Abort ? :'(

Kære kvinder, mødre

Jeg står i en forfærdelig situation. At skulle træffe et valg.. og når alt kommer til alt, er det kun mig der kan træffe dette valg, men jeg har brug for at snakke med andre mødre/kvinder.

Situationen er således at jeg er mor til en dreng på knap 2 år.
Jeg er ung, 21, studerer.
Har altid været alenemor og har klaret det flot.

Jeg har haft en kæreste 2 måneder, vi har været fra hinanden 1 gang, hvor jeg var sammen med en ekskæreste.

Nu er jeg gravid, lige blevet forladt.
Den ene vil gerne tage ansvar for barnet. Den anden snakker bare om han ikke vil betale.

Skal jeg være alenemor til 2?

Ulemper: skilsmissebarn, ikke specielt gode fædre. Den ene kæmpe løgner, den anden tidligere hashmisbruger på 27, dog meget umoden.

2 børn, delt opmærksomhed.
Ekstremt hårdt som alenemor - med studie.

Gæt en far....

Fordele: perfekt alder i forhold til min søn kunne blive storebror inden han blev for gammel.
Jeg elsker børn....
Hvad nu hvis jeg vælger barnet fra, og jeg ikke bliver gravid igen? Har jeg så frarøvet min søn muligheden for en søster eller bror?

Jeg er 100% selv skyld i denne her situation og jeg bebrejder mig selv ekstremt meget. Pt. er jeg i vildrede om hvad der er det meste rigtige er gøre. Både for mig, min søn, fædrene og babyen inde i maven.

Min fornuft siger det bedste var en abort, men bare ved tanken om en abort bryder jeg grædende sammen.

Råd, vejledning, lignede situationer søges...

Anonym skriver:

Kære kvinder, mødre

Jeg står i en forfærdelig situation. At skulle træffe et valg.. og når alt kommer til alt, er det kun mig der kan træffe dette valg, men jeg har brug for at snakke med andre mødre/kvinder.

Situationen er således at jeg er mor til en dreng på knap 2 år.
Jeg er ung, 21, studerer.
Har altid været alenemor og har klaret det flot.

Jeg har haft en kæreste 2 måneder, vi har været fra hinanden 1 gang, hvor jeg var sammen med en ekskæreste.

Nu er jeg gravid, lige blevet forladt.
Den ene vil gerne tage ansvar for barnet. Den anden snakker bare om han ikke vil betale.

Skal jeg være alenemor til 2?

Ulemper: skilsmissebarn, ikke specielt gode fædre. Den ene kæmpe løgner, den anden tidligere hashmisbruger på 27, dog meget umoden.

2 børn, delt opmærksomhed.
Ekstremt hårdt som alenemor - med studie.

Gæt en far....

Fordele: perfekt alder i forhold til min søn kunne blive storebror inden han blev for gammel.
Jeg elsker børn....
Hvad nu hvis jeg vælger barnet fra, og jeg ikke bliver gravid igen? Har jeg så frarøvet min søn muligheden for en søster eller bror?

Jeg er 100% selv skyld i denne her situation og jeg bebrejder mig selv ekstremt meget. Pt. er jeg i vildrede om hvad der er det meste rigtige er gøre. Både for mig, min søn, fædrene og babyen inde i maven.

Min fornuft siger det bedste var en abort, men bare ved tanken om en abort bryder jeg grædende sammen.

Råd, vejledning, lignede situationer søges...

Jeg har markeret noget med rødt, og det syntes jeg siger rigtig meget om hvad du selv syntes 

Og ØV hvor et rod at stå i, hvor langt er du henne, og hvor lang tid var der mellem samlejerne? 

-Sigrid- skriver:

Jeg har markeret noget med rødt, og det syntes jeg siger rigtig meget om hvad du selv syntes 

Og ØV hvor et rod at stå i, hvor langt er du henne, og hvor lang tid var der mellem samlejerne? 

Udfra det ved jeg ikke engang hvad jeg selv synes

Jeg er kun 5 uger henne, har ikke fået det bekræftet ved lægen endnu.
Var sammen med den ene 9 dage efter 1. mens dag. Den anden 4 dage efter. Der er nok størst sandsynlighed for at det er den sidste der er faren, medmindre jeg har tidlig ægløsning og den anden kom først :/

Anonym skriver:

Udfra det ved jeg ikke engang hvad jeg selv synes

Jeg er kun 5 uger henne, har ikke fået det bekræftet ved lægen endnu.
Var sammen med den ene 9 dage efter 1. mens dag. Den anden 4 dage efter. Der er nok størst sandsynlighed for at det er den sidste der er faren, medmindre jeg har tidlig ægløsning og den anden kom først :/

Okay, så skulle jeg bare have markeret den del med at du bryder sammen, hvis du har det sådan selvom du ved at du lige nu nok står i l*rt til halsen, så tvivler jeg på at du kan gennemføre en abort  Og da du fik nummer 1 som 19 årig, så stod du vel også og valgte at beholde ham 

Måske kunne du betale dig til en tidlig scanning, og så finde ud af hvem der er faderen vha en smugle matematik - når der er så stor forskel, mon ikke scanningsdamen kan fortælle dig hvornår du blev befrugtiget? 

Anonym skriver:

Kære kvinder, mødre

Jeg står i en forfærdelig situation. At skulle træffe et valg.. og når alt kommer til alt, er det kun mig der kan træffe dette valg, men jeg har brug for at snakke med andre mødre/kvinder.

Situationen er således at jeg er mor til en dreng på knap 2 år.
Jeg er ung, 21, studerer.
Har altid været alenemor og har klaret det flot.

Jeg har haft en kæreste 2 måneder, vi har været fra hinanden 1 gang, hvor jeg var sammen med en ekskæreste.

Nu er jeg gravid, lige blevet forladt.
Den ene vil gerne tage ansvar for barnet. Den anden snakker bare om han ikke vil betale.

Skal jeg være alenemor til 2?

Ulemper: skilsmissebarn, ikke specielt gode fædre. Den ene kæmpe løgner, den anden tidligere hashmisbruger på 27, dog meget umoden.

2 børn, delt opmærksomhed.
Ekstremt hårdt som alenemor - med studie.

Gæt en far....

Fordele: perfekt alder i forhold til min søn kunne blive storebror inden han blev for gammel.
Jeg elsker børn....
Hvad nu hvis jeg vælger barnet fra, og jeg ikke bliver gravid igen? Har jeg så frarøvet min søn muligheden for en søster eller bror?

Jeg er 100% selv skyld i denne her situation og jeg bebrejder mig selv ekstremt meget. Pt. er jeg i vildrede om hvad der er det meste rigtige er gøre. Både for mig, min søn, fædrene og babyen inde i maven.

Min fornuft siger det bedste var en abort, men bare ved tanken om en abort bryder jeg grædende sammen.

Råd, vejledning, lignede situationer søges...

Aller først en kæmpe krammer! 

Puha det er en hård situation du står i! Jeg ved simpelthen ikke hvilket råd jeg skal give dig. Det er super svært og du skal gøre det du selv føler er det rigtige og kan leve med. 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg selv ville gøre. Ønskesenariet ville jo være at du skulle have dit næste barn med en fantastisk mand som ville være der for dig og dine børn. 

Ønsker dig al mulig held og lykke og håber du træffer det rigtige valg 

Dette skal ikke opfattes fordømmende, det er en undren og dit svar vil give grundlag for mit råd:

 

Hvorfor har du/I ikke brugt prævention?

 

Sikke en grim situation at stå i... Men du er den eneste der kan tage valget...

Vil dog lige sige som alenemor til 2 er studierne ikke er værre med 2 end 1... Men det gør det jo bestemt sværre at finde en kæreste... især hvis han også ønsker børn og du så allerede står med 2 kan godt skræmme en væk... taler af erfaring... Det er nemmere at "komme videre" hvis man kun har 1 barn..

 

Men gør hvad du føler bedst.. og sender dig et kæmpe kram

Anonym skriver:

Kære kvinder, mødre

Jeg står i en forfærdelig situation. At skulle træffe et valg.. og når alt kommer til alt, er det kun mig der kan træffe dette valg, men jeg har brug for at snakke med andre mødre/kvinder.

Situationen er således at jeg er mor til en dreng på knap 2 år.
Jeg er ung, 21, studerer.
Har altid været alenemor og har klaret det flot.

Jeg har haft en kæreste 2 måneder, vi har været fra hinanden 1 gang, hvor jeg var sammen med en ekskæreste.

Nu er jeg gravid, lige blevet forladt.
Den ene vil gerne tage ansvar for barnet. Den anden snakker bare om han ikke vil betale.

Skal jeg være alenemor til 2?

Ulemper: skilsmissebarn, ikke specielt gode fædre. Den ene kæmpe løgner, den anden tidligere hashmisbruger på 27, dog meget umoden.

2 børn, delt opmærksomhed.
Ekstremt hårdt som alenemor - med studie.

Gæt en far....

Fordele: perfekt alder i forhold til min søn kunne blive storebror inden han blev for gammel.
Jeg elsker børn....
Hvad nu hvis jeg vælger barnet fra, og jeg ikke bliver gravid igen? Har jeg så frarøvet min søn muligheden for en søster eller bror?

Jeg er 100% selv skyld i denne her situation og jeg bebrejder mig selv ekstremt meget. Pt. er jeg i vildrede om hvad der er det meste rigtige er gøre. Både for mig, min søn, fædrene og babyen inde i maven.

Min fornuft siger det bedste var en abort, men bare ved tanken om en abort bryder jeg grædende sammen.

Råd, vejledning, lignede situationer søges...

Jeg hæfter mig ved det samme som Sigrid. Det lyder som om at du helst vil beholde. 

Jeg har ikke så megen erfaring at dele ud af, men min egen svigerinde er alene med sine to piger - med hver deres far.

Og ja, det er hårdt, men hun klarer det, og ville ikke bytte dem væk for noget. 

Har du et godt netværk? 

-Sigrid- skriver:

Okay, så skulle jeg bare have markeret den del med at du bryder sammen, hvis du har det sådan selvom du ved at du lige nu nok står i l*rt til halsen, så tvivler jeg på at du kan gennemføre en abort  Og da du fik nummer 1 som 19 årig, så stod du vel også og valgte at beholde ham 

Måske kunne du betale dig til en tidlig scanning, og så finde ud af hvem der er faderen vha en smugle matematik - når der er så stor forskel, mon ikke scanningsdamen kan fortælle dig hvornår du blev befrugtiget? 

Ved ikke om man kan regne det ud så tidligt..
Så heller ikke gerne jeg skulle ha' en abort med fuld narkose.. Ville føle det var en større risiko for at jeg ikke ku få børn igen.

Har selv 6 søskende og jeg ved hvor dejligt det er.. og det er nok det der gør beslutningen sværest for mig.

At give sit barn en søster eller bror er den største gave.

Når jeg kigger på min søn.. fyldes jeg er lykke. Jeg er lykkelig over at jeg valgte ham til dengang.

Han tog lige testen, og sagde "baby, se"
Havde vist ham testen inden min kæreste skred og sagt baby.. At han så lige tager testen nu her.... snøft


.... Mon ikke det også er sværere at finde en mand der vil os, med 2 børn med 2 forskellige? som er moden også..

Rockertand skriver:

Dette skal ikke opfattes fordømmende, det er en undren og dit svar vil give grundlag for mit råd:

 

Hvorfor har du/I ikke brugt prævention?

Fordi vi planlagde det i forhold til jeg er færdig med HF til sommer og hvis jeg skulle ha en mere skulle det være til sommer, så jeg ikke skulle afbryde et uddannelsesforløb, hvis det blev senere og jeg var igang med en videregående uddannelse.

Hans største ønske var at blive far og han sagde at hvis vi blev gravide måtte vi få det til at fungere for han skulle ikke ha et skilmissebarn. Det gav mig tillid.
Men set i bakspejlet var det alt for naivt. Jeg skulle have kendt ham længere tid og have ventet. Hvis jeg ventede, skulle jeg så bare vente 4 år, til jeg var helt færdig med uddannelse....


En faderskabssag bliver nok også først afgjort når barnet er 6-12 mdr, så det er lang tid med uvidshed.. og gæt en far.. og være alene...