træls situation..

Ja, jeg er faktisk i en rigtig træls situation...  Håber der er nogle herinde der måske kan hjælpe.

Jeg er blevet gravid. Jeg er 18 år gammel og min kæreste er 23. Det var et uheld, og mega mega dumt af mig og ham, men sket er sket og så må man tage den der fra. Jeg ønsker under ingen omstændigheder en abort, selvom det nok ville være det bedste. Men det kan jeg bare ikke, jeg tør ikke og har ikke lyst. Jeg vil hellere føde og få et godt liv, med et barn også selvom jeg står uden uddannelse. Min kæreste er glad, også derfor det er lidt svært for mig, fordi jeg faktisk ikke er så glad, er meget nervøs for mine forældre, og resten af omverdenen.. 

Jeg bor hjemme, men vil selvfølgelig gerne til læge og have scanninger o.s.v.. Men min adresse ligger her hjemme, og vil ikke have min mor skal vide noget endnu.. Hvis hun ved noget, når jeg stadig ikke er over abort grænsen, så vil hun gøre alt hvad der står i sin magt, for at få mig til at få en abort, og det ønsker jeg ikke.. Derfor gider jeg ikke hun skal kunne påvirke mig til noget jeg ikke har lyst til, fordi jeg let lader mig gå på, af det min mor siger til mig jeg skal gøre..

Jeg har forsøgt, om ikke jeg kunne få flyttet min adresse hen til min kæreste.. Men det er vidst ikke bare lige sådan at gøre? 

Jeg hører om mange, hvor det kører helt okay selvom de har barn og er på su.. Men jeg kan bare ikke se hvordan vi skal kunne få råd til det. Det kan vi jo godt, men kan jo ikke spørge nogle til råds da det kun er min kæreste og jeg der kender til situationen..

Jeg er så bange for at skulle fortælle min mor det, og resten af familie det. Så bange at det går mig ret meget på. Tør virkelig ikke sige det, selvom jeg jo godt ved jeg bliver nød til det på et tidspunkt. Jeg er meget tæt bundet til min mor, og er bange for hun bliver noget så vred og skuffet over mig.. Hvilket jeg godt kan forstå. Men håber inderst inde, hun bare vil støtte mig og hjælpe mig! 

Ved ikke helt hvad jeg ville med dette, havde bare sådan brug for at få det ud.. Nogle der kunne lyttet, da det er hårdt at have alle disse tanker inde i sig selv.. 

Tager med glæde imod gode råd, eller forslag til hvad jeg kan gøre.. Håber der er nogle der læser det, selvom det blev ret langt.

Anonym skriver:

Ja, jeg er faktisk i en rigtig træls situation...  Håber der er nogle herinde der måske kan hjælpe.

Jeg er blevet gravid. Jeg er 18 år gammel og min kæreste er 23. Det var et uheld, og mega mega dumt af mig og ham, men sket er sket og så må man tage den der fra. Jeg ønsker under ingen omstændigheder en abort, selvom det nok ville være det bedste. Men det kan jeg bare ikke, jeg tør ikke og har ikke lyst. Jeg vil hellere føde og få et godt liv, med et barn også selvom jeg står uden uddannelse. Min kæreste er glad, også derfor det er lidt svært for mig, fordi jeg faktisk ikke er så glad, er meget nervøs for mine forældre, og resten af omverdenen.. 

Jeg bor hjemme, men vil selvfølgelig gerne til læge og have scanninger o.s.v.. Men min adresse ligger her hjemme, og vil ikke have min mor skal vide noget endnu.. Hvis hun ved noget, når jeg stadig ikke er over abort grænsen, så vil hun gøre alt hvad der står i sin magt, for at få mig til at få en abort, og det ønsker jeg ikke.. Derfor gider jeg ikke hun skal kunne påvirke mig til noget jeg ikke har lyst til, fordi jeg let lader mig gå på, af det min mor siger til mig jeg skal gøre..

Jeg har forsøgt, om ikke jeg kunne få flyttet min adresse hen til min kæreste.. Men det er vidst ikke bare lige sådan at gøre? 

Jeg hører om mange, hvor det kører helt okay selvom de har barn og er på su.. Men jeg kan bare ikke se hvordan vi skal kunne få råd til det. Det kan vi jo godt, men kan jo ikke spørge nogle til råds da det kun er min kæreste og jeg der kender til situationen..

Jeg er så bange for at skulle fortælle min mor det, og resten af familie det. Så bange at det går mig ret meget på. Tør virkelig ikke sige det, selvom jeg jo godt ved jeg bliver nød til det på et tidspunkt. Jeg er meget tæt bundet til min mor, og er bange for hun bliver noget så vred og skuffet over mig.. Hvilket jeg godt kan forstå. Men håber inderst inde, hun bare vil støtte mig og hjælpe mig! 

Ved ikke helt hvad jeg ville med dette, havde bare sådan brug for at få det ud.. Nogle der kunne lyttet, da det er hårdt at have alle disse tanker inde i sig selv.. 

Tager med glæde imod gode råd, eller forslag til hvad jeg kan gøre.. Håber der er nogle der læser det, selvom det blev ret langt.

Jeg tror at du skal fortælle din mor det så hurtigt som muligt hvis i er så tætte som du skriver vil hun gemme sin skuffelse af vejen og støtte dig i det valg du tager.

op med humøret det skal nok gå alt sammen. Jeg var ikke ældre end dig da jeg ventede mit første barn og jeg var lige som dig utrolig bange for at fortælle det men det skal gøres og nogen vil måske komme med grimme ord og andre vil være støttende, Vælg dem der støtter dig. Det kommer du nok længst med. Det gjorde jeg i hvert fald.

Det er ingen løsning at skjule sig.

Kan også kun opforder dig til at fortælle din mor det.. Og forklar hende det stille at du gerne vil havedet her barn. Ja fortæl hende det som du har fortalt os her inde det..

Det er beder og have nogen og støtte sig til.. Din kæreste lyder fornuftigt. Og ja i kan godt få det til at køre på su. Systemet er skruet rigtig nok sammen hvis man finder det man leder efter

mange  her fra

livhemdrup skriver:

Jeg tror at du skal fortælle din mor det så hurtigt som muligt hvis i er så tætte som du skriver vil hun gemme sin skuffelse af vejen og støtte dig i det valg du tager.

op med humøret det skal nok gå alt sammen. Jeg var ikke ældre end dig da jeg ventede mit første barn og jeg var lige som dig utrolig bange for at fortælle det men det skal gøres og nogen vil måske komme med grimme ord og andre vil være støttende, Vælg dem der støtter dig. Det kommer du nok længst med. Det gjorde jeg i hvert fald.

Det er ingen løsning at skjule sig.

Åh.. Det er bare så svært! Min mor støtter mig i alt, og er en rigti g god mor.. Men er SÅ bange for hun vil vende 180 grader og er meget bange for reaktionen. Ved slet ikke hvordan jeg skal sige det??? 

Mor til 2, snart 3 skriver:

Kan også kun opforder dig til at fortælle din mor det.. Og forklar hende det stille at du gerne vil havedet her barn. Ja fortæl hende det som du har fortalt os her inde det..

Det er beder og have nogen og støtte sig til.. Din kæreste lyder fornuftigt. Og ja i kan godt få det til at køre på su. Systemet er skruet rigtig nok sammen hvis man finder det man leder efter

mange  her fra

Ja, vi skal nok kunne klarer det.. 

Det er bare noget kæmpe noget inde i mit hoved.. Og er SÅ bange for hvad min mor siger, har lovet højt og helligt at jeg selvfølgelig passer på IKKE at blive gravid.. Og hvad står jeg med nu! En graviditet! 

Anonym skriver:

Ja, vi skal nok kunne klarer det.. 

Det er bare noget kæmpe noget inde i mit hoved.. Og er SÅ bange for hvad min mor siger, har lovet højt og helligt at jeg selvfølgelig passer på IKKE at blive gravid.. Og hvad står jeg med nu! En graviditet! 

synes også du skal fortælle hende det. med ærlighed kommer man langt. tror hun vil være skuffet hvis du først fortæller det når du er 12 uger henne.

Anonym skriver:

Ja, vi skal nok kunne klarer det.. 

Det er bare noget kæmpe noget inde i mit hoved.. Og er SÅ bange for hvad min mor siger, har lovet højt og helligt at jeg selvfølgelig passer på IKKE at blive gravid.. Og hvad står jeg med nu! En graviditet! 

Det kan ske for selv den bedste.. Nu er det bare om og komme vider og få det fortalt til dem der kan støtte jer mest muligt..

Havde det vært mig som 18 årige skulle hjem og fortælle det, ville jeg være lige så bange som dig.. Min mor og jeg var også rigtig tætte. Men da en af mine veninder blev gravide sagde min mor til mig, hun ville blive enormt skuffet men samtigdig ville støtte hvis jeg nogen sinde stod samme sted..

Så snak med din mor. Ja hun bliver nok skuffet og du får nok en opsang af den anden verden. men det kan være hun overrasker dig..

Mor til 2, snart 3 skriver:

Det kan ske for selv den bedste.. Nu er det bare om og komme vider og få det fortalt til dem der kan støtte jer mest muligt..

Havde det vært mig som 18 årige skulle hjem og fortælle det, ville jeg være lige så bange som dig.. Min mor og jeg var også rigtig tætte. Men da en af mine veninder blev gravide sagde min mor til mig, hun ville blive enormt skuffet men samtigdig ville støtte hvis jeg nogen sinde stod samme sted..

Så snak med din mor. Ja hun bliver nok skuffet og du får nok en opsang af den anden verden. men det kan være hun overrasker dig..

Ja, når man frygter det værste kan man måske blive glædeligt overrasket.

Tror bare ikke jeg kan gøre det, face to face.... Har overvejet at skrive en sms, ved det er svagt! Men ÅHHH altså!

Anonym skriver:

Ja, når man frygter det værste kan man måske blive glædeligt overrasket.

Tror bare ikke jeg kan gøre det, face to face.... Har overvejet at skrive en sms, ved det er svagt! Men ÅHHH altså!

Hvis du ikke kan sige det face to face, så synes jeg godt at du kan sende den sms - det er jo noget helt andet end når man slår op med en feks.

Uanset hvilket valg du tager så held og lykke med det og kæmpe kram herfra 

Men jeg synes klart at det ville være bedst at fortælle hende det, har du fundet ud af hvor langt henne du er?

Du er hverken den første eller den sidste, som er havnet i den situation så din mor ved nok, at det kan ske - og jeg tror ikke, det får hende til at vende sig imod dig. Hun vil helt sikkert reagere til at begynde med, men det er jo fordi, hun holder af dig. Når hun lige er kommet sig over det første chok vil hun helt sikkert støtte dig og gøre sit bedste for dig. Hun kommer ikke til at stoppe med at holde af dig, fordi detteher er sket! Og jeg er helt sikker på, at hun kommer til at opdage det inden abortfristen går ud uanset, for der er jo mange tegn på en graviditet, og alt kan ikke skjules så let (måden at gå og sidde på f eks), så jeg tror, det bedste er, at du får snakket med hende hurtigst mulig. Få det overstået, så du hurtigst mulig kan få hendes støtte og hjælp i alle de beslutninger som du og din kæreste nu står overfor. Det kan være godt at have med sig.

Og selv om den første samtale kan være vanskelig, så er den ikke så ilde som at gå og grue sig til den i mange uger!

Sender en .