Så træt af det. - gode råd og tanker søges

Gigl skriver:

Jeg synes for det første at det er helt forkert at sige, at i har magtkampe om hvem der bestemmer hjemme hos jer, og at din datter ødelægger aftensmåltiderne. Det er en lidt halv-trist holdning, og det lyder som 'god' gammeldags børneopdragelse.

Børn vil ikke være dem, der bestemmer i hjemmet, det har de brug for en voksen til. En voksen som ser, hører OG forstår sit barn, og vel og mærke giver udtryk for det. Når barnet føler sig forstået, set og hørt, så vil det have LANGT nemmere ved at følge den voksnes krav og initiativer. For vi stiller uendelig mange krav til vores børn i løbet af en dag. De skal lære at indordne sig! .. men nej, det ville da være en kedelig verden hvis alle indordnede sig og tænk hvis din datter ALTID gjorde hvad der blev sagt og aldrig gjorde noget forkert? Så ville der FØRST være noget galt. Hun er ganske sund, idet hun nu lærer hvordan hun argumenterer for 'sin sag', hun lærer hvor mors grænser er, og hvor langt hun mon kan rykke dem. Og det er sund udvikling, men det er så her du skal vise helt klart og tydelig hvor grænsen går, så den ikke flytter sig fra den ene dag til den anden. 

Feks. ved aftensmaden, så ved jeg jo ikke præcis hvordan det forløber sig, men prøv at have dit positive ansigt på. Se på hende, når hun argumenterer for, hvad det er hun gerne vil. Spørg hende - hvad er det du gerne vil? - lige når en kamp skal til at begynde. Lyt så til hende, sig hende gerne ordene efter, men fortæl så bagefter, hvorfor det skal gøres på din måde. Lytter du til hende, så lytter hun til dig. Og så forstår jeg ikke helt hvorfor hun SKAL spise alting .. jeg blev som barn aldrig tvunget til at spise noget som jeg ikke gad spise.. så sagde min mor bare; jamen så lad det da stå og spis det andet. Og så kom der ingen kamp ud af det. Min søn gider ikke spise sovs.. det må han helt selvom. Så må han undvære, og spise det andet.

Det samme med eksemplet med hvordan hun vil sidde på stolen - spørg hende, hvorfor hun lige vil sidde sådan, hør hende helt ud, smil så og sig så; det forstår jeg også godt, men jeg vil gerne have at du sidder på din numse lige nu, så kan du sidde fjollet på stolen bagefter. Nu spiser vi

Og så lige en anden ting - jeg synes ofte de trælse kampe kommer når jeg selv (har en søn på 4) mangler lidt overskud en dag. Det mærker han, og så er børn jo så kloge og så gode til at imitere den voksnes adfærd - så er jeg pirlig, så er han det også.

Håber det var lidt brugbart for dig

jeg forsøger virkelig at tage mine positive briller på her

tro mig, jeg prøver at være positvi og glad og smilende. Det er min natur. Og jeg går bevidst ind til en kommende konflikt med et gladt ansigft, fordi jeg håber, at vi kan tage den i opløbet. Selvfølgeligt er der undtagelser, men altså. Min datter er en meget fremmelig lille dame, der har en flot sprog, og hun er fint i stand til at udtrykke sig og forstå. Jeg har prøvet at få hende til at forklare sine synspunkter i håber at at jeg kan argumentere hende til rette, - men hun er stædig som en hest!! Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke dine teorier helt passer på hende.

selvfølgeligt skal hun have områder, hvor det er hendes mening der gælder. ting som hvilke bukser hun vil have på. Eller hvilken tegnefilm hun vil se. Hun skal ikke bestemme om hun vil i seng kl halv otte eller kl halv ti, eller om hun f.eks. vil spise aftensmad. Jeg er måske gammeldags, ja, men jeg mener at man har nemmere ved mange ting når man bliver ældre, hvis man lærer grundprincepperner når man er lille. Deriblandt at man ikke altid er så vildt med alting. Jeg laver jo ikke stegt lever til barnet, - eller stuvet hvidkål, - eller grisesylte eller hvad ved jeg. Og ting som jeg virkelig kan se, hun er ved at kaste op over, skal hun selvfølgelig helle rikke smage. Men det er så mange, mange ting, hun mener hun ikke kan lide, - og de skifter forøvrigt fra uge til uge eller fra dag til dag. Og det er ikke kæmoe store portioner vi snakker om. Jeg vil ikke diskutere om det er rigtigt eller forkert, for sådan har vi valgt det skal være. Og så er der jo det, at konflikterne drejer sig om en million andre ting i løbet af dagen, aftensmaden er bare kronen på værket.

Vi kan have det så hyggeligt med alt muligt, vi laver mad sammen, vi laver håndarbejde sammen, spiller sammen, gør ting sammen. Indtil der går trods i den igen, og vi starter forfra.

Og at sige at nu skal du sidde pænt på stolen ect. ect. - nej, den trængen ikke ind.

Vi har lov til forskellige holdninger, men jo, - jeg tror min datter søger konflikterne, og jeg kan huske at jeg i samme alder var mindst lige så slem, og ville give en halv bondegård for at få følelsen af at jeg var den der styrede slagets gang-

Anonym skriver:

jeg forsøger virkelig at tage mine positive briller på her

 

tro mig, jeg prøver at være positvi og glad og smilende. Det er min natur. Og jeg går bevidst ind til en kommende konflikt med et gladt ansigft, fordi jeg håber, at vi kan tage den i opløbet. Selvfølgeligt er der undtagelser, men altså. Min datter er en meget fremmelig lille dame, der har en flot sprog, og hun er fint i stand til at udtrykke sig og forstå. Jeg har prøvet at få hende til at forklare sine synspunkter i håber at at jeg kan argumentere hende til rette, - men hun er stædig som en hest!! Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke dine teorier helt passer på hende.

 

selvfølgeligt skal hun have områder, hvor det er hendes mening der gælder. ting som hvilke bukser hun vil have på. Eller hvilken tegnefilm hun vil se. Hun skal ikke bestemme om hun vil i seng kl halv otte eller kl halv ti, eller om hun f.eks. vil spise aftensmad. Jeg er måske gammeldags, ja, men jeg mener at man har nemmere ved mange ting når man bliver ældre, hvis man lærer grundprincepperner når man er lille. Deriblandt at man ikke altid er så vildt med alting. Jeg laver jo ikke stegt lever til barnet, - eller stuvet hvidkål, - eller grisesylte eller hvad ved jeg. Og ting som jeg virkelig kan se, hun er ved at kaste op over, skal hun selvfølgelig helle rikke smage. Men det er så mange, mange ting, hun mener hun ikke kan lide, - og de skifter forøvrigt fra uge til uge eller fra dag til dag. Og det er ikke kæmoe store portioner vi snakker om. Jeg vil ikke diskutere om det er rigtigt eller forkert, for sådan har vi valgt det skal være. Og så er der jo det, at konflikterne drejer sig om en million andre ting i løbet af dagen, aftensmaden er bare kronen på værket.

Vi kan have det så hyggeligt med alt muligt, vi laver mad sammen, vi laver håndarbejde sammen, spiller sammen, gør ting sammen. Indtil der går trods i den igen, og vi starter forfra.

 

Og at sige at nu skal du sidde pænt på stolen ect. ect. - nej, den trængen ikke ind.

Vi har lov til forskellige holdninger, men jo, - jeg tror min datter søger konflikterne, og jeg kan huske at jeg i samme alder var mindst lige så slem, og ville give en halv bondegård for at få følelsen af at jeg var den der styrede slagets gang-

er hun med i madlavningen?

Gigl skriver:

Oh yes, glemte lige en ting - det der med belønninger for god opførsel, det synes er lidt billigt, hvis jeg skal være ærlig  

Forestil dig at dit barn kun gør de ting du vil have, fordi det så får en belønning bagefter? .. det er jo ikke sådan et barn man vil have. Vi vil jo gerne have at vores børn bare bliver glade og fornuftige af egen vilje og natur. Det gør de kun ved at spejle sig i det rigtige voksne menneske, som sætter et rigtig godt eksempel selv

Det samme med konsekvenser, det der med at true, feks. - hvis du ikke du rydder op, så tager jeg en sæk og smider legetøjet ud (eller hvad ved jeg). Det lærer kun barnet én ting - at mor bare slet ikke forstår mig, og så kan det da også bare være ligemeget! 

Men det er selvfølgelig bare min mening

okay, - vil du så ikke fortælle præcis hvad du vil sige til din 6 årige, hvis du, for at bruge dit eksempel, siger, de skal rydde op og de så først har tusind undskyldninger, og derefter kommer ud i direkte at nægte?? Lad os antage at du har argumenteret så godt du kan for din holdning, og barnet for sin, og I kommer ikke videre. DU kan IKKE snakke dig ud af problemet?? Hvad vil du så gøre??

Og nej, jeg er ikke flabet eller muggen eller noget, forsøger helt ræligt at få noget inspiration

Anonym skriver:

er hun med i madlavningen?

iokke altid, men ja, - den løsning har jeg også afprøvet, - hun kan være med til at lave alt mellem himmelm og jord, - det er stadig ad!!

Anonym skriver:

Jeg har en 6 årig datter, der simpelthen er ved at slide mig op. Hun er lige så stædig som jeg er, og vi har KONSTANT magtkampe om hvem, der skal have bukserne på her i huset. Den mindste lille ting kan blive til en kamp om hvem der skal bøje sig, - lige meget hvad jeg siger, hun skal gøre eller ikke gøre, lige meget hvad jeg siger eller mener, - er hun i det humør sætter hun sig på tværs. Og som oftest mener jeg at hun skal rette ind, med mindre det er så små og ubetydelige ting, at jeg ikke gider at diskutere med hende, og derfor bare siger jaja. Og nej, hun har aldrig, og vil aldrig få lov at køre løbet, - men selv efter så lang tid, - for det her jar stået på i flere år allerede, men bliver værre og værre, - er det ikke gået op for hende, at hun ikke kan vinde. Jeg ved godt selv at jeg er for god til at give hende en chance til, når der er faldet en konsekvens, såsom at hun bliver sendt fra bordet uden mad, mister sit fredagsslik eller hvad ved jeg, og som sådan vinder hun jo så alligevel. Og jeg ved det er forkert, men det er bare så trættende og opslidende, og det går ud over hele husholdningen.

Eksempler på kampe kan være situationen omkring aftensmaden. Hun kan ikke lide noget andet en pasta, ris og kød. En hver form for grøntsager er ad, medmindre jeg koger dem til smadder i en gang pasta med  kødsovs, og hun så ikke aner hun spiser det. Og det er hver aften. Med mindre det er de få ting, hvor jeg ikke serverer grøntsager til, såsom pizza eller lignende. Jeg mener ikke barnet skal spise en kæmpe portion, af det hun ikke kan lide. Får vi kartofler, får hun hvad der svarer til en lille halv kartoffel, eller en lille spiseske grøntsager eller lignende. Ikke ret meget. Jeg mener bare, hun skal vænne sig til at man også er nødt til det man ikke er så vild med, men bare en lille smule. Og nej, jeg har ikke behov for at høre, at der er nogen der mener, at det er forkert at hun skal spise noget hun ikke kan lide, - det er jo ikke sådan at jeg tvinger maden ned i halsen på hende. Men hun får heller ikke de ting, hun godt kan lide, medmindre hun spiser det andet også, og ellers må hun gå sulten i seng.

Men hun ødelægger vores aftensmadsspisning hver eneste aften. Og hendes lillesøster på 1 år, kan vi mærke er begyndt at blive påvirket af den slagmark vi skal have hver dag derude- Det er så ulidleligt.

Det kan også være, at hun insisterer på at side på hug på stolen mens vi spiser, eller at hun bliver ved med at vippe - Og jeg skal virkelig blive gal i hovedet før hun stopper sit ***, og true hende med at sælge hende til hvid slavehandel, eller hvad ved jeg. Ej, selvfølgeligt ikke, men I ved hvad jeg mener. I det hele taget er der alt for mange trusler hele tiden.  - Hvis du ikke gør det, sker der det. Hvis du gør det, så får du ikke det. Og jeg kan mærke inden i mig selv at det er forkert, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre i stedet for. Og jo, jeg har prøvet at vende den om, og belønne god opførsel i stedet for at straffe dårlig, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt. Hun er simpelthen ikke nok interesseret i hvilken som helst belønning, jeg kan finde på, at tage magtkampene er åbenbart mere fristene for hende. Og igen, hvis jeg så siger til hende, er du sød hele denne her uge, så tager vi i legeland på lørdag, og hun så skaber sig tosset fredag, så er jeg igen tilbøjelig til at give hende en chance til, når vi har været hele møllen igennem og hun græder sine vemodige tårer, og så er jeg jo total nyttesløs igen.

 

Jeg ved godt, det er hårdt at have unger i den alder, - men hvis der er nogen, der kan give nogen gode råd og forslag til hvordan jeg kan ændre vores hverdag, ville jeg være meget taknemmelig. For jeg vil jo så gerne kunne hygge med hende, når hun er den søde, dejlige unge, hun også kan være, og det er sgu svært når vi ødelægger det hele tiden.

 

Jeg kan desværre ikke trække på personlige erfaringer, da mine børn stadig er små. Men jeg så et program om børn, der ikke var til at styre, og der var et klogt budskab, som jeg vil forsøge at give videre. Børnene var godt nok lidt ældre, men jeg tror, at det gælder alle aldre.

Budskabet var, at der hele tiden skal være noget på spil. F.eks. i stedet for at miste alt sit fredagsslik kan du lade hende miste et stykke ad gangen. Hvis hun alligevel har mistet det hele, er der jo ingen grund til at opføre sig godt. Så du kan f.eks. starte ugen med en pose/skål slik, som hun kan få om fredagen, hvis hun opfører sig godt. Hver gang hun ikke opfører sig godt, fjernes et stykke. På den måde straffes hun for sin dårlige opførsel, men det er stadig hende, der har kontrol over, hvor meget slik der skal være tilbage om fredagen.

Det samme kan gøres med lommepenge, men det ved jeg ikke, om hun er for lille til. Hvis hun f.eks. får 10 kroner om ugen, kan du fjerne f.eks. 5 øre per dårlig opførsel. Første uge vil der måske ikke være så mange penge tilbage, men du skulle gerne se en effekt allerede anden uge.

I øvrigt med hensyn til at spise bør du muligvis lade være med at fokusere så meget på, hvad hun spiser. Du skal bare insistere på, at grøntsagerne skal ligge på hendes tallerken, selvom hun ikke vil spise dem. Efter noget tid vil hun nok forsøge sig med dem alligevel. Forsøg også at gøre måltiderne hyggelige med pjat og snak i stedet for til en slagmark.

Et andet budskab var også, at opdrageren altid skal bevare roen og ikke råbe/bande/svine til, men det er du nok allerede klar over.

Jeg håber, du kan bruge det til noget. Held og lykke!

Anonym skriver:

hov, - glemte lige noget

 

dels, så spiser min datter gerne nogle rå grøntsager, - men igen, jeg mener ikke vi skal tilberede specialkost til hende, med rå grøntsager. Koger jeg selv, lad os sige gulerødder til vores aftensmad, må hun for min skyld gerne få en rå at gnave til sine ris, men jeg tror ligesom ikke hun er interesseret i en håndfuld frosne majs, vel...

 

Det andet var, at hun ikke 'glemmer' at hun skal gøre noget, - hun sidder bevidst og kikekr på mig med store øjne, mens hun er uartig, for at se hvor lang tid der går, før jeg bliver sur, - jeg kan ikke komme til anden konklusion, end at hun ønsker at jeg bliver sur på hende. Når vi så er ved slutningen azf en af voresd konfrontationer, og hun ligger og er gennemgrædt af tårer, fordi hun er havnet på sit værelse eller i sin seng, og jeg så spørger hende, hvorfor hun er sådan, så sige rhun nej til om hun ønsker mig gal i hovedet. Men jeg kan simpelthen ikke fatte, hvad hun får ud af sit spil. Det er noget ÆV!!!

Jeg tror ikke der er nogen børn der bevidst, ønsker at gøre sine forældre sure.. Jeg tror simpelthen hun vil have at du skal se hende..

Og nej, jeg har heller ikke lyst til at stå og lave specialmad til Isabella, men jeg laver det allerede til Cajsa, og hvis det er majs der er lykken lige nu, så tager det mig kun halvandet minut at tø en skefuld eller to op i et glas vand Og hvis hun ikke har noget imod en kogt gulerod, så ser jeg det som indgangen til andre kogte grøntsager.. Det er ikke hver aften jeg står og laver det, men det gør mig ikke noget at gøre det, når jeg nu ved at hun spiser det..

Desuden har vi den regel, at hun ikke starter med at sætte sig til bords med ordene "Jeg kan ikke lide dét, så det vil jeg ikke have", i stedet skal hun koncentrere sig om det hun godt kan lide, og ganske enkelt lade være med at tage det hun ikke kan lide.. Hun hælder selv på sin tallerken, så det er jo nemt nok Og hvis vi får gryderet for eks, med en masse grøntsager i, så skal hun bare lægge det ud til siden hun ikke kan lide.. Og hvis hun spørger hvad det forskellige er, så opfordrer jeg hende til at smage på det, og evt gætte det..

Anonym skriver:

iokke altid, men ja, - den løsning har jeg også afprøvet, - hun kan være med til at lave alt mellem himmelm og jord, - det er stadig ad!!

Tja men min erfaring er at de med tiden kommer til at smage lidt på det, og med tiden kan de li det...  Måske du skulle overveje Lola Jensen med den store mor far og børn bog.. Hun er meget god til det der, men mener ikke hun sger man skal tvinge ungen til maden giv hende det hun kan li og lad hende smage hvis hun har lyst, men bordskikken må man godt opdrage på!

Anonym skriver:

jeg forsøger virkelig at tage mine positive briller på her

 

tro mig, jeg prøver at være positvi og glad og smilende. Det er min natur. Og jeg går bevidst ind til en kommende konflikt med et gladt ansigft, fordi jeg håber, at vi kan tage den i opløbet. Selvfølgeligt er der undtagelser, men altså. Min datter er en meget fremmelig lille dame, der har en flot sprog, og hun er fint i stand til at udtrykke sig og forstå. Jeg har prøvet at få hende til at forklare sine synspunkter i håber at at jeg kan argumentere hende til rette, - men hun er stædig som en hest!! Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke dine teorier helt passer på hende.

 

selvfølgeligt skal hun have områder, hvor det er hendes mening der gælder. ting som hvilke bukser hun vil have på. Eller hvilken tegnefilm hun vil se. Hun skal ikke bestemme om hun vil i seng kl halv otte eller kl halv ti, eller om hun f.eks. vil spise aftensmad. Jeg er måske gammeldags, ja, men jeg mener at man har nemmere ved mange ting når man bliver ældre, hvis man lærer grundprincepperner når man er lille. Deriblandt at man ikke altid er så vildt med alting. Jeg laver jo ikke stegt lever til barnet, - eller stuvet hvidkål, - eller grisesylte eller hvad ved jeg. Og ting som jeg virkelig kan se, hun er ved at kaste op over, skal hun selvfølgelig helle rikke smage. Men det er så mange, mange ting, hun mener hun ikke kan lide, - og de skifter forøvrigt fra uge til uge eller fra dag til dag. Og det er ikke kæmoe store portioner vi snakker om. Jeg vil ikke diskutere om det er rigtigt eller forkert, for sådan har vi valgt det skal være. Og så er der jo det, at konflikterne drejer sig om en million andre ting i løbet af dagen, aftensmaden er bare kronen på værket.

Vi kan have det så hyggeligt med alt muligt, vi laver mad sammen, vi laver håndarbejde sammen, spiller sammen, gør ting sammen. Indtil der går trods i den igen, og vi starter forfra.

 

Og at sige at nu skal du sidde pænt på stolen ect. ect. - nej, den trængen ikke ind.

Vi har lov til forskellige holdninger, men jo, - jeg tror min datter søger konflikterne, og jeg kan huske at jeg i samme alder var mindst lige så slem, og ville give en halv bondegård for at få følelsen af at jeg var den der styrede slagets gang-

Netop når du siger, at hun er god til at udtrykke sig verbalt, så synes jeg det er fint at du lader hende argumentere for sin sag, i stedet for bare i starten at sige "sådan er det!" For det er godt at kunne argumentere for sig i verden

Det er selvfølgelig også et spørgsmål om temperament - du siger jo at du ser dig selv i hende. Så er det måske også nemmere at være overbærende med alle de kampe der kan være, du ved hvor det stammer fra. 

Jeg forestiller mig så også at din datter får lov at hjælpe med at lave mad ind i mellem, som en anden foreslår .. dette kan også have en positiv indvirken på hendes grønssagsproblem. Men jeg antager at stort set alle børn i en længere periode bare generelt "ikke kan lide" det de får serveret af ren og skær protest.

Here's an idea - bare lige kort, hvad med at lave et "bestemme"-kort.. Sådan et kort, du kan have i baglommen, og når du har det, så er det dig der bestemmer noget! Engang imellem giver du bestemme-kortet til hende, og så finder hun ud af hvor tit hun egentlig får lov at bestemme noget. På den måde bliver det lidt sjovere når mor bestemmer. Meen det kan godt være det bliver for åndssvagt at gå rundt med )

Du kender naturligvis din datter bedst, og jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal råde dig, men held og lykke

Anonym skriver:

Får hun lov til at hjælpe med madlavningen? Nogen gange er det lidt sjovere at spise ting der knaser og somman kan forholde sig til.! Jeg har aldrig selv været glad for grøntsager før jeg kom hjemmfra og selv kunne bestemme hvad jeg ville lave!

Men Husk din datter lære også af din opførsel over for andre og hende, jeg har ingen børn endnu (om 4 måneder har jeg en lille en), men jeg er god til at observere.

Hvad siger din mand/kæreste til situationen?

Får hun lov til at hjælpe med madlavningen?

Får hun nogle valgmuligheder eller skal hun bare altid gøre som mor siger? og hvordan ville du selv reagere hvis nogen opførte sig sådan over for dig?

Og trusler er ikke noget sådan en kan forstå, vipper hun på stolen, så er det ud og sidde på skammestolen i 3 min. Og så skal hun hentes, og i skal kort tale om hvorfor hun sad der!

Og sidst men ikke mindst tror du er en vidungerlig mor, men tror din datter trænger til opmærksomhed fra dig. Får hun ikke den så er det hun skaber det negative opmærksomhed... Sådan en 1 årig kan godt løbe med meget opmærksomhed, hvilket kan være svært at forstå når man kun er 6 år...

Arg en smørre, men håber det gav lidt mening.. !

jeg laver mange ting sammen med hende, alt afhængig af hvordan dagene ser ud. Jeg forsøger, især i de perioder, hvor jeg ikke er så meget hjemme, at reservere tid til hende, hvor vi laver ting sammen. Jeg rider f.eks. med hende. Har ikke på noget tidpunkt følt at hun blev bagfordelt med opmærksomhed og jeg er altså opmærksom på det.

jeg giver hende også valgmuligheder, - måske ikke lige i spisesituationen, men andre steder. Jeg ville gerne 'handle' mig frem til en løsning, vi begge to vqr glade for, men giver jeg så efter for noget af det hun gerne vil have, så går der som regel et minut, så prøver hun om hun ikke lige kan stramme den et hak til.

skammekassen bruger vi også. Jeg ved jeg skal være mere konsenkvent, og droppe at sige ' hvis du ikke er sød, så..' for det er jeg selv nået frem til. Men jeg frygter at skal allle de tilfælde på en dag, hvis hun går over linjen, udløse en øjeblikke time-out, så kommer vi til at bruge, ja alle hendes vågne timer derude...

min kæreste er også på, men ikke helt så meget, da hun ikke er hans biologiske barn. men det er ikke sådan at hun får lov at spille os ud mod hinanden.

Det lyder præcis lige som min søn på knap 5.. Aftensmaden er et helved..
Ved slet ikk hva jeg ska skrive, for du har beskrevet det, som oz er herhjemme... Her er der så oz bar råben og skrigen fra ham hver dag..