Abort ? :'(

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Jeg hæfter mig ved det samme som Sigrid. Det lyder som om at du helst vil beholde. 

Jeg har ikke så megen erfaring at dele ud af, men min egen svigerinde er alene med sine to piger - med hver deres far.

Og ja, det er hårdt, men hun klarer det, og ville ikke bytte dem væk for noget. 

Har du et godt netværk? 

Jeg ved ikke hvad jeg vil.. Men intet valg er jo så også et valg.. :/

Er glad for at høre det ER muligt.

Har ikke det bedste netværk, men klarede det alene med min søn med kolik og han er den mest kærlige dreng idag.

jeg kan selvfølgelig ikke sige hvad du skal gøre men jeg ved godt hvad du går igennem og hvilke tanker du gør dig lige nu...

jeg er selv gravid i 16 uge og har i forvejen en datter på 6 som jeg altid har været alene med.. faderen til det barn jeg venter er min ex kæreste og han er heller ikke vildt begejstret for ideen...
jeg stod selv og skulle finde ud af om jeg skulle vælge abort eller jeg skulle beholde... jeg måtte mærke helt inde i mig selv og måtte simpelthen følge mit hjerte... og det var ikke en hel nem beslutning og ja der kan findes fordele og ulemper ved begge dele... nem gør det du føler er rigtigt og det du når alt kommer til alt har har det bedst med.... det gjorde jeg og jeg er glad for min beslutning.. men dermed ikke sagt at den samme beslutning er den rigtige for dig... det ved kun du....

først får du æige et kæmpe kram 

den er slet ikke sjov at stå i den der situation  

det eneste jeg kan sige, er at du kun skal tage en abort hvis du er 100% sikker på det det er det rigtige.. det kan få selv den stærkeste til at bryde helt sammen, alternativet er at beholde barnet, kan du klare det ? bortadoption er også en mulighed hvis de andre to råd ikke lydér som en mulighed for dig, men udover det, er det kun dig der kan træffe dette valg. lad dig IKKE presse til en abort hvis det ikke er det du selv vil, det har jeg selv med meget stor fortrydelse gjort engang, og kunne jeg gøre det om, ville jeg få barnet og bortadoptere det.. mærk efter i dig selv om du vil beholde dette barn, eller om det måske er det bedste at afslutte det med det samme ? 

håber du finder den rigtige løsning. 

Anonym skriver:

Ved ikke om man kan regne det ud så tidligt..
Så heller ikke gerne jeg skulle ha' en abort med fuld narkose.. Ville føle det var en større risiko for at jeg ikke ku få børn igen.

Har selv 6 søskende og jeg ved hvor dejligt det er.. og det er nok det der gør beslutningen sværest for mig.

At give sit barn en søster eller bror er den største gave.

Når jeg kigger på min søn.. fyldes jeg er lykke. Jeg er lykkelig over at jeg valgte ham til dengang.

Han tog lige testen, og sagde "baby, se"
Havde vist ham testen inden min kæreste skred og sagt baby.. At han så lige tager testen nu her.... snøft


.... Mon ikke det også er sværere at finde en mand der vil os, med 2 børn med 2 forskellige? som er moden også..

Anonym skriver:

Kære kvinder, mødre

Jeg står i en forfærdelig situation. At skulle træffe et valg.. og når alt kommer til alt, er det kun mig der kan træffe dette valg, men jeg har brug for at snakke med andre mødre/kvinder.

Situationen er således at jeg er mor til en dreng på knap 2 år.
Jeg er ung, 21, studerer.
Har altid været alenemor og har klaret det flot.

Jeg har haft en kæreste 2 måneder, vi har været fra hinanden 1 gang, hvor jeg var sammen med en ekskæreste.

Nu er jeg gravid, lige blevet forladt.
Den ene vil gerne tage ansvar for barnet. Den anden snakker bare om han ikke vil betale.

Skal jeg være alenemor til 2?

Ulemper: skilsmissebarn, ikke specielt gode fædre. Den ene kæmpe løgner, den anden tidligere hashmisbruger på 27, dog meget umoden.

2 børn, delt opmærksomhed.
Ekstremt hårdt som alenemor - med studie.

Gæt en far....

Fordele: perfekt alder i forhold til min søn kunne blive storebror inden han blev for gammel.
Jeg elsker børn....
Hvad nu hvis jeg vælger barnet fra, og jeg ikke bliver gravid igen? Har jeg så frarøvet min søn muligheden for en søster eller bror?

Jeg er 100% selv skyld i denne her situation og jeg bebrejder mig selv ekstremt meget. Pt. er jeg i vildrede om hvad der er det meste rigtige er gøre. Både for mig, min søn, fædrene og babyen inde i maven.

Min fornuft siger det bedste var en abort, men bare ved tanken om en abort bryder jeg grædende sammen.

Råd, vejledning, lignede situationer søges...

Hej

Først synes jeg det er sejt at du kan få det til at fungere med at være alene med et barn på 2 og et studie og gøre det godt.

I forhold til dit dilemma:

Du får INGEN løftet pegefinger eller "møjfald" over din situation af mig !

Jeg vil blot dele min historie med dig

Jeg fik selv en abort som 21 årig, da min situation ikke var til at jeg skulle være ung mor! Det har været den sværeste beslutning i mit liv ingen tvivl om det, MEN også den mest rigtige for MIG.

Men med den beslutning følger dog stadig også tankerne om hvordan det også kunne have været, hvis jeg havde fået det barn. Specielt nu hvor jeg er blevet mor. Der vil altid være et savn, men ingen fortrydelse!

Det er KUN dig der ved hvad der er mest rigtig for dig og din søn!

Jeg ved ikke om det er nogen hjælp, men jeg håber at du finder ud af det rigtige for dig.

Mange tanker

Henriette

-Sigrid- skriver:

Det er jo mange dages forskel, så det tror jeg nemt de kan

Jamen søde ven, du vil jo beholde den her baby, det lyser ud af alt hvad du skriver. Og du ved jo hvad du går ind til, og det er vigtigere med én god forældre end 2 semi-gode forældre - og siden du har din søn og skriver du er en god mor, kan jeg kun se det positive ved at beholde, det lyder som om at du vil beholde uanset hvem faderen er?

Og at du så har fortalt din lille dreng om graviditeten, fortæller det ikke dig selv noget om at du slet, slet, slet ikke har lyst til abort? Du ville jo ikke fortælle ham om graviditeten for at fortælle ham at hans bror/søster er død? 
Min fars eks (hun slog op med ham - ikke ham der ikke ville .) havde 2 børn med 2 forskellige mænd, og jeg tror ikke forskellen er så stor på om man har 2 børn med en mand eller 2 børn med 2 forskellige mænd? 

Du har nok ret..
Mit hjerte kan ikke få en abort

Men.. Hvad gør jeg så i forhold til "gæt en far"?.. Og den ene vil ik betale, den nyeste, eksen jeg planlagde det med, vil tage ansvar.. men han har alligevel forladt det hele og har såret mig noget så inderligt, så jeg har ikke lyst til at have ham med i det her nu..

Ville i så vente til en faderskabssag var afgjort med at lade fædrene være en del af det?

Tusind tak for alle de opmuntrende ord.. Det varmer rigtig meget nu hvor jeg har allermest brug for det

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg vil.. Men intet valg er jo så også et valg.. :/

Er glad for at høre det ER muligt.

Har ikke det bedste netværk, men klarede det alene med min søn med kolik og han er den mest kærlige dreng idag.

Det da også bare en drøn svær situation. Følelser og fornuft. Hm... Hvor langt er du henne? 

Anonym skriver:

Du har nok ret..
Mit hjerte kan ikke få en abort

Men.. Hvad gør jeg så i forhold til "gæt en far"?.. Og den ene vil ik betale, den nyeste, eksen jeg planlagde det med, vil tage ansvar.. men han har alligevel forladt det hele og har såret mig noget så inderligt, så jeg har ikke lyst til at have ham med i det her nu..

Ville i så vente til en faderskabssag var afgjort med at lade fædrene være en del af det?

Super, så den her debat er nu mere om hvad du skal gøre fra nu af?

Personligt syntes jeg at begge fyre skal have lov til at se den lille - afhængig af hvordan de behandler dig! 

Fra faderens syspunkt, så er det jo vigtigt at lære baby at kende så tidligt som muligt, og det må være svært at få et bånd til en baby som mor har haft i et halvt år uden han må se baby 

Desuden mener jeg han har samværdsret når du har ham "mistænkt" for at være far - men ikke hænge mig op på det 

-Sigrid- skriver:

Super, så den her debat er nu mere om hvad du skal gøre fra nu af?

Personligt syntes jeg at begge fyre skal have lov til at se den lille - afhængig af hvordan de behandler dig! 

Fra faderens syspunkt, så er det jo vigtigt at lære baby at kende så tidligt som muligt, og det må være svært at få et bånd til en baby som mor har haft i et halvt år uden han må se baby 

Desuden mener jeg han har samværdsret når du har ham "mistænkt" for at være far - men ikke hænge mig op på det 

Nej gør den egentlig ikke.. Jeg har stadig ikke taget en beslutning om hvad jeg skal gøre.

Mit hjerte taler nok for at beholde det, men jeg er også påvirket af en masse hormoner og følelser, så jeg har også brug for andres påvirkning og rationelle tankegang, så jeg har bedre odds for at træffe den helt rigtige beslutning.

Ok, jeg kender ikke reglerne inde for det, men hele graviditeten og fødslen, dåb osv er jeg da i hvert fald ene om hvis det er det jeg vælger at være