er sååå ubehaligt...</p><p> og mit problem er jeg er job søgende der er ingen job men så vil kommunen jo smide mig ud i praktik som jeg gerne vil men alle de nye mennesker kan jeg slet ikke rumme inde i hovede<img style="border: 0;" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12365.g if" alt="" class="ForumLinkedImage"/></p>

Kan godt lyde lidt som det ja.. :/ det er dælme ikke sjovt. Har du overvejet at tale med læge eller andre om det? Har selv prøvet psykolog på sygehus og gruppeterapi hvilket ikke fungerede... Har nu en ergo terapeut som jeg ikke føler hjælper... Da det er ting så som at handle ind osv hun hjælper med.. Og det er altså ikke noget problem på samme måde. Det er selvfølgelig ikke vildt behageligt heller men det er heller ikke det samme som at skulle være på i en klasse fx eller arbejde... Puuuuh

Jeg lider ikke af det du beskriver 

men jeg har ADHD og med følge af dette desværre også noget social angst 

mit "skinner igennem" når jeg feks skal til forældre komsammen i vuggeren, jeg kan være så nærvøs" at jeg er lige ved at aflyse hver gang (tvinger dog migselv derhen hver gang for min datters skyld) 

jeg har det også dårligt med folk der står for tæt på mig og overskrider mit personlige rum, jeg kan blive svimmel og kvalme 

lige for tiden er jeg sygmeldt pga at tanken om at skulle involvere mig selv med fremmede mennesker gør mig syg og grædefærdig 

så noget har jeg da  (hvilket forhåbenligt bliver klarlagt hos den psykolog jeg skal gå hos fra på fredag af ) 

det blev lidt langt og meget om migselv  men det jeg egenlig ville sige var... GIV ALDRIG OP... det her er dit liv 

Jeg håber og ber til at jeg kan starte udd til aug, for mit liv skal leves og min datter skal tænke på mig som en overlever en Fighter  jeg har set alt for mange som går ned og bliver der og det ønsker jeg ikke for nogen 

okay var det her over hovedet anvendligt  

go aften og held og lykke