Så træt af det. - gode råd og tanker søges

Jeg har en 6 årig datter, der simpelthen er ved at slide mig op. Hun er lige så stædig som jeg er, og vi har KONSTANT magtkampe om hvem, der skal have bukserne på her i huset. Den mindste lille ting kan blive til en kamp om hvem der skal bøje sig, - lige meget hvad jeg siger, hun skal gøre eller ikke gøre, lige meget hvad jeg siger eller mener, - er hun i det humør sætter hun sig på tværs. Og som oftest mener jeg at hun skal rette ind, med mindre det er så små og ubetydelige ting, at jeg ikke gider at diskutere med hende, og derfor bare siger jaja. Og nej, hun har aldrig, og vil aldrig få lov at køre løbet, - men selv efter så lang tid, - for det her jar stået på i flere år allerede, men bliver værre og værre, - er det ikke gået op for hende, at hun ikke kan vinde. Jeg ved godt selv at jeg er for god til at give hende en chance til, når der er faldet en konsekvens, såsom at hun bliver sendt fra bordet uden mad, mister sit fredagsslik eller hvad ved jeg, og som sådan vinder hun jo så alligevel. Og jeg ved det er forkert, men det er bare så trættende og opslidende, og det går ud over hele husholdningen.

Eksempler på kampe kan være situationen omkring aftensmaden. Hun kan ikke lide noget andet en pasta, ris og kød. En hver form for grøntsager er ad, medmindre jeg koger dem til smadder i en gang pasta med  kødsovs, og hun så ikke aner hun spiser det. Og det er hver aften. Med mindre det er de få ting, hvor jeg ikke serverer grøntsager til, såsom pizza eller lignende. Jeg mener ikke barnet skal spise en kæmpe portion, af det hun ikke kan lide. Får vi kartofler, får hun hvad der svarer til en lille halv kartoffel, eller en lille spiseske grøntsager eller lignende. Ikke ret meget. Jeg mener bare, hun skal vænne sig til at man også er nødt til det man ikke er så vild med, men bare en lille smule. Og nej, jeg har ikke behov for at høre, at der er nogen der mener, at det er forkert at hun skal spise noget hun ikke kan lide, - det er jo ikke sådan at jeg tvinger maden ned i halsen på hende. Men hun får heller ikke de ting, hun godt kan lide, medmindre hun spiser det andet også, og ellers må hun gå sulten i seng.

Men hun ødelægger vores aftensmadsspisning hver eneste aften. Og hendes lillesøster på 1 år, kan vi mærke er begyndt at blive påvirket af den slagmark vi skal have hver dag derude- Det er så ulidleligt.

Det kan også være, at hun insisterer på at side på hug på stolen mens vi spiser, eller at hun bliver ved med at vippe - Og jeg skal virkelig blive gal i hovedet før hun stopper sit ***, og true hende med at sælge hende til hvid slavehandel, eller hvad ved jeg. Ej, selvfølgeligt ikke, men I ved hvad jeg mener. I det hele taget er der alt for mange trusler hele tiden.  - Hvis du ikke gør det, sker der det. Hvis du gør det, så får du ikke det. Og jeg kan mærke inden i mig selv at det er forkert, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre i stedet for. Og jo, jeg har prøvet at vende den om, og belønne god opførsel i stedet for at straffe dårlig, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt. Hun er simpelthen ikke nok interesseret i hvilken som helst belønning, jeg kan finde på, at tage magtkampene er åbenbart mere fristene for hende. Og igen, hvis jeg så siger til hende, er du sød hele denne her uge, så tager vi i legeland på lørdag, og hun så skaber sig tosset fredag, så er jeg igen tilbøjelig til at give hende en chance til, når vi har været hele møllen igennem og hun græder sine vemodige tårer, og så er jeg jo total nyttesløs igen.

Jeg ved godt, det er hårdt at have unger i den alder, - men hvis der er nogen, der kan give nogen gode råd og forslag til hvordan jeg kan ændre vores hverdag, ville jeg være meget taknemmelig. For jeg vil jo så gerne kunne hygge med hende, når hun er den søde, dejlige unge, hun også kan være, og det er sgu svært når vi ødelægger det hele tiden.

Håber der er nogle der kan give dig nogle gode råd. Jeg kan desværre ikke da min datter kun er 1 1/2 år. 

Men lyder bestemt ikke sjovt, og kan udemærket forstå det kan være opslidende. Er slet ikke til at forstå at en 6 årig kan være sådan. 

Anonym skriver:

Jeg har en 6 årig datter, der simpelthen er ved at slide mig op. Hun er lige så stædig som jeg er, og vi har KONSTANT magtkampe om hvem, der skal have bukserne på her i huset. Den mindste lille ting kan blive til en kamp om hvem der skal bøje sig, - lige meget hvad jeg siger, hun skal gøre eller ikke gøre, lige meget hvad jeg siger eller mener, - er hun i det humør sætter hun sig på tværs. Og som oftest mener jeg at hun skal rette ind, med mindre det er så små og ubetydelige ting, at jeg ikke gider at diskutere med hende, og derfor bare siger jaja. Og nej, hun har aldrig, og vil aldrig få lov at køre løbet, - men selv efter så lang tid, - for det her jar stået på i flere år allerede, men bliver værre og værre, - er det ikke gået op for hende, at hun ikke kan vinde. Jeg ved godt selv at jeg er for god til at give hende en chance til, når der er faldet en konsekvens, såsom at hun bliver sendt fra bordet uden mad, mister sit fredagsslik eller hvad ved jeg, og som sådan vinder hun jo så alligevel. Og jeg ved det er forkert, men det er bare så trættende og opslidende, og det går ud over hele husholdningen.

Eksempler på kampe kan være situationen omkring aftensmaden. Hun kan ikke lide noget andet en pasta, ris og kød. En hver form for grøntsager er ad, medmindre jeg koger dem til smadder i en gang pasta med  kødsovs, og hun så ikke aner hun spiser det. Og det er hver aften. Med mindre det er de få ting, hvor jeg ikke serverer grøntsager til, såsom pizza eller lignende. Jeg mener ikke barnet skal spise en kæmpe portion, af det hun ikke kan lide. Får vi kartofler, får hun hvad der svarer til en lille halv kartoffel, eller en lille spiseske grøntsager eller lignende. Ikke ret meget. Jeg mener bare, hun skal vænne sig til at man også er nødt til det man ikke er så vild med, men bare en lille smule. Og nej, jeg har ikke behov for at høre, at der er nogen der mener, at det er forkert at hun skal spise noget hun ikke kan lide, - det er jo ikke sådan at jeg tvinger maden ned i halsen på hende. Men hun får heller ikke de ting, hun godt kan lide, medmindre hun spiser det andet også, og ellers må hun gå sulten i seng.

Men hun ødelægger vores aftensmadsspisning hver eneste aften. Og hendes lillesøster på 1 år, kan vi mærke er begyndt at blive påvirket af den slagmark vi skal have hver dag derude- Det er så ulidleligt.

Det kan også være, at hun insisterer på at side på hug på stolen mens vi spiser, eller at hun bliver ved med at vippe - Og jeg skal virkelig blive gal i hovedet før hun stopper sit ***, og true hende med at sælge hende til hvid slavehandel, eller hvad ved jeg. Ej, selvfølgeligt ikke, men I ved hvad jeg mener. I det hele taget er der alt for mange trusler hele tiden.  - Hvis du ikke gør det, sker der det. Hvis du gør det, så får du ikke det. Og jeg kan mærke inden i mig selv at det er forkert, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre i stedet for. Og jo, jeg har prøvet at vende den om, og belønne god opførsel i stedet for at straffe dårlig, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt. Hun er simpelthen ikke nok interesseret i hvilken som helst belønning, jeg kan finde på, at tage magtkampene er åbenbart mere fristene for hende. Og igen, hvis jeg så siger til hende, er du sød hele denne her uge, så tager vi i legeland på lørdag, og hun så skaber sig tosset fredag, så er jeg igen tilbøjelig til at give hende en chance til, når vi har været hele møllen igennem og hun græder sine vemodige tårer, og så er jeg jo total nyttesløs igen.

 

Jeg ved godt, det er hårdt at have unger i den alder, - men hvis der er nogen, der kan give nogen gode råd og forslag til hvordan jeg kan ændre vores hverdag, ville jeg være meget taknemmelig. For jeg vil jo så gerne kunne hygge med hende, når hun er den søde, dejlige unge, hun også kan være, og det er sgu svært når vi ødelægger det hele tiden.

 

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan give af gode råd, men tænker at når du for eks. siger "hvis du er sød hele den her uge, så tager vi i legeland på lørdag", at det så måske er alt for lang tid? Tror ikke der er nogen børn, der kan opføre sig pænt en heeeeeel uge, og for en 6-årig kan en belønning der ligger 6 dage væk, være uoverskuelig..

Og hvis hun så ikke opfører sig pænt om fredagen, dagen før, så er al hendes hårde arbejde fra ugen "spildt", og hvem gider så prøve igen, hvis belønningen alligevel aldrig kommer.. Hvis du kan følge mig?

Og herhjemme gider Isabella heller ikke rigtig grøntsager, men hun vi gerne have rå og kogte gulerødder og majs, og det får hun som regel.. Så smider jeg en enkel grøntsag oveni, som jeg også forventer at hun spiser, og det plejer hun også at gøre.. Faktisk er hun begyndt at spise den grøntsag hun ikke kan lide som det aller første, så det er overstået med det samme

Men ja, nogen ting skal man sige 10.000.000 gange, før det siver ind.. Lige nu prøver jeg på at få hende til at smørre ærmerne op inden hun spiser, og sætte håret bag ørerne eller i en elastik, og jeg skal sige det HVER aften, hun husker det ikke selv.. Til gengæld sidder hun ordentlig på stolen nu, og ikke med benene op under sig, eller halvvejs nede af stolen - jeg har bare fortrængt hvor længe det tog Og det samme med at tage tallerknen hen ved siden af gryden, så man ikke skal løfte maden hen over heeele bordet på en grydeske og over til tallerkenen, tog også en evighed, men nu gør hun det som selvfølge... Så tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed, det skal nok lykkedes til sidst

Og kender godt følelsen af, at man ikke laver andet end at skælde ud, og at man tænker, at man jo ikke kan rose hver en lille ting som man gjorde da de var helt små, men, jeg tror man kommer langt med at rose de rigtige ting..

Anonym skriver:

Jeg har en 6 årig datter, der simpelthen er ved at slide mig op. Hun er lige så stædig som jeg er, og vi har KONSTANT magtkampe om hvem, der skal have bukserne på her i huset. Den mindste lille ting kan blive til en kamp om hvem der skal bøje sig, - lige meget hvad jeg siger, hun skal gøre eller ikke gøre, lige meget hvad jeg siger eller mener, - er hun i det humør sætter hun sig på tværs. Og som oftest mener jeg at hun skal rette ind, med mindre det er så små og ubetydelige ting, at jeg ikke gider at diskutere med hende, og derfor bare siger jaja. Og nej, hun har aldrig, og vil aldrig få lov at køre løbet, - men selv efter så lang tid, - for det her jar stået på i flere år allerede, men bliver værre og værre, - er det ikke gået op for hende, at hun ikke kan vinde. Jeg ved godt selv at jeg er for god til at give hende en chance til, når der er faldet en konsekvens, såsom at hun bliver sendt fra bordet uden mad, mister sit fredagsslik eller hvad ved jeg, og som sådan vinder hun jo så alligevel. Og jeg ved det er forkert, men det er bare så trættende og opslidende, og det går ud over hele husholdningen.

Eksempler på kampe kan være situationen omkring aftensmaden. Hun kan ikke lide noget andet en pasta, ris og kød. En hver form for grøntsager er ad, medmindre jeg koger dem til smadder i en gang pasta med  kødsovs, og hun så ikke aner hun spiser det. Og det er hver aften. Med mindre det er de få ting, hvor jeg ikke serverer grøntsager til, såsom pizza eller lignende. Jeg mener ikke barnet skal spise en kæmpe portion, af det hun ikke kan lide. Får vi kartofler, får hun hvad der svarer til en lille halv kartoffel, eller en lille spiseske grøntsager eller lignende. Ikke ret meget. Jeg mener bare, hun skal vænne sig til at man også er nødt til det man ikke er så vild med, men bare en lille smule. Og nej, jeg har ikke behov for at høre, at der er nogen der mener, at det er forkert at hun skal spise noget hun ikke kan lide, - det er jo ikke sådan at jeg tvinger maden ned i halsen på hende. Men hun får heller ikke de ting, hun godt kan lide, medmindre hun spiser det andet også, og ellers må hun gå sulten i seng.

Men hun ødelægger vores aftensmadsspisning hver eneste aften. Og hendes lillesøster på 1 år, kan vi mærke er begyndt at blive påvirket af den slagmark vi skal have hver dag derude- Det er så ulidleligt.

Det kan også være, at hun insisterer på at side på hug på stolen mens vi spiser, eller at hun bliver ved med at vippe - Og jeg skal virkelig blive gal i hovedet før hun stopper sit ***, og true hende med at sælge hende til hvid slavehandel, eller hvad ved jeg. Ej, selvfølgeligt ikke, men I ved hvad jeg mener. I det hele taget er der alt for mange trusler hele tiden.  - Hvis du ikke gør det, sker der det. Hvis du gør det, så får du ikke det. Og jeg kan mærke inden i mig selv at det er forkert, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre i stedet for. Og jo, jeg har prøvet at vende den om, og belønne god opførsel i stedet for at straffe dårlig, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt. Hun er simpelthen ikke nok interesseret i hvilken som helst belønning, jeg kan finde på, at tage magtkampene er åbenbart mere fristene for hende. Og igen, hvis jeg så siger til hende, er du sød hele denne her uge, så tager vi i legeland på lørdag, og hun så skaber sig tosset fredag, så er jeg igen tilbøjelig til at give hende en chance til, når vi har været hele møllen igennem og hun græder sine vemodige tårer, og så er jeg jo total nyttesløs igen.

 

Jeg ved godt, det er hårdt at have unger i den alder, - men hvis der er nogen, der kan give nogen gode råd og forslag til hvordan jeg kan ændre vores hverdag, ville jeg være meget taknemmelig. For jeg vil jo så gerne kunne hygge med hende, når hun er den søde, dejlige unge, hun også kan være, og det er sgu svært når vi ødelægger det hele tiden.

 

Jeg kigger lige med her da jeg har præcis samme problem med min 6 årig søn... 

Han er simpelthen så irriterende for tiden, ja jeg er ked af at sige det men han er direkte irriterende, jeg har lyst til at sende ham på ferie hos bedsteforældrene eller lign. selvfølgelig gør jeg det ikke, men jeg føler bare jeg er drænet for kræfter hver aften fordi jeg skal diskutere med ham dagen lang og jeg magter det ikke i det lange løb... Syns jeg er konstant sur på ham og det er jo ikke i orden... 

Han vil også kun spise pasta, boler i karry eller frikadeller uden kartofler og sovs til. Han rører ikke grønsager, jeg kan simpelthen ikke få ham til at spise det. 

Så jeg har heller ikke nogle gode råd, men som sagt kigger jeg lige med og ser om der er andre der kan komme med noget godt

Zeus skriver:

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan give af gode råd, men tænker at når du for eks. siger "hvis du er sød hele den her uge, så tager vi i legeland på lørdag", at det så måske er alt for lang tid? Tror ikke der er nogen børn, der kan opføre sig pænt en heeeeeel uge, og for en 6-årig kan en belønning der ligger 6 dage væk, være uoverskuelig..

Og hvis hun så ikke opfører sig pænt om fredagen, dagen før, så er al hendes hårde arbejde fra ugen "spildt", og hvem gider så prøve igen, hvis belønningen alligevel aldrig kommer.. Hvis du kan følge mig?

Og herhjemme gider Isabella heller ikke rigtig grøntsager, men hun vi gerne have rå og kogte gulerødder og majs, og det får hun som regel.. Så smider jeg en enkel grøntsag oveni, som jeg også forventer at hun spiser, og det plejer hun også at gøre.. Faktisk er hun begyndt at spise den grøntsag hun ikke kan lide som det aller første, så det er overstået med det samme

Men ja, nogen ting skal man sige 10.000.000 gange, før det siver ind.. Lige nu prøver jeg på at få hende til at smørre ærmerne op inden hun spiser, og sætte håret bag ørerne eller i en elastik, og jeg skal sige det HVER aften, hun husker det ikke selv.. Til gengæld sidder hun ordentlig på stolen nu, og ikke med benene op under sig, eller halvvejs nede af stolen - jeg har bare fortrængt hvor længe det tog Og det samme med at tage tallerknen hen ved siden af gryden, så man ikke skal løfte maden hen over heeele bordet på en grydeske og over til tallerkenen, tog også en evighed, men nu gør hun det som selvfølge... Så tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed, det skal nok lykkedes til sidst

Og kender godt følelsen af, at man ikke laver andet end at skælde ud, og at man tænker, at man jo ikke kan rose hver en lille ting som man gjorde da de var helt små, men, jeg tror man kommer langt med at rose de rigtige ting..

jeg ved godt, det ligger lidt langt ude i fremtiden, det eksempel- Det kan også være alt muligt andet, jeg prøver at lokke hende til at være sød med. Vi har f.eks. i en lang periode hen over sommeren givet hende lommepenge for god opførsel med mere, det vil sige, at hun selvfølgeligt også kulle hjælpe til med små ting, at lægge sit tøj på plads og rydde op efter sig selv og sådan, men primært det med at være sød. 5 kr i sparebøssen hver aften for hver vellykket dag. Men det er igen det med,a t der ikke er noget, hun ønsler sig nok til at ville undgå vores konflikter. Det virkede forbløffende godt i en periode. Men så tabte det hendes interesse.

Måske kan man udvide, og lave et stykke snor, hvortil der er bundet en hel masse små gaver, pakket ind og det hele. Hvis hun så er sød en hel dag, og der overhovedet ingen konfliker er med hende, kan hun vælge en gave inden hun skal i seng. Men igen, hvorlænge skal vi så blive ved med det?!? Og hvorlænge går der før hun vokser fra det her behov for at have bukserne på?!?

Zeus skriver:

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan give af gode råd, men tænker at når du for eks. siger "hvis du er sød hele den her uge, så tager vi i legeland på lørdag", at det så måske er alt for lang tid? Tror ikke der er nogen børn, der kan opføre sig pænt en heeeeeel uge, og for en 6-årig kan en belønning der ligger 6 dage væk, være uoverskuelig..

Og hvis hun så ikke opfører sig pænt om fredagen, dagen før, så er al hendes hårde arbejde fra ugen "spildt", og hvem gider så prøve igen, hvis belønningen alligevel aldrig kommer.. Hvis du kan følge mig?

Og herhjemme gider Isabella heller ikke rigtig grøntsager, men hun vi gerne have rå og kogte gulerødder og majs, og det får hun som regel.. Så smider jeg en enkel grøntsag oveni, som jeg også forventer at hun spiser, og det plejer hun også at gøre.. Faktisk er hun begyndt at spise den grøntsag hun ikke kan lide som det aller første, så det er overstået med det samme

Men ja, nogen ting skal man sige 10.000.000 gange, før det siver ind.. Lige nu prøver jeg på at få hende til at smørre ærmerne op inden hun spiser, og sætte håret bag ørerne eller i en elastik, og jeg skal sige det HVER aften, hun husker det ikke selv.. Til gengæld sidder hun ordentlig på stolen nu, og ikke med benene op under sig, eller halvvejs nede af stolen - jeg har bare fortrængt hvor længe det tog Og det samme med at tage tallerknen hen ved siden af gryden, så man ikke skal løfte maden hen over heeele bordet på en grydeske og over til tallerkenen, tog også en evighed, men nu gør hun det som selvfølge... Så tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed, det skal nok lykkedes til sidst

Og kender godt følelsen af, at man ikke laver andet end at skælde ud, og at man tænker, at man jo ikke kan rose hver en lille ting som man gjorde da de var helt små, men, jeg tror man kommer langt med at rose de rigtige ting..

hov, - glemte lige noget

dels, så spiser min datter gerne nogle rå grøntsager, - men igen, jeg mener ikke vi skal tilberede specialkost til hende, med rå grøntsager. Koger jeg selv, lad os sige gulerødder til vores aftensmad, må hun for min skyld gerne få en rå at gnave til sine ris, men jeg tror ligesom ikke hun er interesseret i en håndfuld frosne majs, vel...

Det andet var, at hun ikke 'glemmer' at hun skal gøre noget, - hun sidder bevidst og kikekr på mig med store øjne, mens hun er uartig, for at se hvor lang tid der går, før jeg bliver sur, - jeg kan ikke komme til anden konklusion, end at hun ønsker at jeg bliver sur på hende. Når vi så er ved slutningen azf en af voresd konfrontationer, og hun ligger og er gennemgrædt af tårer, fordi hun er havnet på sit værelse eller i sin seng, og jeg så spørger hende, hvorfor hun er sådan, så sige rhun nej til om hun ønsker mig gal i hovedet. Men jeg kan simpelthen ikke fatte, hvad hun får ud af sit spil. Det er noget ÆV!!!

Anonym skriver:

Jeg har en 6 årig datter, der simpelthen er ved at slide mig op. Hun er lige så stædig som jeg er, og vi har KONSTANT magtkampe om hvem, der skal have bukserne på her i huset. Den mindste lille ting kan blive til en kamp om hvem der skal bøje sig, - lige meget hvad jeg siger, hun skal gøre eller ikke gøre, lige meget hvad jeg siger eller mener, - er hun i det humør sætter hun sig på tværs. Og som oftest mener jeg at hun skal rette ind, med mindre det er så små og ubetydelige ting, at jeg ikke gider at diskutere med hende, og derfor bare siger jaja. Og nej, hun har aldrig, og vil aldrig få lov at køre løbet, - men selv efter så lang tid, - for det her jar stået på i flere år allerede, men bliver værre og værre, - er det ikke gået op for hende, at hun ikke kan vinde. Jeg ved godt selv at jeg er for god til at give hende en chance til, når der er faldet en konsekvens, såsom at hun bliver sendt fra bordet uden mad, mister sit fredagsslik eller hvad ved jeg, og som sådan vinder hun jo så alligevel. Og jeg ved det er forkert, men det er bare så trættende og opslidende, og det går ud over hele husholdningen.

Eksempler på kampe kan være situationen omkring aftensmaden. Hun kan ikke lide noget andet en pasta, ris og kød. En hver form for grøntsager er ad, medmindre jeg koger dem til smadder i en gang pasta med  kødsovs, og hun så ikke aner hun spiser det. Og det er hver aften. Med mindre det er de få ting, hvor jeg ikke serverer grøntsager til, såsom pizza eller lignende. Jeg mener ikke barnet skal spise en kæmpe portion, af det hun ikke kan lide. Får vi kartofler, får hun hvad der svarer til en lille halv kartoffel, eller en lille spiseske grøntsager eller lignende. Ikke ret meget. Jeg mener bare, hun skal vænne sig til at man også er nødt til det man ikke er så vild med, men bare en lille smule. Og nej, jeg har ikke behov for at høre, at der er nogen der mener, at det er forkert at hun skal spise noget hun ikke kan lide, - det er jo ikke sådan at jeg tvinger maden ned i halsen på hende. Men hun får heller ikke de ting, hun godt kan lide, medmindre hun spiser det andet også, og ellers må hun gå sulten i seng.

Men hun ødelægger vores aftensmadsspisning hver eneste aften. Og hendes lillesøster på 1 år, kan vi mærke er begyndt at blive påvirket af den slagmark vi skal have hver dag derude- Det er så ulidleligt.

Det kan også være, at hun insisterer på at side på hug på stolen mens vi spiser, eller at hun bliver ved med at vippe - Og jeg skal virkelig blive gal i hovedet før hun stopper sit ***, og true hende med at sælge hende til hvid slavehandel, eller hvad ved jeg. Ej, selvfølgeligt ikke, men I ved hvad jeg mener. I det hele taget er der alt for mange trusler hele tiden.  - Hvis du ikke gør det, sker der det. Hvis du gør det, så får du ikke det. Og jeg kan mærke inden i mig selv at det er forkert, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre i stedet for. Og jo, jeg har prøvet at vende den om, og belønne god opførsel i stedet for at straffe dårlig, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt. Hun er simpelthen ikke nok interesseret i hvilken som helst belønning, jeg kan finde på, at tage magtkampene er åbenbart mere fristene for hende. Og igen, hvis jeg så siger til hende, er du sød hele denne her uge, så tager vi i legeland på lørdag, og hun så skaber sig tosset fredag, så er jeg igen tilbøjelig til at give hende en chance til, når vi har været hele møllen igennem og hun græder sine vemodige tårer, og så er jeg jo total nyttesløs igen.

 

Jeg ved godt, det er hårdt at have unger i den alder, - men hvis der er nogen, der kan give nogen gode råd og forslag til hvordan jeg kan ændre vores hverdag, ville jeg være meget taknemmelig. For jeg vil jo så gerne kunne hygge med hende, når hun er den søde, dejlige unge, hun også kan være, og det er sgu svært når vi ødelægger det hele tiden.

 

Jeg synes for det første at det er helt forkert at sige, at i har magtkampe om hvem der bestemmer hjemme hos jer, og at din datter ødelægger aftensmåltiderne. Det er en lidt halv-trist holdning, og det lyder som 'god' gammeldags børneopdragelse.

Børn vil ikke være dem, der bestemmer i hjemmet, det har de brug for en voksen til. En voksen som ser, hører OG forstår sit barn, og vel og mærke giver udtryk for det. Når barnet føler sig forstået, set og hørt, så vil det have LANGT nemmere ved at følge den voksnes krav og initiativer. For vi stiller uendelig mange krav til vores børn i løbet af en dag. De skal lære at indordne sig! .. men nej, det ville da være en kedelig verden hvis alle indordnede sig og tænk hvis din datter ALTID gjorde hvad der blev sagt og aldrig gjorde noget forkert? Så ville der FØRST være noget galt. Hun er ganske sund, idet hun nu lærer hvordan hun argumenterer for 'sin sag', hun lærer hvor mors grænser er, og hvor langt hun mon kan rykke dem. Og det er sund udvikling, men det er så her du skal vise helt klart og tydelig hvor grænsen går, så den ikke flytter sig fra den ene dag til den anden. 

Feks. ved aftensmaden, så ved jeg jo ikke præcis hvordan det forløber sig, men prøv at have dit positive ansigt på. Se på hende, når hun argumenterer for, hvad det er hun gerne vil. Spørg hende - hvad er det du gerne vil? - lige når en kamp skal til at begynde. Lyt så til hende, sig hende gerne ordene efter, men fortæl så bagefter, hvorfor det skal gøres på din måde. Lytter du til hende, så lytter hun til dig. Og så forstår jeg ikke helt hvorfor hun SKAL spise alting .. jeg blev som barn aldrig tvunget til at spise noget som jeg ikke gad spise.. så sagde min mor bare; jamen så lad det da stå og spis det andet. Og så kom der ingen kamp ud af det. Min søn gider ikke spise sovs.. det må han helt selvom. Så må han undvære, og spise det andet.

Det samme med eksemplet med hvordan hun vil sidde på stolen - spørg hende, hvorfor hun lige vil sidde sådan, hør hende helt ud, smil så og sig så; det forstår jeg også godt, men jeg vil gerne have at du sidder på din numse lige nu, så kan du sidde fjollet på stolen bagefter. Nu spiser vi

Og så lige en anden ting - jeg synes ofte de trælse kampe kommer når jeg selv (har en søn på 4) mangler lidt overskud en dag. Det mærker han, og så er børn jo så kloge og så gode til at imitere den voksnes adfærd - så er jeg pirlig, så er han det også.

Håber det var lidt brugbart for dig

Oh yes, glemte lige en ting - det der med belønninger for god opførsel, det synes er lidt billigt, hvis jeg skal være ærlig  

Forestil dig at dit barn kun gør de ting du vil have, fordi det så får en belønning bagefter? .. det er jo ikke sådan et barn man vil have. Vi vil jo gerne have at vores børn bare bliver glade og fornuftige af egen vilje og natur. Det gør de kun ved at spejle sig i det rigtige voksne menneske, som sætter et rigtig godt eksempel selv

Det samme med konsekvenser, det der med at true, feks. - hvis du ikke du rydder op, så tager jeg en sæk og smider legetøjet ud (eller hvad ved jeg). Det lærer kun barnet én ting - at mor bare slet ikke forstår mig, og så kan det da også bare være ligemeget! 

Men det er selvfølgelig bare min mening

Anonym skriver:

Jeg har en 6 årig datter, der simpelthen er ved at slide mig op. Hun er lige så stædig som jeg er, og vi har KONSTANT magtkampe om hvem, der skal have bukserne på her i huset. Den mindste lille ting kan blive til en kamp om hvem der skal bøje sig, - lige meget hvad jeg siger, hun skal gøre eller ikke gøre, lige meget hvad jeg siger eller mener, - er hun i det humør sætter hun sig på tværs. Og som oftest mener jeg at hun skal rette ind, med mindre det er så små og ubetydelige ting, at jeg ikke gider at diskutere med hende, og derfor bare siger jaja. Og nej, hun har aldrig, og vil aldrig få lov at køre løbet, - men selv efter så lang tid, - for det her jar stået på i flere år allerede, men bliver værre og værre, - er det ikke gået op for hende, at hun ikke kan vinde. Jeg ved godt selv at jeg er for god til at give hende en chance til, når der er faldet en konsekvens, såsom at hun bliver sendt fra bordet uden mad, mister sit fredagsslik eller hvad ved jeg, og som sådan vinder hun jo så alligevel. Og jeg ved det er forkert, men det er bare så trættende og opslidende, og det går ud over hele husholdningen.

Eksempler på kampe kan være situationen omkring aftensmaden. Hun kan ikke lide noget andet en pasta, ris og kød. En hver form for grøntsager er ad, medmindre jeg koger dem til smadder i en gang pasta med  kødsovs, og hun så ikke aner hun spiser det. Og det er hver aften. Med mindre det er de få ting, hvor jeg ikke serverer grøntsager til, såsom pizza eller lignende. Jeg mener ikke barnet skal spise en kæmpe portion, af det hun ikke kan lide. Får vi kartofler, får hun hvad der svarer til en lille halv kartoffel, eller en lille spiseske grøntsager eller lignende. Ikke ret meget. Jeg mener bare, hun skal vænne sig til at man også er nødt til det man ikke er så vild med, men bare en lille smule. Og nej, jeg har ikke behov for at høre, at der er nogen der mener, at det er forkert at hun skal spise noget hun ikke kan lide, - det er jo ikke sådan at jeg tvinger maden ned i halsen på hende. Men hun får heller ikke de ting, hun godt kan lide, medmindre hun spiser det andet også, og ellers må hun gå sulten i seng.

Men hun ødelægger vores aftensmadsspisning hver eneste aften. Og hendes lillesøster på 1 år, kan vi mærke er begyndt at blive påvirket af den slagmark vi skal have hver dag derude- Det er så ulidleligt.

Det kan også være, at hun insisterer på at side på hug på stolen mens vi spiser, eller at hun bliver ved med at vippe - Og jeg skal virkelig blive gal i hovedet før hun stopper sit ***, og true hende med at sælge hende til hvid slavehandel, eller hvad ved jeg. Ej, selvfølgeligt ikke, men I ved hvad jeg mener. I det hele taget er der alt for mange trusler hele tiden.  - Hvis du ikke gør det, sker der det. Hvis du gør det, så får du ikke det. Og jeg kan mærke inden i mig selv at det er forkert, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre i stedet for. Og jo, jeg har prøvet at vende den om, og belønne god opførsel i stedet for at straffe dårlig, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt. Hun er simpelthen ikke nok interesseret i hvilken som helst belønning, jeg kan finde på, at tage magtkampene er åbenbart mere fristene for hende. Og igen, hvis jeg så siger til hende, er du sød hele denne her uge, så tager vi i legeland på lørdag, og hun så skaber sig tosset fredag, så er jeg igen tilbøjelig til at give hende en chance til, når vi har været hele møllen igennem og hun græder sine vemodige tårer, og så er jeg jo total nyttesløs igen.

 

Jeg ved godt, det er hårdt at have unger i den alder, - men hvis der er nogen, der kan give nogen gode råd og forslag til hvordan jeg kan ændre vores hverdag, ville jeg være meget taknemmelig. For jeg vil jo så gerne kunne hygge med hende, når hun er den søde, dejlige unge, hun også kan være, og det er sgu svært når vi ødelægger det hele tiden.

 

Får hun lov til at hjælpe med madlavningen? Nogen gange er det lidt sjovere at spise ting der knaser og somman kan forholde sig til.! Jeg har aldrig selv været glad for grøntsager før jeg kom hjemmfra og selv kunne bestemme hvad jeg ville lave!

Men Husk din datter lære også af din opførsel over for andre og hende, jeg har ingen børn endnu (om 4 måneder har jeg en lille en), men jeg er god til at observere.

Hvad siger din mand/kæreste til situationen?

Får hun lov til at hjælpe med madlavningen?

Får hun nogle valgmuligheder eller skal hun bare altid gøre som mor siger? og hvordan ville du selv reagere hvis nogen opførte sig sådan over for dig?

Og trusler er ikke noget sådan en kan forstå, vipper hun på stolen, så er det ud og sidde på skammestolen i 3 min. Og så skal hun hentes, og i skal kort tale om hvorfor hun sad der!

Og sidst men ikke mindst tror du er en vidungerlig mor, men tror din datter trænger til opmærksomhed fra dig. Får hun ikke den så er det hun skaber det negative opmærksomhed... Sådan en 1 årig kan godt løbe med meget opmærksomhed, hvilket kan være svært at forstå når man kun er 6 år...

Arg en smørre, men håber det gav lidt mening.. !

Anonym skriver:

jeg ved godt, det ligger lidt langt ude i fremtiden, det eksempel- Det kan også være alt muligt andet, jeg prøver at lokke hende til at være sød med. Vi har f.eks. i en lang periode hen over sommeren givet hende lommepenge for god opførsel med mere, det vil sige, at hun selvfølgeligt også kulle hjælpe til med små ting, at lægge sit tøj på plads og rydde op efter sig selv og sådan, men primært det med at være sød. 5 kr i sparebøssen hver aften for hver vellykket dag. Men det er igen det med,a t der ikke er noget, hun ønsler sig nok til at ville undgå vores konflikter. Det virkede forbløffende godt i en periode. Men så tabte det hendes interesse.

Måske kan man udvide, og lave et stykke snor, hvortil der er bundet en hel masse små gaver, pakket ind og det hele. Hvis hun så er sød en hel dag, og der overhovedet ingen konfliker er med hende, kan hun vælge en gave inden hun skal i seng. Men igen, hvorlænge skal vi så blive ved med det?!? Og hvorlænge går der før hun vokser fra det her behov for at have bukserne på?!?

Jeg tror slet ikke du kan forvente, at hun skal kunne "være sød" en hel dag, flere dage i træk.. Du ligger et helt enormt forventningspres på hendes små skuldre, ved at gøre det på den måde, og dagen ender med en skuffelse og en form for afstraffelse for hende, hvis hun ikke har klaret sin "opgave".

Her i sommers startede vi begge 2 i skole, og jeg syntes virkelig vi havde nogen mega stressede morgener.. Jeg syntes ikke jeg lavede andet end at skynde på hende, fordi hun tog 20 min om at tage tøj på - selv om det var lagt frem dagen før, hun sad bare og stirrede ud i luften i stedet for at få spist sin morgenmad, og hun tog en eeevighed om at tage overtøj på. Det var virkelig nogen forfærdelige morgener, indtil vi kom ud af døren, hvorefter jeg skulle cykle med en rasende fart fra hendes skole til min egen, så jeg kunne nå det i tide.. Men en dag sagde jeg til hende, at nu styrrede hun det selv.. Hvis hun nåede det hele, så var det super dejligt, og hvis hun ikke nåede det, så smuttede vi alligevel.. Og det har hjulpet helt gevaldigt! Jeg stresser ikke over at hun stadig indimellem bruger de første 20 min på at tage tøj på, og hun stresser ikke over, at jeg skynder på hende hele tiden, men gør det i sit eget tempo, og hun når det hver eneste morgen..

Men der hvor jeg vil hen med det er, at nogen gange har de faktisk bare brug for, at VI slapper lidt af, for selv at kunne slappe af.. Det behøver ikke at være én lang magtkamp, og din datter skal have lyst til at "være sød", og ikke gøre det for at få en belønning, for det holder ikke i længden, og skaber et alt for stort forventningspres..