Jeg håber det bare er normalt for alderen, men Felix er simpelthen så svær at putte - særligt for mig!!
Vi gør alt lige præcis som vi plejer, men den sidste 1½ uge har han bare grædt og grædt og grædt når han er puttet!
Jørn er mere hård end jeg er, så vi har forskellige grænser for, hvornår det har været en svær putning! Vi gør selvfølgelig ikke tingene helt ens, men rutinerne op til at han rammer sengen er stort set ens. Jørn går ikke ind til ham så ofte som jeg gør når først han er puttet, og jeg synes ellers jeg trækker den længere end jeg har lyst til! 
Jeg er af den overbevisnig at man som 8 mdr. baby ikke er stand til at "snøre" sine forældre! Hvis man græder, er det fordi der er et reelt behov! Til gengæld er man gammel nok til at få grundlagt rigtig mange rigtig dårlige vaner! Så når han græder lytter vi for det første hvad det er for en gråd.. Hvis den er "seriøs" går vi ind, giver sut hvis han har tabt den, og genputter, hvisker stille godnat og går ud igen. Han begynder ofte at græde allerede når vi retter os op efter at have været bukket ned i tremmesengen.
Det er så svært synes jeg! Jeg vil ikke have mit barn græder sig i søvn!! Det skal være rart at være i sin seng, og jeg tror søvnen bliver bedre hvis man er faldet roligt i søvn, end hvis man er faldet i søvn af udmattelse! Det ender ofte med, når han er puttet, at jeg også græder, fordi jeg synes det er så synd for ham. Jeg græder ikke imens jeg putter, eller de gange jeg er derinde, der forsøger jeg at være helt stille og rolig og sige godnat til ham som om jeg ikke havde sagt det 14 gange i løbet af en halv time.
Jeg er ikke begejstret for, at han fx skal falde i søvn i vores seng og flyttes, ej heller at han skal vugges/nusses i søvn, på arm osv.. Det lyder hårdt, men ingen af os får god søvn hvis vi sover sammen, og så snart han kommer op, ligner han en stor fest, smiler, griner og charmer!
Hvad i himlens navn går der galt!!? 
